Videre til Big- og Little Salmon

Selv om det er smukt, storslået og super fedt at være her, så skal vi lige hive os selv op for at komme igang. Soveposen holder så godt fast i os. Heldigvis er det så smukt om morgenen, så der er en belønningen ved at komme op, så det lykkes.

Vi kom på vandet og satte kurs videre ned ad Yukon River. Vi skulle ikke så langt, før vi havde de første stop. Først havde vi et kort stop ved Big Salmons (navnet på en flod og en tidligere by) gamle NWNP politi- og telegrafstation. Der var et stort informations skilt. Men hytten var brændt for mange år siden og alt var groet til, selv skiltet. Nogle bævere havde valgt oven i det at vælte en masse træer, så det var ikke let at se så meget.
Kort her efter lå den tidligere Big Salmon by, på modsatte side af floden hvor floden Big Salmon løber i Yukon floden.

Det har i mange år været et samlings sted for de forskellige indianer stammer, når der skulle fiskes, handles og laves giftemål. Det blev også til en handelsstation og lille by under Gold Rush. Her var lidt faldefærdige hytter at se. Der, hvor vi tror kirkegården havde været, var brændt under en skovbrand. Her var alt også groet til.
Det virker som om, man har valgt at naturen går sin gang og alt får lov til at gro til og forfalde. Enkelte steder er der informationstavler, men de står også groet til. Det er et valg. Det undrer mig, at man så ikke bare fjerner informationstavler, eller går den anden vej og fælder træer og buske omkring de historiske steder. Der er dog ikke mange penge i turister her, så kan godt forstå der ikke sker meget. Der går ikke mange årtier før alt er væk.

Vi nød turen igen i dag, der var god strøm, men det var også lidt mere lukkede flodsider, med skrænter og tæt vegetation. Det gav lidt mindre lejr muligheder end de andre dage, men forsat en del. Vi så ingen stor dyr, men et par ørne, en del ænder og småfugle.

Vi stoppede også ved et par gamle guldgravermaskiner, der var i brug i 1940erne. En slags flydepram, der kunne grave og ved hjælp af nogle roterende tromler, kunne sortere sten, sand og skidt fra guldet. De kørte kun kort og tjente sig aldrig ind, nu ligger de i vandet, som et minde og drømmen om det store eventyr og indtjening.

Vi så i dag en båd og to personer i telt på en ø. Der er ellers nogle dage siden vi har set andre mennesker. Jeg bliver ved med at have en følelse af, at der er så mange mennesker. Hver gang jeg er nede ved floden i lejren, står jeg os ser om der kommer nogen, lidt underligt for det er ikke mange mennesker, vi har set på vandet.

Sidst på dagen kom vi til Little Salmon (igen navn på en flod og en by), hvor der er en stor kirkegård og en Indianer by. Vi havde fået af vide de ikke nødvendigvis bryder sig meget om turister, så vi var noget spændte, da vi lagde til og gik op på skift for at se. Der var ikke et øje nogen steder, nærmere nogle fritidshytter, når de skal fiske, samt der var et slags forsamlingshus/spejdergrund, hvor de har samlinger. Det var en lidt mærkelig følelse, når vi troede der ville være mennesker. Sjovt at se, men der var ikke meget og det var i dårlig stand og godt godt til. Især kirkegården, står der små træer over alt og den ser ikke ud til at havde været brugt i mange år. Lidt anderledes på denne kirkegård var, at nogle af gravene var små huse med vinduer.

Kort tid efter slog vi lejr og ligger nu i telt, på en af de mange primitive men mere markerede teltpladser der er, i en lille granskov. Det er første gang vi bruger en af de pladser. Skulle lige se hvordan de er, og Tine spurgte til at være et sted med skygge, da vi igen i dag har kogt i solen i mange timer. Jeg kan bedre lide at ligge på nogle af de små øer/tanger der er, hvor der er god udsyn og luft.
Dejligt med endnu en god dag.

Telegraf linie

Telegrafen blev livsnerve for Yukon området, Alaska og andre af de øde områder. Efterhånden som den kom længere og længere nord på, kunne man pludselig sende meldinger lynhurtigt. Alternativt gik der flere uger eller måneder med post, der skulle med både eller hundeslæde.
Det hjalp bl.a. politi (NWMP) med at holde bedre styr på antallet af guldgravere, der var på vej, sygdomsepidemierne og mad mangel, der ofte opstod, når folk valfartede til et nyt område, der var fundet guld i.
En del af den gamle telegraflinie gik fra Skagway og White Pass, videre ned langs Bennett Lae mod Whitehorse. Der gik også en linie op til Chilkoot Pass den sidste periode af Gold Rush.
Fra Whitehorse blev der lavet en linie mod Dawson, der stort set fulgte Yukon River.
Vi har set de gamle master flere steder, og på Chillkoot Trail lå kablet der stadig, lige som ved de gamle telegrafstationer, vi har besøgt.
Sådan løb kablet mod øst, vest, syd og nord, stille og roligt fik man forbundet byerne. Det mest blev lavet i årene 1888-1901.
For at en så omfattede telegraflinje i så øde områder kunne fungere, havde man små hytter hver 40 km langs linjen. Her boede to mand på de små stationer, en radiooperatør og en linje arbejder, der skulle holde linjen i orden, for væltede træer, sne, stenstred og hvad der ellers kunne ødelægge linjen. Det var til tider et hårdt og ensomt arbejde. Nogle løb skrigende bort efter et halvt års tjeneste, andre blev i mange år og nød det simple liv.
På den måde kunne man nu holde områderne meget bedre kørende.
Først i 1950erne var telegrafen forældet, nu var det bedre med radioer og telefonlinier, så telegraflinien blev stille og roligt forladt på de forskellige strækninger.
Telegraflinien er endnu et spændende historisk input på vores kajakekspedition i guldgravernes fodspor.
Erik

Kilder Link:
Yukon River, Marsh Lake to Dawson City, by Mike Rourke
MacBrige Museum, Whitehorse
Atlin Claim, Special Visitors Edition

Dag/lejr: 19/18
Km/km ialt: 66,5/552,5 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 547 meter
Vejr: 14-23 grader. Formiddagen en del skyer, hurtig sol. Over middag få skyer. En let til frisk vind fra vest.
Pos: Se under GPS-kort for at følge vores rute.