Dawson, berømte kvinder

I dag kunne sove til vi ikke gad mere og selvfølgelig kunne ingen af os sove særlig længe. Efter morgenmaden fik vi pakket meget af vores udstyr og mad sammen (alt var pakket i Whitehorse, så det skulle bare i vandtætteposer), så vi er klar til at tage videre i morgen. Vi havde nogle snacks, brændstof, en god stor opbevarings kasse mm. i overskud, som vi havde aftalt med brasilianeren på tømmerflåden, at de måtte få. Det er dejligt at have styr på det hele i god tid.

Vi har fået vasket en del tøj og udstyr og meget af det andet har luftet. Ved middagstid tog vi på tur igen. Vi tog færgen over på den anden side af floden. Den er gratis og sejler døgnet rundt. Vi fik stillet tingene på tømmerflåden til drengene. Herefter gik vi nord på, langs stranden, her er den offentlige campingplads og lidt længere ude ligger der en dampskibkirkegård. Her lagde de 7 dampskibe op, da de blev taget ud af drift. De var desværre helt ødelagt, så der var ikke meget at se.

En sjov lille oplevelse var, at på vejen til dampskibene inde på campingpladsen, mødte vi den canadiske mand Phillip, vi også havde snakket med på Chilkoot Trail nogle gange, verden er lille. Han var lige i Dawson et par dage på ferie med nogle venner. Han bor normalt i Whitehorse. Han skulle lige høre om vi havde mødt de to drenge på en tømmerflåde, det havde vi. Dem havde Philip mødt og hjulpet i Whitehorse, hvor han havde givet gode råd, blandt andet sagt at de skulle have årer og åregafler for at kunne navigere et minimum ned ad floden, hvilket de ikke ønskede. Spøjst nok havde de ikke fortalt ham om deres uheld, mødet med den store træstamme og alt det mistede grej, da de rendte ind i hinanden her i Dawson. Endnu et sjovt møde.

På vejen hjem vel tilbage i Dawson, var vi på Indianernes kommunekontor og få en gratis tilladelse til at besøge deres gamle by nord her for (Moosehide) vi vil besøge når vi padler forbi.

Datidens Dawson var også kendt for den gode underholdning på byens saloner, hvor de kvindelige danseres show var et tilløbsstykke. Læs mere nedenfor. I dag er byens casino stadig et trækplaster med flere daglige danseshows.

Et af byens nyere traditioner fra start 70’erne, måske i den mere bizarre kategori, er “sourtoe cocktail”, der serveres på baren Jack London bar dagligt kl. 21-23. I alt sin enkelthed er det en “cocktail” med en dobbelt whisky og en amputeret tå. Den oprindelige tå stammede fra en lokal, der havde fået forfrysninger og fik amputeret sin tå.
Det er kun whiskyen, der skal drikkes, tåen skal blot rører dine læber, så er du med i sourtoe-klubben og får et certifikat. Da tæer ikke er hyldevarer, så koster det $2.500 at sluge tåen. Det siges at være sket nogle enkelte gange. Vi er netop kommet fra baren, der hører til vores hotel, der var lang kø hos tå-kaptajnen. For os var det nok at kigge på. Der søges indimellem donationer af tæer, se vedlagte billede fra annoncen i maj. Læs også historien fra Huffington Post https://www.huffpost.com/entry/toes-wanted-downtown-hotel-sourtoe-cocktail_n_3886203

Ellers har vi været kort rundt i byen imellem nogle kæmpe regn- og tordenbyger, og har handlet de sidste småting. Der er også gået noget tid med at se på den videre historie og rydde op i mails, virkeligheden rammer også her ude.

Det var været en stor oplevelse og positivt at opleve Dawson. Nu glæder vi også til at komme videre.

Berømte kvinder i Dawson

Under Gold Rush var Dawson og Klondike området ikke helt kvinde tomt. Det var få guldgravere der havde koner med til at hjælpe dem.
Men som alle steder, hvor der er mulighed for at tjene penge, følger der kvinder med. Der var nogle driftige forretningskvinder, der kom for at åbne småbutikker, hvor der var god fortjeneste at hente, mange af dem var gode til at investere deres penge i området og tjene godt på det.

Der kom også de berømte dansepiger, der lavede show i nogle af salonerne. De kunne tjene mange penge. Vores første aften var vi også inde og se første del af deres berømte danseshow, som de stadig kører i byens casino, som er Nordamerikas eneste. De giver i dag hele fortjenesten fra casinoet til byen og vedligeholdelse af de gamle bygninger.

Under Gold Rush kom der også de prostituerede som havde et kvarter for dem selv.

Blandt alle de kvinder var der nogen der blev særlig kendt, her under er to af disse.

Klondike Kate (Kathleen Rockwell)

Kathleen Eloise Rockwell (1873–1957), var en af dem der drog mod Dawson for at finde eventyret, lykke og tjene penge, men ikke for at være guldgraver. Kathleen blev kendt som “Klondike Kate”, da hun var en af de berømte dansepiger, mændene flokkedes om.
Der er beretninger om at en dansepige kunne tjene 100$ om dagen i løn (i datidens mønt, hvilket nok er det tidobbelte i dag), så var der drikkepenge ved siden af. Historier går på, at hun var så populær at flere guldgravere gav hende guld, når hun stoppede og snakkede med dem. Da Dawson eventyret og de fleste guldgraver var væk, rejste Kate syd på i 1902. Kate skulle giftes, men hendes kærlighed løb fra hende og hun var igennem et par ægteskaber. Klondike forblev hendes storhedstid.

Kilde link
• https://en.wikipedia.org/wiki/Kathleen_Rockwell
• https://listverse.com/2014/10/01/10-forgotten-stories-about-the-klondike-gold-rush/

Katherine Ryan

En anden kvinde der også blev kendt under Gold Rush var Katherine Ryan (1870-1932). Hun rejste også mod Dawson for at tjene penge og prøve lykken. Hun ønskede heller ikke at grave guld men etablere en restaurant.
Hun fik alt sit gods over Chilkoot Trail ved at lave varmt mad til North West Mounted Police, til gengæld bare de hendes grej op.
Ved at hjælpe andre klarede hun sig til Dawson, med kun 5$. Hun åbnede en lille restaurant, så snart hun kom til Dawson og tjente hurtigt penge til at kunne åbne en til. Hendes penge investerede hun i guldminer.
Samtidigt kom hendes kontakter til North West Mounted Police hende tilgode. Da hun blev den første kvindelige North West Mounted Police. Katherine skulle tag sig af kvindelig fangere, og så skulle hun søge for ingen guld forlod Dawson og Canada uden, at der var betalt skat.
Da hun døde i 1932 var der æresvagt fra North West Mounted Police, for at sige et sidste farvel.

Erik
Kilde link
• https://listverse.com/2014/10/01/10-forgotten-stories-about-the-klondike-gold-rush/

Dag/lejr: 29/25
Km/km ialt: 0/1017,2 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 339
Vejr: 15-22 grader. En del skyer og sol. Med en kæmpe tordenbyge fra 14-16.
Pos: Se under ”GPS-kort” for at følge vores rute.

Indlægget er opdateret: 4. februar 2022