Flyder møder bad-ass

Tine: “Vi kalder sådan nogen som jer “floaters”!”
Jeg skulle lige smage på fornemmelsen af, at blive kaldet en “flyder”, da jeg her til aften stod noget baldret med trætte arme og en mave- og rygmuskulatur under tøjet, der har været på arbejde en del timer de sidste par måneder. Det var Ben, en mand noget ældre end mig, med mindst dobbelt volumen ift mig, der netop var kommet “flydende” i hans store pick-up for at samle hans kammerat op, som jeg stod og talte med.
Ben henviste til det med at sætte sig i en båd og bare lade sig flyde med strømmen ned ad floden. Et koncept der sikkert er delvist muligt, men der skal tid, tålmodighed og nok også en del aktivitet for at holde sig i strømmen. Jeg kan dog have mine tvivl om, hvorvidt Ben ved, hvordan det er at bevæge sig ned ad floden i et lille fartøj.

Vi er ankommet til bysamfundet Tanana på en dag, der er de runde tals dag. Det er i dag 50 dage siden, vi skubbede kajakken i vandet for aller første gang, meget langt væk herfra, i byen Atlin i British Columbia, Canada. Det blev også dagen, hvor vi i morges rundede de 2.000 km i kajakken.
Jeg synes, det er vildt at tænke på, at vi har været undervejs så lang tid, og jeg er så dybt taknemmelig for at det er muligt at være her ude og have fået de oplevelser, vi har haft indtil nu.
Lige så vildt er det, at Erik og jeg i de seneste 1.416 timer (siden vi forlod Danmark i slutningen af maj), har været sammen 1.410 timer (lavt sat)! Og vi har stadig mod på nogle flere timer sammen :-) Det tætte samvær var en de ting, jeg var spændt på, hvordan det ville fungere. Det skal der nok komme flere ord på på et senere tidspunkt.

Nå, men vi slap jer sidst knap 70 km oppe ad floden, hvor vi var rendt (flydt!?) på nogle virkelig søde mennesker i deres fishcamp i går eftermiddags.

Det et sjovt, hvor nemt det er for os at falde ind i det super primitive liv, der leves i fishcamps, som jo egentlig er luksus for os. Her er plads, der er stole og man kan sidde ned og toiletere.
Der er ingen rindende vand, vand hentes i spande i en nærliggende elv. Her er ingen elektricitet, det bliver ikke mørk og madlavning foregår udendørs på brænde eller gas komfur – der var et billede af det i går. Komfuret var et meget gammelt støbejernskumfur, der havde stået i en anden gammel hytte, der var endt i floden og hentet ind med hundeslæde. Man sidder ude, her var der en stor presenning over fælles og køkken areal. “Toilet” var en kasse med to huller i sat oven på et dybt hul i jorden, der var afskærmet på tre sider med brædder til en meters højde – så kunne man se, om der var optaget.
Til overnatning havde de to små meget gamle bjælkehytter fra 1930’erne på 5 og 7 km2, og så var der telte. Det oprindelige hus blev bygget i starten af 1900 tallet, hvor der boede et par med deres søn, manden var kendt for at være mega stærk og udholdende. En dag tilbage i 1930’erne havde manden været ude på en fler-dages jagttur, og kom hjem til en nedbrændt hytte, hvor hans kone og søn var omkommet. Hans bud var, at konen havde røget i sengen. Manden byggede den nuværende bjælkehytte, og boede der indtil han som gammel blev tvangshentet, da de lokale mente at det var tid til at få ham ind, hvis han ikke skulle dø derude. Derefter købte Carry og Chuck stedet i 70’erne.

Inden vi gik i teltet i går tog sønnen og to andre ud på floden i en båd. De ville på midnatsjagt og håbede måske at finde en bjørn, de kunne skyde. Carrie havde dog fortalt os, at de ikke så meget stor vildt herude.

Vi kom sent i seng, og tidligt op og af sted, inden de andre stod op. En flot morgen der startede med et par flotte kurver omgivet klipper og nogle rapids i form af klipper der stak op midt ude i floden, ingen problem at komme uden om.
Der gik ikke længe for Eriks skarpe øje så bevægelse længere fremme. Sørme om ikke, der gik en sortbjørn og hyggede sig langs breden i dette område, der ikke ses bjørne i. Vi nød synes i flere minutter, og bjørnen kunne være glad for det var os og ikke nattens jagtselskab, den mødte.

