Efter vores mellem etape og to tredjedel af ekspeditionen, var det igen tid til at gå i historiens fodspor.
Først skulle vi nyde den storslået natur, store blankis søer, dybe canyons og lang elevelejr i området omkring Midsommer sø og Wandel Dal.
Turen var vildt flot og vi kom steder der kunne tag pudsen helt fra en, fordi det var så smukt og mega stort. Der er bare langt til alt her oppe.

De første dage fra Aftensstjerne sø, var i en del medvind og halvdårligt vejr. Så fik vi ok vejr, med en enkelt dag med hedebølge.
Men under vores indtog til Adam Biering Land fik vi to dage med kraftig modvind.
Vi gik meget af tiden med steigiser på elevlejr og søerne, fordi der ikke var sne nok, så er det bedre at gå på isen med steigiser.
Den en dag blæst det op og blæst op, vi forsat trods modvinden, fordi vi skulle dreje ind i en dal, der ville give lidt læ.
Med det sidste stykke kom der så kraftige vindstød, at vi føltes som om vi lettede. Vi måtte stemme steigiserne i isen, hamre stavene i isen og læne os 45 grader frem imod vinden, mens pulkene blafrede bag os. Så var det ikke sjovt mere. Så vi kom ind under land og lykkes at komme om i læ og få en ok lejrplads.

Et andet magisk sted var en lille canyon med 10-15 meter lodrette klippe sider. Her kunne vi gå op i den 4-6 meter brede elvleje, mest is og lidt sne.
Vi kunne tydelige se, at når isen dannes så løber der vand under isen, fordi is sidder fast mellem 2-3 meter oppe på kanterne.
Når vandet forsvinder eller isen bliver for tung så flader isen de 2-3 meter ned på bunden af elvlejet. Her kan det ligge faldt, på skrå eller knust over en sten. Ind i mellem samler der sig snedriver. Det er det vi går op i. Ved hvert sving er vi spændte på hvordan næste stræk er. Ind i mellem er der små vandfald, nogle kan vi gå op ad. Andre må vi være to på en pulk. En trækker og en skubber styre den.
Men pludselig stod vi ved en lille sektion af isen der ikke var faldet ned. Vi kunne se ca. 10 meter ind under isen, der hang i 3 meters højde ca 60 cm tyk. Hele undersiden af isflagerne var fyldt med istapper.
Der lå heldigvis en stor snedrive neden for. Så stod man på den var der ca. 170 cm til toppen af isflagen. Siderne var lodrette. Hvordan kom vinder op?
Det endte med vi satte isskruer i siden. Så kunne Jesper bruge dem som stie og komme op. Så kunne jeg tag isskruerne ud igen.
Jesper satte så iskruer 10 meter oppe og lave udveksling med taljer og reb.
Rebet bandt jeg fast i pulken. Så kunne vi først få pulke op på snedriven og stå lodret, da de er 230 cm. Så tak Jesper og jeg løftede og skubbede! Sørme om det ikke lykkes at få begge op.
Tilslut måtte Jesper trække mig op med rebet og udvekslingen, fordi jeg skulle have alt med op. En sjov lille udfordring, når vi nu kom forbi.
Sådan er der hel tiden små udfordringer undervejs. Vi har også skulle mange højdemeter op og har haft længere strækning med bæremik (hvor vi må bære alt op, fordi de ikke er sne). Udfordringer er også en stor del af ekspeditionsfølelsen.

Ude i Adam Biering Land har vi tidligere besøgt 1. Thule Ekspedition varde i Valmuedalen, fra 1912. Den nåde vi ikke denne gang.
Denne gang gik vi en lang og hård fodpatrulje længere ude og lykkes at genfinde Lauge Koch slutvarde fra Jubilæum ekspedition i 1921, en af de mest gennemførste danske polarekspeditioner, mere om den senere.

Det var stort at se den store varde stå ved Indlandsisen rand. Endda i selskab med en moskusoksetyr.
Ved varden lå resten af en gammel striktrøje de har efterladt. Vi fandt også resterne af en sprit glasflaske, som vi har set andre steder Lauge Koch benyttet til beskeder.
Men flaske var sprunget og vi kunne ikke finde nogen besked, virkelig en skam.
Vi ved ikke om den har været besøg siden 1921. Vi tog en masse billeder og lagde selv en besked i varden, i en beholder vi har med selv.
Det er sådan oplevelse der gør denne ekspedition det hele vejr.

Senere kom vi igen til Vildtland, denne lille land landlomme i Indlandsisen, som har været centrum og jagtmark for mange polarekspeditioner (Se stor beskrivelse af Vildtland nederste).
Vi har efterhånden været alle steder, da det er tredje gang vi kommer her. Dog er der steder vi har ledt efter.

