Tanker bag designet af Empower kajakken

Jeg har været heldig at få designeren bag Empower fra ArrowKayaks til at beskrive sine tanker om designet. Læse det hele her under.

Erik

Design af Empower

Tekst & billeder: Jesper Kromann-Andersen

På opfordring fra Erik er her lidt om mine tanker bag designet af Arrow Kayaks Empower.
Empower er realiseringen af drømmen om en kajak, der kan pakkes til at tage på eventyr og samtidig være let roet og manøvredygtig.

En søstærk kajak, til at tilbage lægge sømil efter sømil med fuld oppakning og skyde en god fart.

Kajakken har taget form i en lang proces fra tegninger og modeller til prototype. Designet er færdig gjort i et 3D computerprogram.

Vha. CNC fræsning, er det færdige design skåret ud med symmetri og nøjagtighed ned til mindste millimeter.

Designet af skrogformen bygger på en afbalancering af de egenskaber kajakken skal opfylde.

Empower har et total volumen på 389 liter fordelt på et langt og slankt skrog, med en vandlinje på ca. 5 meter, alt efter hvor dybt kajakken lastes, total længden er 561 cm. Stævnene er runde med tiltagende knækspant midt skibs. Bredden er 53 cm, i vandlinjen omkring 52 cm alt efter last.

Empower er rundbundet bla. for glidende overgang fra kant til kant ved manøvrering, derudover er de runde former med til at minimere kajakkens våde overflade og dermed modstand i vandet.

Mine erfaringer med at designe modellerne Play og Nuka indgår naturligvis i Empower, bla. i forhold til at opnå en søstærk kajak, med volume distribution i stævnene til at bjærge kajakken i bølger og surf.
Sødygtighed har første prioritet.

Cockpit ringen er bagerst forsænket ned i niveau med agter dækket, for nemmere entring og bevægelsesfrihed når man læner sig bagover.

Generelt har jeg gjort dækket så rent og enkelt som muligt, så det er kajakkens grundform der dominerer.
Cockpitring og pakluger er forsænkede så de flugter med dækket, for at mindst muligt sidder i vejen eller fanger vand når bølgerne slår ind over.

Dagluge og knæluge har effektivt dræn sammen med cockpitforsænkningen.

Designet af Empower, såvel som dens søstre, bygger på en lang række af analyser og optimeringer.

Med fokus på helheden, er designet arbejdet igennem ned til detaljerne.

En arbejdsproces hvor jeg gentagende gange er vendt tilbage til tegnebordet med friske øjne, og er startet forfra, indtil alle former, kurver og linjer har fundet deres plads.

Kajakken skal være sikker, effektiv og have sin egen genkendelige karakter, som et stykke værktøj der ligger godt i hånden og bliver en forlængelse af kroppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *