Nye eventyrer forude

Det var en helt standard morgen, for os. Vi køre vores rutiner som om vi har gjort det altid.

Dig var pakningen og klargøring ikke så sjov, fordi i dag kom der pludselig en masse små fluer, der bid og var pænt irriterende. Så vi var begge lykkelige da vi padlede ud og fluerne efterhånden faldt fra.

Der var igen sol, men mange høje tynde skyer. Vinden gik lidt op og ned og fra skiftende retninger, men mest vest.

I dag var lidt af en transport dag og nulstilling til nye eventyr.

Vi oplevede ikke så meget på vores padle tur, ud over det flotte landskab, to havørne begge jagte som altid. Den ene havørn have en måge over sig. Den anden havørn, havde ti ravne der konstant angreb den. Det er altid imponerende at se.

Vi så også en teltlejr, vi gætter på det er noget forundersøgelse eller mine. Men efter godt tre timer, ankom vi til Nanortalik. Det er faktisk her vi skal slutte, så vi vil ikke udforske byen endnu.

Men vi slog lejr uden for byen. Her gik jeg alt udstyr igennem og derefter alt proviant, for at tjekke op på, hvad der er tilbage til de sidste dage. Der var rigeligt mad og jeg kunne rydde lidt op, og samle alt vores afflad.

Efter denne lille nulstilling, gik vi en tur i Nanortalik. Vi fik handlet, set turistbutikken og talt med en bådoperatør om afhentning af os.

Fordi vi ser ud til at lykkes med vores plan hjemmefra og det er at forsætte ind i næste fjord, Tasermiut Fjorden, som alle siger er meget smuk. Her vil vi gerne langt ind og se efter ruiner og opleve fjorden. Dog er der over 70 km ind, samt den er kendt for en del vind om dagen. Så det vil være meget optimistisk at tro vi kan padle helt ind og ud igen. Derfor padlede vi det vi kan og hygger os. Når vores padle tid er løbet ud dem 3. aug. bliver vi hentet af en båd og kan slutte af med at udforske Nanortalik.

Nanortalik viste sig i dag at fra sin smukke side, der er en virkelig flot gammel bydel, der er museum idag. Det glæder vi os så meget til at se og opleve, men meget mere om Nanortalik når vi er retur.

Det er dejligt at have styr på det sidste og den ro det giver, at vi bliver hentet hvor vores eventyr føre os.

Igen er det tid til Mikkels historietime:

Ikke nok med at inuit stod midt i massive klimaændringer, og havde presset sig sammen i den sydligere del af Grønland, så blev hele inuitkulturen som nævnt tidligere ændret til en helt ny blandingskultur ved mødet med europæiske hvalfangere i Vestgrønland i 1600-tallet samt missionærer frem gennem 1700-tallet. Den tyske og norsk-danske mission havde også en stor betydning for inuit, og der var to seperate missionsprojekter, og ikke bare Hans Egedes. I nutidens grønlandske samfund er der en moderne folketro som viderefører en myte om Hans Egede som voldelig undertrykker. Den myte er ligeså stor som inuits gamle myter om f.eks. Havets Moder, og det er der mange årsager til. Egede var missionær og gik meget langt for at fuldføre sin mission, og dette må inuit have oplevet i Vestgrønland. I 1731 blev Hans Egede og familien overladt til sig selv i Grønland uden støtte udefra, og missionen var faktisk tæt på at stoppe fuldstændig pga. virusepidemien i 1733. Alligevel fortsatte projektet da kongen gav mere og  mere støtte fra 1733 og frem til 1737, hvor den danske mission i Grønland endte med at være kontrolleret direkte af den danske stat. Militær støtte og ihærdige købmænd gjorde det også muligt. Inuit begyndte derfor at kunne gå i skole fra 1734-1750, dog kun 80-96 drenge til at begynde med, og formålet var at uddanne dem til hjælpepræster (kateketer). Inuit oplevede derfor snart at alle missionærer talte grønlandsk, og det galdt også de missonærer der ankom direkte fra Missionkollegiet i København. Det grønlandske skriftsprog blev opfundet af europæerne og i 1744 skrev man de første bibeltekster på grønlandsk hvorefter hele Det Nye Testamente blev oversat i 1766. Hans Egede var derfor kun starten på en lang fortælling om mission og handel. Kulturmøder havde der været masser af i Grønland inden Hans Egede ankom, og man havde også kunnet høre kirkeklokker flere hundrede år før.. Man kan diskutere om det er bevis på historieløshed når man idag laver moralske domme over missionærernes og handelsfolkenes handlinger, der fandt sted i en helt anden tid, og under helt andre forhold.

