Igaliku var næste stop!

Da vi padlede ud i dag var målet Igaliku, den lille fine og meget historiske by, også kendt som Gardar.

Vi måtte endnu en gang padle ud af fjorden, men som altid er der nye oplevelser. Vi så resterne af en hval som var blevet patteret. Vi så igen sæl. Vi fik igen lov til at padle blandt isbjerge og som altid så vi havørne. Denne gang var der seks havørne samlet på et isbjerg nær land. Fik desværre kun billede af den ene der blev siddende lidt længere.

For at komme til Igaliku, skulle vi have et lift igen. Derfor padlede vi til Itilleq, som er en vej og lidt både. Her blev vi hente af folkene fra Igaliku Bygdehotel/Blue Ice. Kajakken røg på trailer, og vi bumpede til Igaliku af de ujævne veje.

Vi fik et skønt værelse i en gæste hytte, virkeligt flot og helt luksus.

Vores kajak lagde vi på havnen og her har vi også depot til den næste delstrækning.

Da vi var landede og havde sat vasketøj over, gik vi en tur i bygden. Det er godt nok en fin lille bygd, med mange flotte gamle og nye huse. Her bor fast omkring 20 personer og skolen her fem elver. Men der er en del sommerhuse her, hvor folk tilbringer sommeren. Vi var virkelig positiv overrasket.

Vi besøgt også det gamle bispesæde der blev bygget fra år 1124. Et kæmpe bygningskompleks med to kostald til henholdsvis 40 og 60 køer, stor kirke/tingsal, bispebolig, festsal og store lagerhal til skatter/tiende. Idag er alt ruiner, men da vi var derom den lokale guide igen. Vi betalte gladeligt de 60 kr per person for en rundvisning. Den næste times tid, fik vi fine fortællinger og rundvisning. I den lokale kirke fra 1924, var det tidligere skolelokale idag en udstilling. Især tegninger som Nuka Godtfredsen har laver i samarbejde med Nationalmuseet var fantastiske. Nuka havde tegnet mange af de gamle ruinersteder, som man mener de har set ud. Det var fedt ar se de steder som vi har besøgt og de steder vi glæder os til at besøge. De tegninger skal jeg have fat i! Du kan igen læse Mikkels fantastiske historiske beretninger her under, denne gang om Igaliku.

Efter den gode rundvisning, gik vi en tur rundt i den lille bygd, forkælede os selv med kage og sodavand/juicer fra hotels cafe.

Vi så også mindemærket for Anders Olsen, som mange stammer fra her nede. Det har Mikkel også skrevet om herunder.

Jeg fik vasketøjet op at hænge. Resten af aften er gået med at hygge, spise aftensmad, blev tørmad igen, da min datter ikke var til menuen på hotellet, det er ikke let at være kræsen. Vi snakkede også lidt med to af de andre gæster.

Samt vi lader alt elektronik og laver backup af billeder.

Som altid er der nok at se til. Det var også dejligt med et bad.

Kommer du på disse kanter, så kan Igaliku kun anbefales. Der er også flere små Vandreture her og flere firmaer, har pakketure, hvor man kommer godt rundt i området, med både, vandre eller i kajak.

Vidste du at der er over 45 nordboruiner og en domkirke ved Igaliku? Oprindeligt hed stedet Garðar og var magtcentrum for hele den romersk-katolske tro i Grønland. Muligvis fungerede kirken ved Sandnæs i Vesterbygden som den første domkirke i en kort periode (ligger øst for Nuuk i bunden af Ameralik-fjorden), men mellem år 1126-1536 fungerede kirken i Garðar i Østerbygden ihvertfald som domkirke i Grønland. Den største og fineste bolig i Garðar var hjemsted for flere biskopper. Den første biskop i Grønland hed Erik Gnupsson, men det er usikkert om han mest opholdt sig i Sandnæs eller i Garðar. Det interessante ved ham er, at han sejlede afsted i år 1121 for at besøge det sted i Amerika som Leif “den Lykkelige” tidligere havde kaldt for”Vinland”. Biskoppen Erik forsvandt dog sporløst ud af historien her, og det vides ikke om han bosatte sig i nogle nye bosættelser på det amerikanske kontinent, om han rejste videre på opdagelse eller om han omkom på rejsen. Der må være mere i den historie, for i 1123 blev der ansøgt om at gøre Garðar til et nyt bispesæde og i 1126 fik Grønland en ny biskop. Mellem 1129-30 byggede man tilmed en ny domkirke ved Garðar, opkaldt efter Sankt Nicolai, som var 27×16 meter stor. Det var den største kirke i Grønland,  og den var sandsynligvis bygget som en stavkirke omkranset af solide stenvægge. Efter år 1261 forsøgte Norge at styre hele det kristne samfund i Grønland, men det blev svært efter år 1378 og helt til slutningen af 1400-tallet, da der ikke var biskopper placeret i Grønland i denne periode. Herefter havde hverken Norge eller resten af Europa nogen kontakt til de katolikker, som man troede der stadigvæk levede i Grønland helt frem til 1700-tallet. Man følte sig forpligtet til at bringe reformationen til Grønland også, og dette var således én af årsagerne til, at Hans Egede ankom i 1721. Bispegården i Garðar var også den største gård i Grønland, og havde plads til mere end 100 køer i stalden, samt en særlig lade hvor man opbevarede tiende fra gårdene. Der blev også bygget vandingskanaler flere steder.

