Tine: Vi er her endnu, på Kokrine Bible Camp! Og det er alle de andre også! Vi skulle stort set alle planmæssigt havde været andre steder nu, hjemme eller på vej ned ad floden. Men Guds vilje ville det anderledes.

Børnene skulle havde været hentet i går, men flyet kunne ikke komme helt frem pga. dårligt vejr. I dag skulle de frivillige hjælpere så være hentet. Men det dårlige vejr med kraftig blæst fortsatte, så flyet kunne heller ikke lande i dag. Og nu har det regnet uafbrudt i 48 timer og den lille landingsstribe er nu for våd/blød til at et fly kan få nok fart på til take-off, så der går 1-2 døgn, før den er tør/hård nok, hvis det altså snart bliver bedre vejr. Den fine lille bæk med det lækre klare vand er lige nu en mudder rødlig brusende lille elv. Det er Alaska og livet i vildmarken…måske ikke helt normalt med så meget regn på så kort tid.

Her i campen bor her enkelte personer fast. Et ældre ægtepar, Roger og hans kone, som vi tidligere har nævnt, på 72 år begge. Og så er her en ung familie, der er kommet her til i år, og skal være med til at passe på stedet, også når Roger er bortrejst.
Familien består af mor og far og fire børn på 8, 6, 4 og 2 år. De har for mange år siden valgt at flytte permanent ud i vildmarken, og er blevet spurgt om de vil komme hertil og være en del af campen, i et års tid, for at hjælpe med at passe på lejren, da Roger er blevet ældre og er meget væk, for at besøge børn rundt i landsbyerne.
Deres egen hytte ikke langt her fra, har de lukket til, mod bjørnebesøg til de vender tilbage.

De valgte først at bo i 8 år i en lille by, hvor der var vej til. Her kunne de lære af dem der havde boet der længe, læse bøger og søge viden om at bo øde.

Her fra flyttede de for et par år siden ud i et meget øde område. Det betyder, at de handler en gang om året i Fairbanks. Der er butikker der har specialiseret sig i at sælge mad, som tørret frugt og andre langtidsholdbare madvarer i store partier. Det er en kæmpe liste de har. Alt kød skyder eller fanger de selv.
Vand hentede de dagligt i elven, også når det var minus 40 grader, og der skulle hentes vand fra et hul i isen til alt fra mad, drikke, bad, tøjvask, rengøring.

De lever yderst sparsomt, og han tjener lidt penge via jagt og nogle småjobs. Men de nyder livet og skaffer sig hele tiden ny viden, bl.a. fra et ældre ægtepar der har boet alene hele deres voksenliv. Det er sjovt at høre om deres liv og prioriteter. Lige som vi selv må prioritere i vores liv, for at gøre det her.

En sjov lille ting er, at da vi kom i torsdags og mødte et par af drengene uden for, sad de og legede med LEGO. De har taget en kasse LEGO med her til, som deres farmor har købt til dem på loppemarkedet. Det er noget af det eneste rigtige legetøj, vi har set, de har med. De bygger flyvere, snescootere og både, som selvfølgelig er en del af deres liv herude.
Både børnene og forældre er slanke og ser sunde ud, det er ikke tit, vi har set det i Alaska – at en hel familie er normalvægtige. Jeg talte med dem om det, og det er ingen tvivl om, de går op i hvordan de lever, og der er en masse naturlig fysisk aktivitet. Indtil videre hjemmeunderviser moren børnene.

Vi har igen fået fin forplejning, frokosten stod på elg-hotdog, altså elg-pølser med toastbrød og tilbehør. Og her til aften stod den ris med elg-gryde. Det er så sødt af dem at invitere os med til spisning. Det regner stadig virkelig meget, men alle håber på opklaring i morgen.

Erik klarer det næsten helt godt. Vejret har været så dårligt, at det ikke har givet mening at overveje at padle videre.
Tine

Dag/lejr: 54/45
Km/km ialt: 0/1260,0 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 59 meter
Vejr: 12-16 grader. Overskyet heldags regn, til tider styrt regn. Frisk til hård vind fra vest.
Pos: Se under ”GPS-kort”, for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River

Indlægget er opdateret: 10. december 2020

Bog Yukon River, bog af Erik B. Jørgensen og Tine Henriksen