Sydkap og Nordvestfjord

Efter vi sagde farvel til Jameson Land, og padlede ud fra Gurreholm, har vi haft mange oplevelser både dem man drømmer om,  og dem man ikke drømmer om.

Blogindlægget vil blive opdateret med bl.a. videoklip, mv. når jeg er hjemme igen.

På dag 7 forlod vi Gurreholm og padlede over mod Sydkap for ikke at skulle ind i de store deltaer fra udmunding af Schuchert Flod, hvor de andre store fjordsystemer også kommer ud. 

Vi padlede af sted i en aftagende vind fra øst, rygvind, med en vejrudsigt der sagde godt vejr og en vind der lagde sig.

Men vinden tog lidt til og til fra nordøst ud af Schuchert Flod. Samtidigt med der kommer en del vandmasser ud af elven. Som samtidigt fik tidevandet ind imod sig. Da vi gerne ville have tidevandets hjælp ind. Men de tre ting sammen var ikke en god cocktail. Bølgerne begyndt at rejse sig og lave meget uroligt sø. Vi talt om vi skulle vende, men vi var ca. 3,5 km over af de 13 km. Vi burde komme i læ over mod den anden side og væk fra udmundingen af Schuchert Flod, og vente vi om, skulle vi retur i den del vi så som den værste, så vi besluttede at forsætte. Det blev en hård tur over, da det ikke blev bedre.

Kajakken gik godt i bølgerne og jeg selv følger mig tryg i det. Men Tine er ny i det her, og vi ved begge at konsekvenserne er store hvis vi vælter. Så det har vi ikke lyst til. Så på de godt to timer over blev der givet gas. Og selv om vi gik mellem 5-7 km/t føles det lang tid.

Selv da vi kom over under land og blæste det kraftigt og det var svært at holde sig under land og få noget fremdrift. Så 4 km øst for Sydkap kort før hytteområdet Kuugai, gik vi i land og slog lejr.

Der er uroligt tørt heroppe. Så vi er meget opmærksomme på vand. Flere af de små elve, der er tegnet på vores forskellige kort er helt udtørret. Normalt padler vi med 10 liter vand. Og prøver at tage yderligere vand, hvis vi ser noget i løbet af dagen. Men vi manglede vand fordi det sidste vi havde fået var lidt for salt. 

Vi kunne slå lejr, lidt i læ fra land. Vinden var kraftig forsat, men ellers var det godt vejr med sol og få skyer. Da alt var på plads, gik vi afsted for at finde vand. Men her var lykken med os og kort fra lejrene var der en lille bitte bæk med lidt løbende vand.

Så var der i stedet mulighed for at gå en anden tur. Ca. 1,5 km tilbage af kysten ud mod en lille pynt, så jeg det, der lignede gamle intuit vinterboligere, da vi padlede forbi lidt tidligere.

Og ganske rigtigt, der lå en række gamle inuit vinterboliger. Det er en slags iglo hvis man forstiller sig at gangen ind er gravet ned i jorden og lavet i sten. Det er væggene også. Men toppen/taget blev dækket med skind. Så i dag er der nogle huller med sten rundt i kanterne og i nogle af dem er gangene ind forsat ok. Der var også fundamenter og jord tilbage fra nogle hytter, der er lavet her senere. Samt der var gamle teltpladser og kødgrave. Der lå også gamle hvalknogler og moskusokse knogler og kranier. Jeg elsker at se på sådan noget.

Vel retur fik vi en af de store oplevelser, da det blev solformørkelse. Da vi bestemte os for den her tur og bestilte flybilletter for mange måneder siden, vidste vi intet om solformørkelsen, at at det lige præcis her var meget tæt på total solformørkelse med 99,7%. Så det var en bonus, vi blev klar over i forsommeren. Det passede perfekt her, da det var sidst på eftermiddagen. Vi havde solformørkelsebriller med, så kunne vi nyde timen op til og efter solformørkelsen, fra teltet. Det var en større, vildere og finere oplevelse end jeg havde forventet. En dejlig afslutning på dagen.

Her kan du se en lille timelapse af solformørkelsen og vores billeder

Dag 8 kunne vi så forsætte mod Sydkap. Vi kom forbi det lille hytteområde Kuugai. Før vi efter 4 km svingede ind i vigen ved Sydkap.

Sydkap og Immikkeertikajik

Sydkap ligger strategisk placeret på sydspidsen Scoresby Land og Stauning Alper, lige hvor Nordøstfjord, Fønfjord og Hall Bredning mødes. Farvandet her danner en naturlig flaskehals for de arktiske havpattedyr, hvilket har gjort området til et af fjordsystemets absolut vigtigste knudepunkter for jagt og beboelse igennem århundreder.

Lige ud for kysten ligger de to små øer Immikkeertikajik og Immikkeertivarqat  (Sydkap-øerne). Øerne fungerer som en naturlig læ-bryder mod dønningerne fra Hall Bredning, og sundet mellem den nordligste ø og fastlandet skaber en beskyttet, rolig ankerplads. Både på fastlandet ved Sydkap og Kuugai og ude ved øerne. Øerne er desuden vigtige yngleområder for havterner og tejster, da vandet holder polarrævene på afstand om sommeren.