Vi skulle igen besøge den flottest bygget og bedst placeret varde vi har besøgt, Thulevarden. Slut varden for 1. Thule Ekspedition, 1912.
Her sad vi igen og nød udsigten. Igen en stor oplevelse.
Denne gang tog vi en anden vej ned fra varden. Vi tog en dal nord for Thulevarden der hedder Harekløften, her gik vi også på opdagelse. Det var her Lauge Koch havde hovedlejr under deres besøg i 1921. Vi fandt ikke noget. Men vi fandt det mest sandsynlige sted ud fra beskrivelser.
Steder var vi interesseret i fordi, han skriver han kan se lejrer fra er bjerg kaldt 960, hvor han byggede en varde. Så vi kunne se de to toppe han skrev om.
Turen ned af Harekløften var overraskende god og flot.
Vi endt på den store Sø i Vildtland. Ind i den anden dal vi kunne tag ud, ligger den Store Sten, en kæmpe trekantet sted, her havde 1. Thule Ekspedition hovedlejr i 1912. Vi besøgt stedet i 2019. Men vi måtte konstatere at der er langt til alt igen og vi ikke kunne printere det sted igen.
Så vi endt i øst enden af søen.

Vores sidste store ting på Vildtland blev en fodpatrulje fra vores lejr ved søen.
8,5 km væk i luftlinje lå den top, som vi kunne se fra Harekløften. Så det var igang. Vi gik i gennem en slugt med store sted, elvleje og over stok og sten. Hvilke er mest sten og sne her. Efter 3,5 times sled kom vi til bakken og genfandt Lauge Koch varde i rimelig stand.
Vi fandt ikke nogen besked. Men forventede det heller ikke, fordi den type varde her, byggede de til krydspejlinger, da de rejste for at lave kort.
De varder jeg kalder slutvarder, er dem hvor de lagde en besked og deres resultater og hvor de var på vej hen, hvis de skulle omkomme.

Varde på punkt 960, fik lige en make over, så den stod lige og flot igen.
Kan godt forså han brugte dette sted. Der var den vildeste 360 grader udsigt over Vildtland og noget af Indenpendence Fjord. Vi have dejligt vejr så vi kunne nyde det i fulde drag.
Endelig var vi her. Har tavet et par fejl toppe i søgen efter den her.
Vi kunne se Navy Cliff varden 11 km mod sydøst, fra Peary i 1892 og 1895. Den var vi så heldig at besøge i 2019.
Vi kunne se retur til den store Sø, Harekløften og Thulevarden.
Et perfekt punktum for denne lille tur og vores ekspedition for denne gang. Så skulle vi bare ned igen!

Hvis du ikke kender til Lauge Kock og hans Jubilæums Ekspedition i 1920-1923, så skal der læses. Den ekspedition er så godt gennemført og vild.

Lauge Koch var før det med på 2. Thule Ekspedition i 1917, hvor vi besøgt mange af stederne i starten af denne ekspedition.
Mere herunder.

Dette var også slut for 3. Thule til Thule ekspedition. Fordi i dag blev vi hentet på den store sø, af et Twin Otter fly på ski og fløjet til Station Nord. De næste dage vil vi rejse hjem over.

Det blev til 35 dage i herlige Nordøstgrønland og 700 km. Sikke en ekspedition, sikke et eventyr.

(Der kommer bedre billeder, mv. engang når jeg er hjemme, har net og haft tid til at se på det hele.

 


Jubilæums Ekspeditionen 1920-1923

Efter at Lauge Kock havde deltaget i ”2. Thuleekspedition 1916-1918”, havde han set og oplevet hvilke lidelser man kunne opleve.
Men han var overbevist om at en ekspedition kunne lade sig gøre ved at gå efter jagt, man skulle bare ikke være så mange.
Det havde hans onkel J. P. Kock gjort med succes på ”Danmark Ekspedition 1906-1908” som leder af slædehold 2.
2. Thuleekspedition havde de været for mange og for mange formål, synes Lauge Kock.

Så hans plan var at drage 4 mand af sted. Ham selv om 3 Thuleekskikomer, en slæde med ham selv til at kortlæge. En slæde med to mand til at gå på jagt hele tiden.

I 1920 rejste Lauge Kock op, før at gøre klar. I 1921 kunne de så køre af sted. Holdet var:
Lauge Kock, Ekspeditionleder og katograf (kortlægger)

  • Lauge Kock
  • Retukussuk
  • Nugapiinpuak
  • Inuiterk

Tre hundeslæde og 32 hunde. Samt det første stykke en lang række hjælpeslæder.