Uanset hvilke betydninger man tillægger Hans Egede i historien om inuitkulturens ændring, har nutidens samfund i meget høj grad overset de tyske missionærer fra den Herrnhutiske Brødremenighed i Sydgrønland, og deres betydning for inuit i Syd- og Vestgrønland gennem 167 års missionsvirksomhed. Brødremenigheden spillede en enorm rolle i ændringen af inuits tilværelse. Der blev inuit ikke straffet fysisk, men ved at udelukke dem fra altergang og hele fællesskabet. De forsøgte også at lade ægteskab blive afgjort ved lodtrækning, men det blev opgivet. Brødremenigheden i Sydgrønland ankom faktisk allerede i 1733, og byggede senere missionstationer efter 1774, hvorfra de havde stor succes med at omvende inuit til kristendommen. De døbte flere hundrede mennesker mellem 1831-1900. Befolkningstallet i Brødremenighedens distrikt voksede fra 391 (1834) til 581 personer (1901), hvorefter Brødremenigheden forlod Grønland i en gribende afsked med alle de mennesker, der havde fået et nyt liv sammen med dem i Sydgrønland. Til afskedsfesten 5. august 1900 blev de tyske missionærer blev hyldet af bl.a. 212 kajakker og 40 både. De tyske missionærer lærte grønlandsk og brugte hornmusik, kor og salmesang i missionsarbejdet. Den nutidige grønlandske salmetradition stammer bl.a. herfra. De hjalp også alle der var syge, og tog imod meget store grupper af emigranter fra Østgrønland i 1800-tallet hvor misfangst, hævndrab, sult og sygdomme havde presset hovedparten af inuit ned mod Sydøstgrønland og videre ned til Kap Farvel-området. Der er tilmed beretninger om kannibalisme i Østgrønland pga. mangel på fangstdyr og føde, så der var masser af grunde til, at folk blev presset ud af Østgrønland i den periode. Købmand J. C. Mørch fra Julianehåb (Qaqortoq) beskrev i 1831 lokalbefolkningens frygt for de tilrejsende fra Østgrønland pga. rygter om menneskeædere og mordere. Kannibalisme var også indeholdt i de beretninger som bl.a. Jens Rosing indsamlede. Sydgrønland havde rigtig meget at tilbyde inuit rent praktisk i form af nye madvarer, fangstredskaber og hjælp til syge. Derudover rejste inuit ikke til Sydgrønland fordi de ville frelses, men fordi der var et stort fællesskab og en social stabilitet der manglede andre steder. Virus og forskellige sygdomme dræbte mange mennesker i Sydgrønland mellem 1831-1887, og forældreløse børn fik nye familier ved hjælp fra de tyske missionærer. Inuit fik helt nye navne når de blev døbt, men den gamle navngivningstradition påvirkede stadigvæk inuit til at kræve rigtig mange navne i forlængelse af hinanden.

Omkring år 1850 indvandrede en ny bølge af inuit fra Ellesmere Island bestående af 140-150 mennesker til området nord for Qaanaaq. Det skyldtes bl.a. også klimaændringerne og havdyrenes omplacering. Denne lille gruppe af inuit havde ikke gennemgået de store ændringer som andre havde mærket i resten af Grønland siden år 1500, og de repræsenterede en helt anden kultur på det tidspunkt. I 1900-tallet besøgte flere europæiske opdagelsesrejsende denne gruppe i Nordgrønland, bl.a. Knud Rasmussen og Peter Freuchen, men det kom til at fremstå som et billede af hele Grønlands befolkning. Dette misvisende billede blev også skabt af Knud Rasmussen i spillefilmen Palos Brudefærd fra 1930, der viste Grønland som et rent fortidigt samfund. Filmen blev iscenesat som en etnografisk dokumentar, og fjernede således grønlændernes mulighed for at være andet, end disse eskimoiske figurer som europæerne forestillede sig, at grønlænderne var. Måske hænger dette misvisende og ensformige billede af Grønlands fortid stadigvæk fast hos både danskere og grønlændere idag?

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.

Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:

Dato: 27. juli

Dag: 36

Lejr: 29

——

Kajak

Km, kajak: 13,3 km

Km, kajak, ialt: 427,2 km

Afgang: 08.27

Ankomst: 11.34

——

Vejr: Sol. Men en del højde tynde skyer. En køligvind fra vest til sydvest. 6-11 grader.