Træningsturen er ovre. Ikke flere tæsk nu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej! Det er lang tid siden sidst. Hvis vinden, sneen og gletcheren kunne tale, ville du havde hørt om to mænd, der har knoklet, slæbt, løbet, bandet, været lykkelige, for igen at få en ordentlig omgang tæsk. For til slut at køre frontalt ind i en mur.

Har du undret dig over den lange pause her på bloggen, er det blot fordi, min makker Jesper og jeg, ville være sikre på, at vi havde prøvet og test alt på vores slæde og ikke mindst os selv.

Sidst vi hørtes ved, var vi lykkelige for at være kommet op.

Derfra tog vi endnu en dag opad, fra 900 til 1.100 højdemeter. Vi skiftedes til at gå foran og vise vej. Vi havde godt føre det meste af dagen. Men endte med blødt føre og langsom fart.
Men vi var glade.

De næste dage kørte vi forsat op fra 1100 til 1200 højdemeter, føret var hårdt. Men nu var der skagler. Skagler er som et hav med masser af krappe bølger, der på et øjeblik er frossent.
Vi prøvede at køre på ski, men det var alt for vildt. Så vi måtte løbe og være kort på slæden. Så efter 15 km, var det os der var færdige.

Så kom lykkens dag. Føret blev mere jævnt, og vi begyndte at køre ned af. Så vi kom på ski op kørte 24 herlige km. Vi var lykkelige, endelig rigtig slædekørsel igen. Vi nåede helt ned til 700 højdemeter.

Dagen efter skulle vi ned fra gletcheren. Vi kørte i sol og kunne se det fantastiske Inglefield Land, en kæmpe drøm at komme her til.
Her skulle vi køre ned ad et elvleje og ud på nordsiden af Inglefield Land.
Vi havde fået anvist et område at køre ned over, men der var meget lidt sne. Derfor kørte vi ned i et stort elvleje, hvor der var meget mere sne.
Turen ned af gletcheren gik til topkarakter i hundeslædekørsel, men med store zigzag ruter ned. Jeg løb foran og trak hundene den rigtig vej. Jesper styrede slæden ned.

Vi forsatte 15 km ned ad elvlejet, som var som en dejlig vej. Så flot skønt at være på land og nysgerrige efter hvad der ventede i næste sving.

Der var masser af spor fra moskusokser, polarræve og sneharer. Vi var så lykkelige.

Dagen efter forsatte glæden og ren eventyrlykke. Jesper måtte godt nok gå foran på ski, fordi vores førehund krydsede fra side til side af elvlejet.
Jeg styrede slæden. Som vi kom ned ad, kom der passager med store sten og små isfalder, men ingen problemer, det havde vi prøvet før.
Vi var begge overbevist om vi ville komme ud. Men nej, vi fik en lang næse, da dagen endte med bæremik, forbi et stort isfald. Bæremik = vi slæber selv alt frem og må gå mange gange.

De sidste tre km så ikke lovende ud.
Jesper gik en tur ned ad til fods, vi kunne godt køre videre, med nogle omgange bæremik. Vi var tæt på fjorden og havisen, og der var for langt tilbage. Og vi vidste heller ikke, hvad der ventede os de sidste få kilometer. Der var kun en vej, og det var fremad.
Vi var ved at være meget lavt på mad. Det var et problem. Det næste var, at det mad der skulle være i hytten, vi kørte mod, ikke var lagt ud endnu. Helikopteren havde haft teknisk fejl, og havde været grounded i flere dage indtil reservedelene kom frem. Nu var helikopteren repareret, men nu var det for dårligt vejr, hvor den skulle flyve fra. Altså ingen helikopter, ingen mad. Situation var ikke god.

Så…vi var nødt til at arbejde på at komme fremad igen. Ned ad sten og store isfald. Isen knak under os, så vi forsvandt ned i huller til brystet. Hundene var trætte, sultne, men overraskende samarbejdsvillige.

Med hundenes gode hjælp, troede vi på, at nu ville det lykkes. Men nej! Så knækkede et kæmpe stykke is af i et sving. Jeg og det meste af slæden røg over en meter ned. Ny bæremik. Endda dobbelt bæremik fordi 30 meter længere fremme var et isfald på 5 meter.
Vi trak hundene ned ad isfaldet og satte dem i rejsekæde i et 90 graders sving, hvor der var en frossen sø.
Vi valgte at gå fremad for at vurdere de sidste to km ud. Efter 800 meter stod det helt klart for os. Vi var på røven. Vi kunne maks køre 100 meter længere ned med slæden. Resten af vejen skulle ALT bæres gennem et landskab med sten på størrelse med biler, isfald på 5-7 meter. Ikke nok med det så var der masser af rådden is, der knækkede under vores vægt.

Det stod helt klart for os, det kunne vi ikke. Kun hvis vi havde en uge. At arbejde os hele vejen tilbage til gletscheren var heller ikke muligt. Vi kunne se fjordens dejlige is lige ude foran os.

