Chilkoot Pass, en fantastisk dag i historiens vingesus.

Tine: Vi nærmede os foden af det bjergpas, vi (og sikkert også I) har set afbilledet utallige gange. Bjergpasset hvor tusinder af håbefulde og guld søgende lykkeriddere kæmper sig op ad den stejle bjergskråning med fuld oppakning.

Vi var ude af lejren før syv i morges, da turen for de fleste er lang og stradbaserende, og de vil have os over bjergpasset før middag, på grund af lavinefarer på den anden side.
Vi var jo beredt på mennesker omkring os hele vejen, da det er en attraktiv vandretur, der ofte er udsolgt (de lukker kun 50 ind om dagen). Men sådan skulle det ikke være, for der var ingen ud over os og to canadiere. Ruten åbnede for sommeren for mindre end to uger siden, og det er åbenbart først i juli/august, der er fyldt – hvorfor fandt vi ud af senere på dagen.

Vi bevægede os op gennem terrænet der gik fra at være frodig til helt goldt og dækket af sne. Turen op med disse naturmæssige markante skift tog bare 3,5 time. Vi glemmer at vi er så langt nordpå, at klimazonerne er langt fra det, jeg normalt er omgivet af og trægrænsen er under 1000 m.
Undervejs forstillede vi os de stradbasser og scenerier, der udspillede sig tilbage i slutningen af 1800 tallet, og kiggede på de forskellige historiske efterladenskaber, vi så på vores vej. Rigtig spændende, også fordi vi har læst så meget om det inden, specielt Erik har god indsigt i mange spændende historiske detaljer og anekdoter, så fedt og giver en helt anden dimension at være her selv. Læs de spændende historiske Erik har samlet nedenfor.

Vel over passet i bare ca. 1.100 meter, og grænsen mellem Alaska (USA) og British Columbia (Canada) – bare en murede varde, og en ny type markeringer i sneen.
Så blev vi klar over, hvorfor turist sæsonen ikke var rigtig startet. Der lå sne og isblå smeltevandssøer, flere kilometer fremad.
Tror vi gik i sne 80% af de 6,5 km til næste mulige lejr (Happy Camp), den første km ret eksponeret for forårslaviner oppefra.
Ikke noget problem for os, da vi er vante i sne og har sko med, der fungeret ok. Vi havde bare slet ikke forventet disse mængder sne. Jeg havde måske været lidt mere obs på præsentationen, der omhandlede bjørne end de forventede klatter sne.
Vi havde en god tur nedover i det smukkeste og meget varierede terræn. Vi er begge helt overvældede over den naturmæssige oplevelse Chilkoot Trail byder på. Og absolut bonus har været, at vi havde alt det helt for os selv. Vi mødte de to Canadiere et par enkelte gange, ellers mennesketomt.

Tosserne Erik og Tine sidder nu ret baldret i Camp Lindeman, et godt stykke nede ad bjerget, 11 timer fra dagens udgangspunkt. Glade, beskidte (det er vist over en uge siden, vi var i bad), og så klar til at komme i soveposen.
—

Chilkoot Trail

Chilkoot Trail er i dag en vandresti der går fra Dyea City (forladt) i Alaska til Bennett Lake, i Canada, i alt 53 km.

Chilkoot Trail har været en historisk vigtigt passage, både for de oprindelig folk, guldgravere og i dag hvor det Chilkoot Trail er en vandrerute.
Det kræver der købes en tilladelse til at gå på ruten, da det idag er fredet område og en del af nationalparken “Klondike Gold Rush International Historical Park”.
Hvert år er det også et ultra-løb på ruten.

Chilkoot Trail og passet er mest berømt for de 1000-vise af guldgravere, der slæber deres udstyr op fra ruten og den ikoniske sidste stejle bakke, i årene 1880-1899. Det var især årene 1897-1899 der er kendt som det sidste store ”Gold Rush”. Hvor der gik fra et par tusind mennesker til over 10.000 om året i 1898 og 1898.
For at få lov til at komme ind I Canada ca. midtvejs på Cholkoot Trail, skulle man fremvise et års udstyr og proviant, ca. 1 tons, til det Canadiske bjerg politi. Et krav der var sat for at folk ikke skulle sulte ihjel længere nordpå, hvor der var mangel på forsyninger. Allerede i 1897 var der mangel på mad i Dawson området.
Når grejet var kontrolleret, skulle der også betales for import af vare til Canada, før folk blev sluppet videre.

Krav om udstyr over Chilkoot Trail

Det betød at hver guldgraver skulle op og ned at det stejle pas, mange gange – op til 40 gange. Det forgik om foråret mens der stadig var sne og dårligt vejr. Det betød også farefuldt og bl.a. den store lavine “Palm Sunday Avalanche”, der dræbte omkring 100 personer den 3. april 1898 (se mere under Dyea City).

Der var bl.a. 5 damp maskiner, de mest stejle steder, der kunne trække folks udstyr op, mod en god betaling. Man kunne bl.a. få hejst sit udstyr fra Canyon City, mod 7,5 cent per pund. Der var også et hejs over selve Chilkoot Pass, her kunne det løbe op i en hele dollar per pund.
Hejsen var lavet rigtigt smart da de gik op over de samme steder folk sled og slæbte op, så de kunne se over dem, der kom slæbende grej op. Hejsen var først igang fra 1898 og et lille år frem, så var det slut.
Her billeder fra Canyon City.

Igår var vi forbi Canyon City og kigge. Det eneste der står tilbage i skoven er en af dampkedlerne til hejset og et stort komfur.