Grund til ekspeditionen heder Jubilæums Ekspeditionen, var at i 1921, var det 200 år siden Hans Egede kom til Grønland og anlag Godthåb, Nuuk. Hvis Ekspedition lykkes, ville det så bliver første gang at Dansker havde rejste hele Grønland rundt og kort lagt den. (Nu manglede man stykket fra ”De Long Fjod” til Kap Bridgeman, som kun Peary havde kørt i 1900)

Kort fortalt blev turen en fantastisk bedrift. I de 200 dage ekspeditionen var undervejs, kørte de samtlige Fjorder og besteg den en top efter den anden for at bygge opmålingvarder og måle op til kort. Lauge Kock hjælper, lært at sætte måleinstrumenterne op, så Kock kunne sove bare en lille smule.
Jagten lykkes stort set hele tiden.
Grunden til rejsen tog så lang tid, var det kæmpemæssige kortarbejde der skulle laves.
Turen blev en succes, forde at Lauge Kock var en arbejdshest, samt de Thueleksimore der var, fik tiden og var dygtigte til at jagte.
Det beviste at man kunne klar sig med jagt, men det kræve man ikke var alt for mange.

En af de mest imponere slæderejser efter min mening, da der var så meget arbejde i den.

 


Lauge Koch (5. juli 1892 – 5. juni 1964)

  • 1913 Den arktiske Station i Godhavn, forskning.
  • 1916-18, 2. Thule Ekspedition
  • 1920-23 Jubilæums Ekspedition, fin kortlægning, fra Qaanaaq, nord om Grønland, Independence Fjord, Vildtland, hjem over indlandsisen til Qaanaaq. Sammen med tre eskimoer, Etukussuk, Nugapiinguak og Inuiterk. Det var en tur på 200 dage, fordi de brugte meget tid på at
    kortlægge alt.
  • 1926-27, Scoresbysund til Danmarks Havn og retur, geologisk ekspedition,
    sammen med eskimoer.
  • 1929 og 1930 Skibsekspedition i området mellem Scoresbysund og
    Danmarks Havn.
  • 1931-34 Treårsekspeditionen, med hovedkvarter på Ella Ø. Opgaven var at kortlægge og udforske – geologisk, zoologisk, botanisk og arkæologisk, i det 700 x 350 km store Christian den X’s Land, hvor man blandt andet fandt Jordens ældste padder, de såkaldte »firbenede fisk«. En ekspedition med over 63 deltagere, med 16 der overvintrede på to stationer. Til ekspeditionen blev der sågar brugt flyvemaskiner.
  • 1936-39 En lang række ekspeditioner i samme område.
  • 1947-59 En uafbrudt række af ekspeditioner med udgangspunkt fra Ella Ø, med vandflyver og med fokus på geologisk kortlægning. 1948 fandt Koch bly ved Mestersvig, hvilket senere førte til etablering af en mine. Koch manglede kun at få undersøgt området omkring Scoresbysund geologisk, men pludselig stoppede ministeriet bevillingerne, tre år før
    han skulle stoppe som 70-årig.

Lauge Koch har udgivet et hav af afhandlinger om sine ekspeditioner, og han fik ekspeditionernes videnskabsfolk til også at udgive egne afhandlinger, når de havde arbejdet for ham. Han var en reserveret mand, der desværre var på kant med de fleste danske geologer. Det var også ham, der tog Jørn Riel med til Ella Ø, som telegrafist, og som førte til de berømte Grønlandske Skrøner.

 

 


Vildtland

Vildtland er et stykke land, som ligger som en ø, med Indlandsisen på 3 sidder og vand fra Independence Fjord på den 4 side. Vildtland måler ca. 40×40 km, og ligger næsten gemt ned i Indlandsisen, da isen stiger kraftigt væk fra Vildtland. Om vendt ligger Vildtland som en mur, der bremser indlandsisen når man kommer nede fra Independence Fjord.

Området er stort set klipper, løse sten og nogle elvlejer der skær sig igennem området. Men alligevel er der græs, mås, og små planter nede mellem stenen. Det har givet liv til en god bestand moskusokser og snehare på Vildtland. Det er også der af navnet kommer. Fordi her har tidligere ekspedition kunne hente vildt som proviant til deres hjemtur på ekspedition. For rigtig mange år siden, har de første kulture af inuitter været igennem området eller tæt ved. Men for mange år lå det øde hen til 1892, hvor Amerikanske Peary og hans norske ledsag Eivind Astrup ankom til Vildtland. Fra Qaanaaq hen over Indlandsisen, i deres søgen efter en vej til Nordpolen. De kom ikke videre, men skød en del vildt så de havde mad til at vende tilbage.

