Et eventyr er slut

Efter en dejlig nat i Nuuk kunne vi vågne op til en ny dag, der forhåbentlig skulle bringe os alle hjem og dermed afslutte vores eventyr. Et eventyr som har budt på meget. Jeg personligt tror også, det har budt på meget mere, end den enkelte deltager havde forventet. Det har været et eventyr med bump, det har ikke været det eventyr, jeg planlagde og forventet, med mine andre krydsninger i erindring.

For mig er det dét et eventyr handler om, at begive sig ud på noget, som jeg ikke ved, hvad vil byde mig. Jeg har en forventning, men kommer altid hjem med noget andet. Det er altid noget bedre. Hvem gider at tænke på man skal ud at have tæsk, være fortvivlet, møde modgang. Jeg som alle andre drømmer om det storslåede, det unikke, men i drømme eksisterer der ikke smerte, modgang og fortvivlelse. Men det sande eventyr indeholder netop eventyr, modgang og fortvivlelse, men også glæde, stolthed, storslåede øjeblikke og indsigt i ens eget indre.

Derfor er jeg så stolt over, at vi nu afslutter et sådan ægte eventyr.

For os der boede ved Kisser startede dagen lidt over 6 med lidt snak og morgenmad, før vi pakkede sammen og blev kørt til lufthavnen, med en lille rundtur undervejs. TUSIND TAK til Kisser for at tage os under sine vinger.

I lufthavnen fik vi tjekket ind, og det hele kørte derfra planmæssigt med at vente og være klar. Vi fløj først fra Nuuk til Kangerlussuaq, hvor Holger ventede med vores efterladte ting. Med sig havde han også den fedeste yogamåtte taske til mig, lavet i sælskind, en stor tak til Birthe. Jeg mødte blandt andre også andre bekendte fra flyvevåbenet.

Den sidst hop var vores fly til København. Julie tog mod Uummannaq.

Da vi var lettet, kom der pludselig en steawerdesse med champane, chokolade og peaunts til os, som tillykke med turen. Vi kiggede noget og undrede os. Det viste sig at være Torben, der havde været på spil og gav champagne, tak for surpricen.

Blev en behagelig tur i flyet med god service og film, før vi landede i København. Mens vi ventede på bagage, fik vi sagt farvel, før vi gik ud til hver vores pårørende.

Jeg tog med min kæreste Tine hjem, til en dagligdag. Snart skal jeg se min datter.

Eftertanke fra deltagerne:

Anne:

Ku man tænke sig en finere afslutning på vores eventyr; champagne, røgede mandler og hvid chokolade i flyet hjem til Danmark. På vej hjem fra et eventyr, hvor vi alle har oplevet og udforsket både det land, vi har været i og det land, der er inde i os. Vi har været på eventyr sammen og har mange gode fælles historier med os hjem. Men helt sikkert også hver især nye erfaringer med og fortællinger om, hvem vi er, og hvad der er værdifuldt for os. Tak til 9 eventyrlige rejsefæller for herligt følgeskab over isen. Tak til Jer, der har fulgt vores rejse og sendt kærlige hilsener og gode ønsker til os på isen. Især tak for hilsener fra mine tre børn, som jeg glæder mig SÅ meget til at se – lige om lidt i Kastrup ;-)

Michael:

Vi sidder i flyet på vej til Nuuk. På vej væk fra den østkyst, hvor vi tirsdag morgen endelig kunne tage vores ski af og klappe os selv på skulderen.

Vi gjorde noget, som jeg tror, er rigtigt stort. Fokus har indtil videre ligget på at komme hjem, så jeg har endnu ikke reflekteret så meget over selve ekspeditionen.

Glæden ved at vinde over – de nogle gange meget store – udfordringerne er virkelig stor. Glæden ved at gå på isen, når solen skinnede fra en helt blå himmel, kan næsten ikke beskrives. Den samme glæde indtræf sig, når teltet var stillet op, og varmen fra brænderne fyldte vores lille hjem.