I 1742 ankom den norske eventyrer, handelsmand og koloniadministrator Anders “Nordlænder” Olsen til Godthåb og fik efterfølgende et lang og spektakulært liv i Grønland. Få år efter sin ankomst til Godthåb giftede han sig med Tuperna i 1750, som var blevet døbt af Hans Egede personligt i 1729, og dermed også havde været en af de første inuit der omvendte sig til kristendommen i Grønland. I Godthåb mødte Anders Olsen også de tyske missionærer fra den Herrnhutiske Brødremenighed i Godthåb, og deres menighed kom til at påvirke Anders så meget, at han skrev til missionens leder i Tyskland i 1746 og ønskede at blive deres missionær i Grønland. Dette blev ikke ført ud i livet, for i 1751 blev han ansat som assistent for handelskompagniet i Godthåb, og i 1753 blev han tilsynsmand med ansvar for at udruste handelsrejserne mod nord,. Herefter var han både med til at anlægge Fiskenæsset som loge i 1754 (syd for Godthåb), blev købmand ved Sukkertoppen i 1755-1765 (Kangaamiut), blev formand for hvalfangstprojektet ved Holsteinsborg i 1765-67 (Sisimiut), var igen købmand i Sukkertoppen fra 1767-1773 og herefter med til anlæggelsen af Julieanehåb som koloni i 1776 (Qaqortoq). Her arbejdede Anders Olsen som købmand, men var ikke god til at holde regnskaberne i orden. Han må have lagt en anden plan for resten af sit liv, for han forlod sit arbejde i 1780 og flyttede til Upernaviarssuk 7 km øst for Julianehåb. Der byggede han og Tuperna nogle huse af sten, jord og tømmer. Der er historier om at han sejlede i robåd til den tyske missionstation Licthenau for at deltage i gudstjenester. Anders Olsen boede kun få år i Upernaviarssuk da huset brændte ned. Muligvis genopbyggede Anders’ søn nogle af bygningerne langt senere, men ellers burde ruinerne her kunne ses endnu (Der ligger en landbrugsskole i området idag). I 1783 flyttede familien derfor alle deres ejendele til Igaliku, og byggede endnu et hus af sten fra nordboernes ruiner. I sommeren 1783 forsøgte Anders “Nordlænder” Olsen at sejle på opdagelse rundt om Kap Farvel og op ad østkysten med sin ældste søn i en robåd, og de nåede vistnok 18 mil op ad den sydøstgrønlandske kyst inden de vendte om pga. risikoen for at blive fanget af drivis. Formålet var bl.a. at finde nye steder hvor man kunne bygge handelsstationer. De mødte vistnok nogle inuit fra Østgrønland. Mellem 1783 og 1786 levede Anders “Nordlænder” Olsen som bonde i Igaliku og holdt både kvæg og får. Anders Olsen gravede på forhånd sin egen grav udenfor sit hus, og blev begravet 1786 af sine slægtninge. Graven blev markeret med en stor flad sandsten og findes vistnok stadigvæk. Sønnen Johannes overtog faderens gård, og fik selv en søn (Povl) der tog efternavnet Egede. Også Egede-slægten findes idag i hele Grønland og ikke kun med Anders Olsen som stamfader. I 1952 fik Igaliku besøg af selveste Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine som bl.a. gav en belønningsmedalje til stedets leder, den 80-årige Amos Egede. Ligesom hovedparten af alle tilhørerne til dette kongebesøg, var Amos Egede også en af Anders Olsens og Tupernas efterkommere. Efterkommerne findes også idag i hele Sydgrønland, men også mange andre steder i Grønland. Det er bare et enkelt bevis på, at grønlandskhed aldrig har været en ren identitet, og at historien viser noget helt andet om menneskers oprindelse i Grønland, end det mange går rundt og forestiller sig.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.

Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:

Dato: 3. juli

Dag: 12

Lejr: 10

——

Kajak

Km, kajak: 15,4 km

Km, kajak, ialt: 119,7 km

Afgang: 09.24

Ankomst: 13.12

——

Vejr: Overskyet morgen og formiddag, opklaring og sol resten af dagen. Let vind til vindstille. 10-18 grader.