Tilbage var der ikke andet for end at bære grej i et par timer, ned til hundene.
600 meter på en dag. Det der ventede os fremme, var meget værre. Og det var bare et par kilometer.

Det var forholdene. Vi havde kun to tændstikker og en dags mad tilbage til os. Hundenes mad var løbet tør for to dage siden. Hvis det overhovedet var fysisk muligt, ville tage os tæt på en uge at bære alt ud til fjorden.

Vi var hver dag blevet godt og grundigt mørbanket og gennem svedige, til trods for at temperaturen var nede og vende på minus 30-40 grader. Hver morgen var min bomuldsjakke stiv som et bræt af frost, når jeg skulle have den på.
Vi knoklede løs, det bedste vi kunne. Da vi endelig var i telt, vidste vi begge, at vi kunne ikke komme ud.

Det så endelig ud til, at vores depot ville blive fløjet ud dagen efter.

Vi skrev med vores logistik hjælper, POLOG, som koordinerer vores flyvninger.
Vi skulle havde drop med mad, som var klar gjort for flere dage siden – og skulle være fløjet ud til os for flere dage siden. Det aller bedste ville være, hvis vi kunne få hjælp til at få vores grej de sidste to km ud til fjorden. Så måtte vi gå de sidste km ud med hundene løse.

Vi kunne næste ikke sove den nat, af ren spænding. Alt vores grej var godt vådt og frossent.
Vi sov længe søndag. Helikopteren ville først lette kl 14.30 grundet vejret.
Vi stod op kl. 12 og var lykkelige for, at vi fik gang i vores brænder med vores aller sidste tændstik.
Klokken 14.30 trak vi tøjet og begyndte at gøre klar. Vi vidste endnu ikke, om det ville blive et mad drop eller hjælp til at komme ned på fjorden.

Problemet var, at vi lå I en canyon (kløft), hvor der var kun 20×20 meter for helikopteren at lande på med stejle klipper på tre sider.
Helikopteren fløj over os på vejen ud til fjorden med depotet til hytten, og den tog et par ture rundt over os. Dels for at se omgivelserne og for at signalere til os, at de var kommet.
Vi pakkede sammen og ventede 20 lange minutter. Så kunne vi høre, den gamle Vietnam bus komme buldrende. Den kom lavt op igennem dalen. 100 meter før os gik den lavt, og der stod en snestorm op omkring den. Men meter for meter nærmede den sig.
Jeg tænkte flere gange, at nu letter den og vi må nøjes med drop med lidt mad.
Men den gjorde det, vi havde svært ved at tro var muligt. Den blev ved med at nærme sig. Snestormen ramte os. Sekunderne føltes langsomme. Men så landende helikopteren og slukkede motoren. Der stod den flot i elvlejet.

Asbjørn og Rune kom ud. Vi takkede dem for at komme, og efter lidt snak sagde de, at de kunne flyve vores grej ud. De spurgte os til planen med hundene, og vi fortalte, at vi ville gå ned til fjorden med hundene. Det ville tage lang tid, men det kunne vi godt. Vi var bare taknemmelige for, at de kunne hjælpe os med grejet. Piloterne sagde, at de havde tænkt over situationen, og havde taget en pressening med. Så de kunne flyve to gange. En gang med grej og en gang med hundene og os. Hvad!!?? Vi havde nok ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det kunne lade sig gøre. Det ville vi mægtig gerne.
Så fik vi slæden bakset ind i helikopteren, dog var der ikke plads, så den stak ud på hver side. Så de fløj ned med sidedørene åbne. Kæmpe respekt.
Da de kom tilbage, landende de lige så imponerende som første gang. Vi lagde presseningen ud og fik alle 16 hunde ind i helikopteren. De sad alle mussestille. Ikke nogen slagsmål, ingen knurren. De sad bare helt stille og kikkede undrende ud ad vinduerne. Jer der kender til slædehunde ved, at det i sig selv burde være umuligt.
Helt utroligt. Så fløj vi de sidste par km til fjorden og et par km videre hen til Rensselaer hytten. Med masser af mad, og alt vores udsyr.

Vi stod ved hytten sidst på dagen. Her fik vi varmet hytten godt op. I dag og de næste dage, skal vi tørre alt, vedligeholde tingene, reparere en masse udstyr. Slæden har også fået tæsk, og der skal laves lidt små ting.
Så vi ville nyde nogle dage her, få alt i orden og starte friske ud på turen.

Træningsturen er slut.
Nu starter vores tur.

Sikke en start. Vi er ved godt mod og er klar på lidt mere normalt slædeføre her fra.
Det er sådan ekspeditioner skal være. Man får oplevelser man end ikke kunne drømme om ville komme. De første uger har allerede givet historier til mange år.

Erik

Dato: 4. marts
Dag: 17
Lejr: 13, hytte
Km: 0
Km, ialt: 176,5 km og mange højdemeter

Indlægget er opdateret: 10. december 2020