Vi stod op til en overskyet dag, og myg der hilste os godmorgen ved at angribe os, så snart vi kom ud. Jeg fik pakket sammen, mens Karen opmuntrede mig ved at sig, ”Er du snart klar far!”, ”Du er langsom idag far!”.

Vi kom afsted og padlede ned ad den store brede elv, der løb dovent der ned ad. For første gang i lang tid havde vi modvind, der tog noget af hastigheden. Vi padlede der ned ad, Karen synes ikke der var noget at lave i kanoen, og vi snart burde været i Överkalix.

Efter en kort tur efter mit hoved og evigheder i Karens, kom vi til Överkalix. Byen lå flot foran os med det gamle kirketårn og bag byen lå tunge regnskyer, heldigvis var de gået forbi. Pludselig kom en karrusel/flyvende tæppe op over byen og drejede rundt og rundt, gad vide om der var fest i byen?

Vi fandt et sted, vi kunne lægge til, skjult lidt i nogle siv og bag nogle træer. Jeg skiftede hurtigt fra tørbukser til vandrebukser. Vi gik op og med det samme kunne vi se boder et par gader op. Oppe på hovedegade, var der fyldt med boder og masser af mennesker, hvad var nu det? Vi gik den ene vej og kikkede. I enden var en informations medarbejdee, og jeg spurgte, hvad der skete. Her var markedsfest de næste 4 dage, de var lige åbnet kl. 10. Jeg fik også anvist retningen til et apotek.

  
Vi gik stille og roligt op iennem boderne og nød den vilde kontrast fra teltetlivet til det hav af mennesker. Dino gik lige så fint ved min siden, har er altid så sej til at gå, når der er mange mennesker og hunde.

Karen var igang med at lave sin ønskeliste af ting. Første ting var en is. Vi fandt apoteket og fik endelig fat i ormekur til os begge. Det krævede åbenbart ikke recept, dejligt.

For enden af markedspladsen var der et lille tivoli, der ikke rigtig var noget. Vi hoppede ind i det ICA supermarked og handlede løs. Vi fik også supplement af hårbøjler og hårbånd til Karen og nogle godter til de næste dage.

På vej retur af markedsgaden  fik Karen en lille plastik hund, en ”Frost” halskæde, og jeg fik en hat og en burger.

Efter noget af et kultur chok med spåkoner, portræt malere, gøglere, masser af boder med legetøj, slik, tøj og håndarbejde, kunne vi gå tilbage til kanoen.

Nede ved kanoen sad en sød lille fugleunge, der endnu ikke kunne flyve, en sød en.

  
Jeg klædte om, og vi padlede videre, målet var en ø ca. 12 km længere nede. Først padlede vi ud af byen, forbi et stort hotel og campingplads, så kom vi mere tilbage i naturen og vores vante omgivelser. Karen ville have flere soldaterhistorier. Det er lidt sjovt, fordi jeg har bare fortalt fra ende til anden om min tid i militæret, i dag var det optagelsen til Jægerkorpset, hun synes det var sjovt. Dog er jeg ved at få spat af at fortælle og fortælle, selv om der dukker mange minder op.

Vi passerede de første øer, de var markeret som øer til får på GPS’en så vi tog forbi. Den næste ø var ok, men jeg havde en ø der lå mere væk fra hytter for øje, underligt nok var Karen med på at forsætte.

Da vi ankom til den udsete ø, kunne vi næsten ikke tro vores egne øjne. Karen hoppede af glæde, en fin sandstrand lå foran os, på en virkelig dejlig ø, og vi kunne gå i land. Det er så ubeskriveligt fedt, fordi vi skal have pausedag i morgen, som jeg har lovet Karen.

Teltet ligger godt lidt oppe og den store sandstrand, er til stor glæde for både Karen og Dino. Lige som jeg havde fået teltet op, kom regnen, så vi hoppede ind. Kort efter klarede det op og solen bragede igennem, så Karen har løbet rundt og leget, jeg har været i bad og fået hængt tøj til tørre.

   
 Den har stået på biksemad og spejlæg til aften, dejligt med noget andet mad. Dino har fået kødben.

   
 En perfekt afslutning på en rigtig sjov dag, med uventede oplevelser.

Erik

Dag/Lejr: 38/35
Dato: 16. juli
Km (grov luftlinie): 17,1 km (Ialt 295,4 km)(vandret ialt 87,9 km)
Padle tid (med pauser) padlet: 09.30-10.50 og 13.30-15.30
Højde: 46
Pos: 66 14 179 / 22 49 940
Vejr: 6-20 grader. Formiddagen, en del skyer, lidt sol. Middag skyer ind og regn. Mere og mere opklaring lidt byger sidst på eftermiddagen, ellers sol og skønt vejr. Svag til let vind fra syd.

  
Samarbejdspartner Far og datter i Vildmarken, Nordsverige