I denne historiefortælling, fortæller jeg om min ynglings fugl, ravn. Jeg elsker at se på ravne og hvor kloge de er. Jeg fortæller historier om mine møder med ravne ved Slædepatruljen Sirius, i Nordøstgrønland. Her leger ravnene med slædehundene.
Ravnen er en af min absolutte ynglings dyr. Når man har oplevet den på alle årstider, i alt slags vejr på Grønland, bliver man imponeret over dyret. Man kan se den er klog, den lære og de lære af hinanden. Nogen sted i Grønland, må man skyde Ravnen ved affaldspladser osv. hvor der opstår en unaturlig mængde. Men her har jeg set, at de lære hvordan man sniger sig ind på dem, hvor og hvordan den sidste blev beskudt og de sætter vagter ud.
Ved slædehundene, står de lige uden for række vide af hundene, når hunden går væk, flyver de ind og hugger lidt mad og sætter sig igen 5 cm længer ude end hundes kæde, her sidder de så og kikke på en rasende hund. Lige som de siger “kom bare an”
Flere gange når jeg har kørt slæde, har vi mødt ravne der flyver forbi hundene, kikker på dem, hvor efter den flyver en 200 meter foran og sætter sig på sneen, hundene fare af sted, efter Ravnen, som sidder lige så stille, lige før hundene når den, letter den og flyver en 200 meter ud foran igen. Man kan bare se den nyder at drille hundene.
Den er også en stor artet flyver, man bliver overrasket igen og igen, dejligt dyr.
Lige siden har jeg elsket at se på ravne.
Erik
Relateret indlæg
- Andre videoer med historiefortællinger
- Andre indlæg om Slædepatruljen Sirius
- Andre indlæg om Grønland
Indlægget er opdateret: 4. februar 2022

Hej Birgitte
Tak for din fortælling.
Ja vi møder ravnen hele året rundt, så de bliver😊
Hej Erik
Ja, ravne er bange for hunde i myterne og helt klar en drillepind. Men den har også talrige andre betydninger i myteren.
Ravnen og mørketid.
Ved Tasiilaq hed ravnen tidligere på åndesprog, den er er ude om vinteren. Dvs., den er som vi ved ikke en trækfugle.
Den søger sin rede når det bliver mørkt. Men træffer man den også ude i mørketiden oppe nordpå?
Jeg er eskimolog som det ikke længere må hedde – med speciale i inuits myter og sagn
mvh
Birgitte Sonne