Jeg vil for evig tid huske de sidste 27-28 timer. Den første følelse af noget stort kom da fjeldet omkring Isortoq skød op i horisonten. Dér kunne man for alvor mærke ekspeditionens afslutning – håbet og optimismen kom tilbage. Nedgangen, hvor vi gik side om side i aftensolen, vil for mig være noget af det største på hele turen. Vi var ved at gennemføre noget, som på nogle tidspunkter havde virket som en uoverkommelig opgave.

Inden turen havde jeg en ide om, at jeg skulle krydse isen, som en lille glad buddha, og solen ville skinne på mig hele vejen. Jeg skulle bare nyde alle solskinsdagene, som jeg var sikker på, at der ville være næsten hele vejen. Da det efterhånden gik op for mig at vejret ville det anderledes, blev det pludselig udfordringen om at gennemføre, som blev det primære. Tror ikke, at jeg inden turen havde overvejet, at der var en reel mulighed for at det ikke kunne lykkes.

Jeg er ikke meget for det, men jeg bliver vidst nødt til at rose ham der Erik B.. Det er imponerende, hvordan man i hans ledsagelse følte sig tryk. Det var mere end ubehageligt, da vi hørte, hvad der skete med de andre ekspeditioner, men på en eller anden måde vidste man bare at det ikke ville ske sammen med Erik B.. Nu kan han vidst heller ikke tåle mere ros – han skal nødigt tro, at han er noget : )

Jeg har virkelig nydt det gode selskab før, under og efter isen. Vi er alle vidt forskellige mennesker, men vi har formået at finde et skønt fællesskab. Vi har næsten hele vejen igennem hygget og grinet sammen. Der har stort set ikke været én konfrontation imellem os – det er saftsusme vildt, når man tænker over, hvor pressede vi til tider var. Dermed ikke sagt, at folk ikke har været irriteret på hinanden. Vil personligt gerne sige undskyld til pigerne for den lumre stemning, som ofte fyldte madteltet om aftenen. Jeg havde måske lidt svært ved at styre mig. Selvom Kenneth var meget værre end mig! Håber ikke, at I har taget for meget skade af at ligge ører til herreomklædningsrummet!

Nu sidder vi i flyet på vej hjem mod Danmark(blev afbrudt på sidste flyvetur). Om 3-4 timer er vi i København – det er slet ikke til at forstå.

Jeg siger tak til alle på holdet for en uforglemmelig rejse.

Pernille:

Jeg er utrolig stolt over at have krydset isen som et hold og med Erik som guide! De sidste dage på isen har vi alle kæmpet det vi kunne og mere til! På koldt vand, havregryn, kiksekrummer, vilje og fællesskab kom vi sammen til Østkysten!

Den smukkeste oplevelse var hvor små og ubetydelige vi alle var. Indlandsisen er fuldstændigt ligeglade med hvilket social lag vi kommer fra, men kun om vi har respekt og forstår den. Hjemme i Danmark er jeg vant til at ting går efter vores tempo og er i kontrol, men her er det indlandsisen og vejret der bestemmer. Uvisheden om vejret og føret fyldte meget, især de sidste par dage. Det gjorde det eventyrligt og stoltheden over at krydse isen blev meget større. Jeg fatter stadig ikke helt at vi gjorde det!

Vi oplevede indlandsisen skønhed og forskellighed: white out, solskin, blæst, orkan, nysne op til lårene, våd sne, krystaller i luften og sneen der knager når jeg gik hen over en skavle. Jeg kunne gå i flere timer i min helt egen verden hvor jeg nød isen, mærkede vinden og lod tankerne flyve. Kun afbrudt af råb som ”micro højre!”, ”venstre!”, ”pause!” eller når jeg bankede ind i en skavle for fuld hammer og var ved at styrte. Eller når mad hallicionationer kom snigende ind på mig og så farmors frikadeller eller venindens koteletter i fad foran mig. Og jeg glædede jeg mig til at komme på toilet med læ og ingen risiko for forfrysninger i fingrene. Vi lærte på den hårde måde at huske at åbne posen med toilet papir inden man vover sig ud i kulde og blæst.