Peary ville til Nordpolen, men han vurdere også at landet Nord for Vildtland, var en ø. Var det en ø, kunne Amerikanerne køre krav på det område. De byggede også varden ”Navy Cliff”. Hvor i de nedlagde en beretning om deres status og iagttagelser.

I 1895 vendt Peary tilbage, igen over Indlandsisen, nu var det sammen med nogle eskimoer. Igen kom han ikke videre. Skød vildt og tog tilbage, tiden var gået for ham. Han nedlage igen en varde beretning i varden fra 1982.
Peary opkaldte Independence Fjord, da han var der den 4. juli 1892, på USA-uafhængighedsdag.
Men han kaldte Vildtland noget andet. Det er blevet slettet senere, da man fandt ud af at landet nord for ikke var en ø, men en del af Grønlands fastland. Først hed Vildtland, Bierings Land, så Nayv-Cliff-Landet, for at blive til Vildtland.

Peary kom ikke forbi mere, da han kørte nord om Grønland i 1900 og igen i 1909 da han lykkes at blive den første til at nå Nordpolen (ca.).

Vildtland lå øde hen igen. Danmarks Ekspedition kom tæt på i form af Slædehold 1, der vendt inde i bunden af Indenpendece Fjord den 1. juni 1907, de kunne konstatere at nordlandet ikke var en ø.
De døde dog på deres hjemtur.
Det var først i 1912, da 1. Thuleekspedition, kom til Vildtland at der igen var nogen på Vildtland.
Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Uvedloriark og Inukitsork, ankom for at skaffe proviant for at kunne køre over Indlandsisen for at komme hjem til Thule (nu Qaanaaq).
Her var de et godt stykke tid, for at få nok mad, samt Knud Rasmussen havde problemer med iskiasnerven og prøvede på at komme sig. Peter Freuchen og Inukitsork besøgte også ”Navn Cliff” varden, samt byggede deres egen ”Thule varden”. Her kunne de skrive om deres resultater før de drog hjemad over Indlandsisen.
De næste der kom var Lauge Kock, med 3 eskimoer i 1921. På hans ”Jubilæums Ekspedition”, hvor han fin kortlage hele det Nordlige Grønland og for første gang var hele Grønland, kortlagt af Dansker og i detaljer.
Siden har Vildtland, stort set ligge øde. Der var et kort besøg af nogle forsker i 1950’erne og så os selv i 2009 under ”1. Thule til Thule ekspedition”.
Et imponerende sted. Vi er glade for at være tilbage i og havde lidt mere tid til at se det hele.

Jeg har lavet nogle videoklip fra Vildtland. Jeg kan ikke finde link herude. Så søge på “Vildtland” her på min hjemmeside. Så er der:
– Fra 1. Thule til Thule
– Historiefortælling om ankomst til Vildtland

Vil du læse mere så læse “Mysteriet på Indlandsien”.
– Vardebeskrivelser
– Knud Rasmussen, s 162 Mysteriet på Indlandsisen
– Pearys 1892, s 166 Mysteriet på Indlandsisen

 

 


Lejren ved den store sten / Vildtland

2. Thuleekspedition havde lejer ved en stor sten, trekantet.
Knud Rasmussen ligger syg her, har iskasnerve problemer. De andre jagter proviant til hjemturen.

 

 


Navy Cliff Varde / Vildtland

Navy Cliff Varde, Peray 1892 og 1895

En bid af vardebeskrivelsen fra Peter Freuchen og Inukitsoq, lagt mellem den 22. og 24. juli 1912, i Pearys Varde, fra 5. juli 1892, ved Navy Cliff på Vildtland.
Her var Peter Freuchen og Inukitsoq forbi for at hente Pearys vardebeskrivelse. Knud Rasmussen var tilbage i lejren grundet smerte i det ene ben. Denne varde nåede vi desværre ikke selv op til.

»Tager papirerne ud for at opmuntre Knud Rasmussen med den dejlige whisky lugt, der strømmer ud af den. Set i alt 49 moskusokser ved ankomsten her til. Afrejsen om få dage hjemover til Thule af indlandsisen en varde vil blive rejst på en høj indenfor nunatakkerne. Fundene af dette bedes sendt til commissionen for geografisk og geologisk undersøgelser i Grønland.

Peter Freuchen (varden noget sammenfalden, atter opbyget)«

Kilde: “Oplevelser i ukendt land, i Knud Rasmussens spor”

 

 


Nu vil vi få styr på hjemrejsen.
Erik

 

Indlægget er opdateret: 18. juni 2022