Fra fast boplads til fangerknudepunkt

Området har en lang og rig historie:

Thule-kulturen (1300-tallet): Tæt ved kysten findes velbevarede ruiner af stenhuse, kødgrave og grave fra de første inuitter, som udnyttede præcis de samme gode is- og jagtforhold, som man gør i dag.

Fast boplads (1930’erne til 1950’erne): Da kolonien i Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) blev grundlagt i 1920’erne, opførte Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) og lokale fangerfamilier hytter her for at sprede jagttrykket. I årtier boede der 3–5 fangerfamilier fast året rundt. Om sommeren var her intensiv narhvals- og sæljagt, mens vinteren bød på rævefælder og moskusjagt inde på Jameson Land.

Hvorfor blev det fraflyttet?: I midten af 1950’erne rykkede familierne ind til hovedbyen Ittoqqortoormiit, da børnene skulle gå i skole, og staten samlede sundhedsvæsen og butikker der. Samtidig fik fangerne motorbåde, hvilket gjorde det muligt at sejle derind på få timer i stedet for at bo der fast.

I dag står de historiske træhuse ved Sydkap åbne for alle efter det arktiske kodeks. De benyttes flittigt af de lokale fangere som jagtbase i sensommeren, samt af sejlerekspeditioner og kajakroere som os, der skal have et sikkert stop på turen ind i de dybe fjordarme.

Hytterne ved Kuugai som vi passerede er private, som folk fra Ittoqqortoormiit har.

lidt billeder fra Sydkap

---

Da vi kom ind til Sydkap lå der en gummibåd i vandet med en mand. I land stod to kvindelige guider der hilste os velkommen. De ventede på folk fra deres krydstogtskib, der lå over ved Immikkeertikajik, de skulle ud at vandre en tur. Vi udvekslede lidt historie. Så gik vi op og så på det åbne Sydkap hus. Det er et stort fint hus med to rum med brikse, fællesrum og køkken. Selv om vi kunne sove her, var det lidt for tidligt på dagen, samt der ville komme lidt flere gæster i land i løbet af dagen. Jeg ville også hellere længere ud og får et overblik over Nordvestfjord.

Vi så på huset og det andet hus der er her, som mere er en ruin. Her var også en gammel hundeslæde. 

Så padlede vi videre. Siden Kuugai har vi fået rigtig klipper der også begynder at få noget højde, i stedet for de store standstrande og det lavere bagland. Det giver lidt mere dramatisk omgivelse og fine små indhakker/bugte.

Vi padlede ud til kappet hvor Nordvestfjord starter og den lille fjord Kangersaajiva. Selv om det var en kort dag på små 10 km slog vi lejr her. Fordi vi kunne få en fornemmelse af Nordvestfjord, og vi kunne bruge lidt hvile, efter at have padlet mange dage i træk. Vi var ikke de eneste der har syntes om det her sted. Her var fine små indhak der giver læ til landgang og fra klipperne har man et godt overblik ud over vandet. Vi så igen flere gamle køddepoter, sten der er bygget op som en kuppel hvor man lage sin fangst ned i, når man havde ordnet den. Så lukker man det hel af med sten over. Dels for at passe på fangsten, og også for dyr ikke kunne gå i det. De står nu åbne tilbage. Der var også flere stenringe fra teltpladser. Her har fangerne kunne sidde på klipperne og se, når sæler og hvaler kom forbi og så let kunne padle eller sejle ud og jage det.

Det var en flot og god lejrplads og vi fik hvilet os lidt.

Planen var at tage videre ind i Nordvestfjord ca. 18 km, i en dal derinde. Vi tog afsted ved lavvande næste morgen på vores dag 9. Dejlig start, fint vejr. Men igen blæste det op inden fra fjorden.

Da vi var kommet små 8 km ind blev klipperne mere lodrette og bølgerne større. Ak, vi skulle ikke ud i noget voldsomt igen, så vi gik i land i en lille bugt, med store sten. Vi måtte vente på bedre vejr. 

Vi måtte vi slæbe alt vores grej op i højden, vor der var lidt fladt. Heldigvis fandt vi en virkelig smuk lejrplads. Vi valgte at slå teltet op, da jeg ikke troede på bedring lige med det samme.

Igen var det sol. Det var kun vinden der ødelagde det. Vi gik en tur op på klipperne et godt stykke oppe og kunne se langt ind i Nordvestfjord. Det er “kun” muligt at padle 40 km ind i Nordvestfjord, uden tilladelse, da den store Nationalpark starter her. Det er den nationalpark, der strækker sig helt op til Nordøstgrønland. Den nationalpark jeg var med til at patruljere i min tid ved Slædepatruljen Sirius. Det er omfattede og lidt dyrt at få en tilladelse især for en lille tur. Så det ville vi ikke. 

