Guldfeber og Charlie Chaplin

Tine: Øerne ude i Yukon floden er ofte gode at slå lejr på, da der kan være en fin brise, der kan give lidt friskhed på varme dage, holde myggene lidt væk, og så er der ikke nødvendigvis så meget attraktiv føde til vildtet på øerne.
Ulempen kan være, at det er sand/silt og småsten. Altså er det ikke altid det nemmeste at slå telt op i og få pløkker til at sidde godt fast, så der skal suppleres med sten.

I aftes var ingen undtagelse, og vi blev vækket til midnat af hård vind og spredt regn, og måtte op finde større sten til sikring af teltet. Blæst og regn kom og gik i løbet af natten og til morgen var det stille igen.
Vi havde læst/hørt om disse hurtige vejrskifte, men det alligevel lidt svært at forestille sig, at det går så stærkt, før man er herude i det.

Vejrudsigter!? Nej, vi bruger det ikke. Vi har ikke adgang til det herude, og vejret er så lokalt, at det heller ikke hver mening. Her er en del bjerge omkring os, der er det kolde vand, og en del strøm – forhold der giver god grobund for en masse vind- og vejrskifte i løbet af en dag.

Strækningen i dag har (igen) været virkelig flot. Ja, jeg ved vi skriver det næsten hver dag. Men det er altså rigtigt, bare på en lidt anden og ny måde. Det har været en “rigtig” flod, kun 300-500 meter bred, der gennem millioner af år har eroderet og formet det bjergrige terræn omkring sig, og så var der kun få øer undervejs.

Vi har haft en relativ kort dag på vandet, blot 40 km til dagens mål, “40 Miles City”, endnu en af de efterladte byer.
Blot en kilometer før “byen” mødte vi en sortbjørn. Vi havde haft den i kikkerten i en kort stund, mens den gik ved breden, men så trak den ind i krattet. Da vi passerede lidt længere henne, stak den heldigvis snuden frem og kiggede nysgerrigt efter os.
Kort efter var der også et par ørne og ravne, der flokkedes om noget på stranden. Vi hørte efterfølgende at der lå en død elg.

Vi lagde til i begyndelsen af byen, hvor vi mødte Earl. Han var i gang med at bygge den vildeste bjælkehytte til dem, der nu passer på byen og vedligeholder husene.
Han håndterede de store stammer på ca. 40 cm tykke/8-10 m lange egenhændigt, trak dem ind i skoven med sin ATV og med hjemmelavede hejsesystemer, gik byggeriet fremad. Der kan ikke komme maskiner ind.

Vi fik en interessant snak, hvor han fortalte lidt om hvordan han nød sit liv i vildmarken, at arbejde alene med at bygge bjælkehuse, samt han og hans kones prioriteringer i deres liv.

Vi fandt campingområdet, fik slået lejr, og var klar til at udforske det af den gamle efterladte by, der stadig står tilbage. 40 Miles City har været et vigtigt område for rener, indianere og guldgravere. Meget mere om det i morgen.

En sjov lille ting var, at vi ved ankomst skrev i gæstebogen, hvor vi kunne læse, at tre tyskere skrev, at de for nogle uger siden havde padlet et stykke op ad 40 miles river, og havde set bævere og hele tre ulve. Vi fortalte Earl, der bor en øde hytte oppe ad floden, om tyskernes note, og spurgte om her var mange ulve. Han grinede og sagde, at det helt sikkert var hans hunde, de havde set – hundene har ulv i sig, og det passede med afstanden ti hans hytte :-)

I går nævnte vi, at Klondike og guldfeberen i tidligere tider har været til inspiration for underholdningsbranchen. Vi fortalte om Disney og om Joakim von Ands eventyr som guldgraver. Et anden berømt figur, der søgte lykken i Klondike, var Charlie Chaplin.

Guldfeber med original titlen The Gold Rush er en komedie-stumfilm fra 1925 skrevet, produceret og instrueret af hovedrolleindehaveren Charlie Chaplin i sin rolle som Vagabonden. Desuden medvirker Georgia Hale, Mack Swain, Tom Murray, Henry Bergman og Malcolm Waite i filmen.
Filmen blev en stor økonomisk succes og regnes som en af de bedst indtjenende stumfilm nogensinde.

Vagabonden (Charlie Chaplin) rejser til Alaska for at deltage i Guldfeberen i Alaska. Efter at være strandet i en øde hytte pga. vejret med en guldgraver Jim (Mack Swain) og en fange på flugt (Tom Murray), finder vagabonden frem til en guldfeber-by hvor han beslutter at opgive livet som guldgraver. Efter at have fået et job som opsynsmand for en anden guldgravers hytte, forelsker han sig i en ensom saloon-pige Georgia (Georgia Hale), som han fejlagtigt tror også er forelsket i ham. Han bliver dog opsøgt af den guldgraver han mødte tidligere, da han har fået hukommelsestab og har brug for vagabondens hjælp til at finde sit guldfund igen.
Jim og vagabonden genfinder minen og et år efter er de begge millionære. Det lykkedes ikke vagabonden at finde Georgia. Men på et skib tilbage til USA mødes de ved en tilfældighed og bliver genforenet.

Berømte scener fra filmen inkluderer:
Vagabonden sulter og må spise sin støvle.
Et hus balancerer på kanten af en klippe før beboerne (inklusiv vagabonden) i sidste øjeblik slipper ud.
Vagabonden drømmer at han viser en dans for sine gæster ved hjælp af to stykker brød med en en gaffel i hver.

Guldfeber var en kæmpe succes i USA og i resten af verden. Det er den femtehøjest indtjenende stumfilm i historien, med en indtjening på lidt over $4.250.001 i 1926.
Chaplin erklærede ved filmens udgivelse, at dette var filmen han gerne ville huskes for.
I dag er den originale 1925-film, i USA, public domain, siden copyrighten ikke blev fornyet i 1953.
Uden for USA hævdes det dog at filmen stadig er copyrightet i Europæiske lande, indtil 2047 (70 år efter instruktøren Chaplins død); i Canada, indtil 2027 (50 år efter Chaplins død); i Japan, indtil 2015 (Enten 38 år efter Chaplins død, eller 70 år fra udgivelsen).
Filmen findes på YouTube.
Tine

Kilde (beklager, men vi har ikke fået de direkte link med):
www.wikipedia.org
www.Youtube.com

Dag/lejr: 31/27
Km/km ialt: 40,1/1100,8 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 285 meter
Vejr: 14-18 grader. I løbet af natten hård vind og regn. Til morgen overskyet og køligt. I løbet af dagen, mere vind og forsat overskyet. Sidst på eftermiddagen lidt sol og hård vind.
Pos: Se under GPS-kort, for at følge vores rute.