Det har været super fedt at lære de andre at kende! Der var ingen hæmninger, der blev grint rigtig meget og imponerende få konflikter. Der er ingen superman eller wonderwoman (kun højst på glatis –og når det skete var det dejligt at have Erik med som guide!), men vi er bare en flok ganske almindelig flok ildelugtende eventyrere som lugter værre og værre for hver dag og som har det samme mål! Krydsningen af indlandsisen er ingen solo præstation, og vi turde at melde ud så gruppen kommer bedst muligt fremad.

Dagene efter har vi spist en masse for at vinde vores gamle kampvægt tilbage, for vi har bogstavelig talt kæmpet røven ud af bukserne.

Nu sidder vi med et glas champagne i hånden og fejre vi er i flyveren på vej mod København. Det har været fantastisk med al den opbakning fra venner, familie og fremmede og som ville være en del af eventyret. Nu glæder jeg mig helt vildt til at komme hjem til venner og familie. Krydsning af Indlandsisen er en oplevelse for livet og som giver et kæmpe smil på læben som vil varer ved.

Torben

Der findes syv verdenshjørner …

I Lakotaindianernes verdensbillede findes der ikke fire men syv verdenshjørner – Nord, Syd, Øst, Vest, op, ned og indad. Alle der har været på en længere rejse ved, at den opfattelse stemmer bedre overens med virkeligheden end den traditionelle ’flade’ opfattelse. Der sker noget ’magisk’ når man rejser. Efterhånden som verden åbner sig omkring én bliver man selv mere åben og modtagelig for indtryk.

Denne ekspedition har på rigtigt mange måder også været skelsættende for mig. På dagene med pulkene, aftnerne i teltet med brænderne kørende, på de vejrfaste dage – og ja bare de rolige minutter for mig selv lige inden jeg faldt i søvn i posen, har jeg fået tænkt mange tanker om stort og småt – og på den måde fået sat tingene og livet lidt mere i perspektiv.

Tak til alle jer, der har fulgt os på turen, læst dagbøgerne – familie, venner, bekendte, kolleger og jer, der bare kom forbi bloggen og lagde en god hilsen. Jeres mange positive hilsner, gode ord og tanker var super dejlige lige der på isen!! Men en helt speciel hilsen går til Charlotte og Thomas – for jeres mange hilsner og positive kærlige ord. De har flyttet bjerge for mig på turen – både mentalt og dem jeg har ’lagt under fødderne’ hver dag. Jeg glæder mig usigeligt til at se jer igen og dele knus, kys og kram.

Sidste men ikke mindst mange tak til Erik – Vi har rejst i alle verdenshjørnernes retninger, der har været rigtigt mange store og små oplevelser, erfaringer, udfordringer og ikke mindst smil, humøret har været oppe og nogen gange lidt ned, men vi nåede målet med vores ekspedition – at være på og opleve indlandsisen og til slut at krydse indlandsisen. Smukt, hårdt, råt, koldt, iset og med dyb sne – og alligevel så varm, bevægende og super fedt. =;-))

Der findes syv verdenshjørner!

–0–

Her slutter vores fælles eventyr, vi er gået hvert til sit med et minde for livet. Et fællesskab er skabt. Jeg personligt håber alle deltagerne vil få glæde af dette eventyr og de færdigheder det har givet. Men mit størst håb er at eventyret vil forsætte.

Jeg/vi takker alle for kommentar og hilsner. Jeg ser frem til at få læst dem alle.

Min sidste ord på den tur skal blot være ”Husk eventyret starter i din baghave”. Det handler om at tage det først skridt. Et eventyr kan være hvor som helst.

Nu venter min sommers eventyr, som du også kan følge her. Det bliver ferie med min datter, senere med min dejlige kæreste og  så kajaktur i Nordøstgrønland (som kan føles lige som denne tur).

Erik

P.S: Her til slut skal lyde et dementi, jeg skal meddele at Søren Nielsen ikke er langsom, ikke som en snegl. Han er dog ikke hurtig som en leopard. Men til tider kan det ske, at han vågner op fra sine staver over at hænge en sok op. Til tider sker der, at vilddyret kommer løs, og han er hurtig. Den sidste dag hører jeg, at havde han ene mand teltet ned først. Der er håb. Så her med mit ydmyge dementi.

Indlægget er opdateret: 10. december 2020