Heroppe fra klippen kunne vi også se langt ind i Nordvest Fjord, og vi talt om, om det var det værd at forsætte ind og måske blæse inde igen. Eller se det af fjorden, vi kunne her fra, og så krydse fjorden når vejret var til det. Det måtte vi tænke over.

Nordvestfjord

Nordvestfjord udgør den absolut mest isolerede, vilde og dramatisk skårne nordlige arm af Scoresby Sund. Fjorden er omgivet af tårnhøje fjelde som Kløftbjerge, der rager over 2.000 meter lodret op af havet, og den nordlige kyststrækning udgør samtidig den direkte sydlige grænse for Verdens Største Nationalpark (Grønlands Nationalpark).

Navnet og Carl Ryders kortlægning

Fjorden fik sit navn af Den Østgrønlandske Ekspedition 1891–1892, som blev ledet af den danske søofficer Carl Ryder. Under denne ekspedition sejlede Ryder og hans mandskab ind i det hidtil ukendte indre Scoresby Sund og gennemførte den første omfattende kortlægning af fjordsystemet. De navngav fjorden Nordvestfjord simpelthen på grund af dens markante geografiske retning mod nordvest i forhold til deres hovedbase ved Hekla Havn.

Senere fik den også det Grønlandske navn, Kangertertivarmît Kangertivat – betyder “Den store fjord i den store fjord”, hvilket henviser til, at det er den længste og mægtigste af alle fjordarmene.

Ekstreme dybder og “proppen” ved Sydkap

Sejladsmæssigt er Nordvestfjord en af verdens dybeste fjorde, men dybdeprofilen ud af fjorden er helt unik, hvilket ses tydeligt på de hydrografiske målinger:

De dybe bassiner: Inde i selve fjorden dykker bunden hurtigt ned på enorme dybder. Som det fremgår af søkortet, ligger dybderne midtfjords konstant på over 1.200 til 1.500 meter (med punktmålinger som 1.285 m, 1.279 m og op mod 1.554 m vest for Kløftbjerge).

Undervandstærsklen (“Proppen”): Når man bevæger sig mod sydøst ud af fjorden mod Sydkap, ændrer bunden sig dramatisk. Hvor dybden midt i fjorden ligger på over 1.000 meter (målt til 1.082 m), stiger bunden på et kort stræk op til 515 m, 384 m og helt op til 219 m tæt ved Sydkap. Ud for Ingmikêrtikajik falder dybderne helt ned til henholdsvis 73 m, 64 m og 46 m.

Isbjergenes faste tag: Denne stejle undervandstærskel fungerer som en gigantisk naturlig prop. De enorme isbjerge, der brækker af fra de aktive gletsjere i bunde af Nordvestfjord (såsom Daugaard-Jensen Gletsjeren), kan have en dybgang på adskillige hundrede meter. Når de driver ud mod Hall Bredning, støder de store bergs dybe bunde direkte på undervandstærsklen ved Sydkap. Det skaber regelmæssigt kæmpe ophobninger af frosne gigantbjerge, som må vente her, indtil de smelter eller brækker ned i mindre stykker.

---

Nede i teltet efter vores lille tur op på klippen, besluttede vi at sige farvel til Nordvestfjord. Det næste stykke ville byde på store strækninger med lodrette klipper, der rejser sig til over 1.000m. Vi kunne se hele den planlagte rute op til kanten af Nationalparken fra klipperne. Tine er ikke vild med de steder, hvilket jeg godt forstår.

Vi besluttede krydse Nordvestfjorden, når vejret blev godt igen. Vejret blev bedre først på aftenen. Så vi valgt at stå op til midnat og pakke sammen så vi kunne krydse Nordvestfjord mens vandet gik mod lavvande.  Vi fik en fantastisk tur over fjorden i havblik, mens solen stod op. Det er endnu ikke helt mørkt om natten, men som en overskyet dag i Danmark. Der var flere sæler og de store flotte isbjerge, vi kunne se på undervejs og selvfølge også det tætteste af de imponerende bjergmassiver på Renland/Tuttut Nunatt, der stod brat foran os med sine 1.599m. Vi padlede et par timer langs de stejle klippe sider. Vi passerede fronten af en af Renlands utallige “gletscher arme”, der gik helt ned til vandkanten. Gletscheren knagede og bragede, og virkede til kontinuerligt at spytte en strøm af små isklodser ud i fjordsystemet.

Vi krydsede videre over til Bjørneøerne. Et område med et dusin øer, vi begge glæder os til at se.

Krydsene gik super godt. Dejligt Tine endelig fik en fin oplevelse med et kryds. Vi havde dog lige et krydstogtskib tæt forbi. Tror ikke de så os. Men det havde vi styr på.

Jeg stor nyder det. Vejret er godt. Område er så smukt og vi har de flotteste lejrpladser. Det er livet og det er eventyr. 

Nu skal Bjørneøerne oplevede. Men mere om dem næste gang.

Tak for du læser med.
Erik

Relateret indlæg

• Scoresby Sund i kajak, 40 dages kajakeventyr i Nordøstgrønland

Indlægget er opdateret: 16. august 2026