Langs hele ruten, var der folk der prøvede at tjene penge, som hejste grej, der var små spise steder, ølsteder, bager, bådtransport på søerne og hvad folk kunne finde på. Man siger, at det faktisk var dem der tjente flest penge i sidste ende, da så få fandt guld.

Målet for alle var at komme over passet og ned til Lindemann Lake, Bennett Lake eller Carcross, som løb videre ind I Yukon River, så de kunne komme til Dawson. De skulle gerne være ved Bennett Lake før isen gik og de skulle nå at bygge en båd eller tømmerflåde, så alle havde travlt.

Da jernbanen kom fra Skagway over ”White Pass” og videre mod White Horse, var Chilkoot Trail uden betydning, og der blev stille igen. Så gad folk ikke slæbe sig ihjel der mere. Mere om jernbanen i morgen.

Før guldgraver tiden, var ”Chilkoot Trail” også i brug. Det var en handelsrute for Tlingit indianerne, hvor de købte vare af Russerne, Boston og Hudson’s Bay Handels Kompagniet og solgte dem videre til Indlandsindianerne ”Athabascans”. Det førte til konflikt da Hudson’s Bay Handels Kompagniet prøvede at handle direkte med Indlandsindianerne, der førte til at Tlingit angreb og brændte Fort Selkirk ned i 1852. Det virkede fordi der kom ikke andre i mange år frem.

Ud fra de lærepenge, forhandlede man sig i 1879 frem til at guldgravere måtte bruge passet for at nå frem til områderne i Canada. De først guldgravere blev ført over passet i maj 1880. Det startede Tlingits nye forretning, som fragt hjælp til guldgraverne.
De tilbød sig som bærer, hvor de tjente mange penge, da prisen gik op og op igennem årene.

Men det var også en stor pris for Tlingit Indianerne, da de mistede deres område, guldgraverne væltede ind, hakkede alt træ ned og spredte skrald, afføring og alverdens ting efter sig. Man mener at naturen skal bruge 200 år for at komme sig helt igen.

Kilder link
• en.wikipedia.org/wiki/Chilkoot_Trail
• en.wikipedia.org/wiki/Dyea,_Alaska
• www.explorenorth.com/library/history/bl-dyeacemetery.htm
• www.nps.gov/klgo/learn/historyculture/dyea.htm
• en.wikipedia.org/wiki/Tlingit
• dk.pinterest.com/cfparks/chilkoot-trail/

White Pass

White Pass var det andet berømte pas under det store Gold Rush. White Pass lå lidt sydliger, var lidt længere, men mere fladt, så Guldgraverne kunne bruge heste og muldyr.
Det blev kladt ”rigmands ruten” fordi det krævede, at man havde råd til trækdyr.
(Det var her Tine og jeg kørte over med jernbanen til Skagway i lørdags, hvor vi kunne flere gange se det gamle spor)

White Pass var ukendt for andet end de lokale indianere helt frem til 1897. Da man fik nys om, der var en mulighed for at lave en rute, hvor det var muligt at få vogne igennem, blev der stor interesse. Efter forhandling med Chilkoot Indians, som også kontrollerede det pas, rejse William Moore som havde erfaring med at lave projekter på veje og jernbaner, ind mod White Pass med Skookum Jim Mason, da han havde været der før, for at vurdere passets muligheder. Skookum Jim Mason var en af de første, der fandt rigtig meget guld og startede Guld Rush, mere om ham senere. Willam Moore, kunne konstatere at det var muligt. Det førte til man senere byggede en vej, eller hvad man ville kalde det i dag.
Senere var det også her man anlagde jernbane fra 1898-1900, som førte til at ingen gad gå over ”Chilkoot Trail” mere.

Men i årene før jernbanen var færdig, gik der tusind vis af trækdyr igennem White Pass, med guldgravernes udstyr, igen kontrollerede det Canadiske Bjerg Politi at man havde sit et års fornødenheder på 1. tons.
Fordi alle ville frem, koste hvad det ville, blev det en dødsrute for trækdyr. Hestene og muldyrene blev tæsket frem i alt slags vejr. Mange af dem var underernæret og et søgeligt syn. Der lå døde dyr langs hele ruten. Der er historier om heste, der var så pint og plaget, at de kastede sig selv ud fra klipperne og gjorde selvmord. Det fik folk til at kalde ”White Pass” for ”Dead Horse Trail”, prøv at se nærmere på de gamle billeder.

De to bjergpas var porten til Yukon og guldet. Jernebanen gjorde det billigt og effektivt at komme ind i Yukon så Chilkoot gik i glemmebogen, til man åbnede Chilkoot Trail for vandrere, i et samarbejde mellem Amerikanerne og Canadierne. Tlingit indianerne har også ytret glæde over Chilkoot Trail kan genfinde sig selv som vandrerute og naturen kan komme sig, da de mener, at de mistede alt for meget grundet guldfeberen. De mistede deres land og meget kultur,de prøver at genfinde i dag.
Erik

Dag/lejr: 7/7
Km/km ialt: 24,1/51,6, heraf 48,3km på Chilkoot Trail (padlet 134 km i alt)

Højde vi ligger i: 740 meter
Vejr: 10-20 grader. Overskyet og tåget morgen. Hurtigt hævede skyerne sig, der kom mere og mere blå himmel. Det gav en masse sol. Let til hård vind fra sydvest. Flot dag.
Pos: Se under ”GPS-kort” for vores rute på Chilkoot Trail

Indlægget er opdateret: 11. januar 2022