Vi gik alle omkuld i vores soveposer efter en omgang læsning – nu skulle der soves igennem. Men pludselig satte Bjørn sig op og kiggede ud ad teltet. Et skib var på vej ind, vi lagde os igen. Et stykke tid senere hørte vi en gummibåd på ind. Vi tænkte åhh nej, nu kommer der et hav af mennesker ind, når der lå et krydstogtskib forankret herude. Per opgav sin søvn og gik ud for at holde vagt. Vi andre gik i drømmeland igen. Der skete ikke noget længe, men så hørte vi snak uden for.

Vi stod op kl. 14, som de forsvandt ud på deres skib, Hassel Explorer. Det viste sig at være et selskab på 4 personer. Ja 4 personer på et krydstogtskib. En engelsk dame havde inviteret sin datter og to andre på togt fra Island til Nordøst Grønland og retur. Ud over den tyske besætning var der en dansk guide, Morten fra Svalbard. Per havde snakket med Morten og charmet sig ind, fordi kort efter kom kaptajnen og Morten retur. Nu var vi alle oppe og tog i mod. De kom med en stor pose med frugt og to flasker vin. Vi gav dem lidt information om kysten og historiske steder. Sikke en overraskelse. Vi regnede med at blive invaderet af 50 personer, og de ville bare gå en tur. Resten af dagen hyggede vi igennem, da solen var i godt humør. Vi sad og slikkede sol i bare maver. Det blev også til nogle små gåture, og Per fik lidt søvn. Her har ikke været så meget historie, men dyr i forskellige afskygninger.

Klokken 20.20 kunne vi drage af sted i det flotteste vejr, nu skulle vi videre. Vi nød turen med 6-7 km/t, og den flotteste fjord. Alle klipperne er lag opdelt i mange farver. Lagene bugter sig op og ned. Nogle gange ligger lagene i forskellige farver som kage, eller hvad man nu tænker på.

Pludselig efter 1½ time blev vi ramt af modvind. Jeg var ikke helt tryg, da vinden var meget varm, var bange for Föhnvind. Vi gik i land og kiggede over næste kap, dér skulle vi ikke ud. Vi lagde til land på en lille stenstrand, fordi det meste af kysten her er lodrette klipper, så det ville være svært at komme i land. Vi slog lejr og sikrede teltet med et hav af sten allerede kl. 22. Nu hygger vi og snakker ekspeditionshistorie og meget andet. Vi må vente på godt vejr og strøm. Vi har det godt her i teltet med vores slikposer. De skal spises er vi næsten enige om – det er Henrik, den fedt-spiser.

Dato: 9. august
Dag/lejr: 17/17
Position: 7316913/2529426
Distance: 9,1 km

Vejret: 9-20 grader og vindstille til 15m/s S
Sigt: 30-50 km

Erik

 

Indlægget er opdateret: 10. december 2020