Vi fik nogle flotte timer, dog med noget mere ens terræn, med et trædækket bølgende bjerglandskab i 100 nuancer af farven grøn, så langt øjet rakte.
Vi havde igen rigtig fine møder med ørne og falke.
Vi var trætte til sidst, og de utilstrækkelige 5,5 timers søvn kumme mærkes over middag. Vi (mest mig) holdt nogle ekstra pause, hvor der blev kørt chokolade og kiks ind, og jeg fandt mit gamle P7 Mix Maraton, Disco top 70 frem – sukker og top 30 listen holdt mig kørende de sidste timer, og vi nåede frem til Tanana.

Vi fik slået lejr i udkanten af byen, på en kommunal lejrplads, skiftet tøj og gik på skift en tur. Vi havde begge nogle spøjse møder og oplevelser, og I får bare et par enkelte.

Jeg talte med en gammel mand. Det var en vaske ægte bad-ass ca. 80 årig, der sad uden for det lille lokale plejehjem, og hilste da jeg komme forbi. Jeg gik hen og satte mig, og spurgte lidt til ham. Jeg forstod ikke hele sammenhængen, men han var vist endt i byen for en årrække siden, fordi man havde sendt ham der til. Han hev ned i kraven på sin trøje, og fortalte/viste at han var blevet skudt lige under strubehovedet, og refererede til andre knubs også. Jeg spurgte undrende til det, hvortil han han blot grinede og konstaterede, at han var en “fighter”, altså en slagsbror. Han havde været alkoholiker, men så kom han i detox. Nu røg han bare og tog lidt stoffer. Jeg lod min undren komme frem med lidt modspil og smil, og han forsikrede mig, at han var gammel mok til at kende til konsekvenserne, men stadig for ung til at modstå det. Der jo måtte være en Gud, der ville beholde ham i live.

Erik var ligeledes på tur, og skulle forbi “Drikkevarer butikken” og købe cola, da købmanden var lukket. Her i Alaska sælges alkohol kun i dertil godkendte butikker, og der kan købes enkelte alkoholfrie drikke også. Erik tager sodavandene og går hen for at betale, da han bliver mødt med et “må jeg se ID?”. Erik kiggede måbende på ekspedienten og på sine colaer, og svarer “øhh, jeg er i kajak!”. Men hun ville gerne se billed ID. Erik kigger overrasket men høfligt på hende, og spørger om det kan være rigtig, at han skal vise ID for at købe cola. Hun tænker ikke øjeblik, spørger hvad han hedder, og han får lov at betale og få sine colaer.

Til Tanana hører selvfølgelig også lidt mere historik, se nedenfor hvad Erik har fundet frem.
Tine

Tanana Village

Tanana Village er også en gammel eskimo/indianer by/samlingsområde, de kaldte området Hohudodetlaatl Denh, der skulle betyde noget hen af området der er blevet fældet. Området blev brugt af minimum 5 forskellige stammer, som mødtes her.
I 1868 valgte den Fransk-Canadiske mand François Xavier at lave en handelsstation, hvor han købte pelse. Handelsstationen lå ca. 25 km nede af floden i forhold til, hvor byen er i dag. Stationen blev kaldt Noukelakayet Station og senere da station blev udbygget navngivet Fort Adam. Stille og roligt kom der en mission til, andre konkurrerende handelsstationer og guldgravere, der tog op ad Yukon.

I 1898 ankom Kaptajn P.H. Ray, til området med ordre til at kontrollere skibstrafikken og skabe lov og orden. Ray valgte at anlægge sit Fort Gibbon, hvor Tanana Village er i dag, fordi de her kunne se både Yukon River og Tanana River som kom ind i Yukon floden her. Den kommer helt inde fra Fairbanks området.
Da Fort Gibbon stod færdigt, flyttede alle handelsstationer, missionærer og hvad der var af aktiviter af hvide folk her til. Det blev også fast stop for dampskibe på vej op ad Yukon mod Dawson og de andre byer, langt oppe ad floden.

Livet gik sin gang frem til 1923 da US Army lukkede Fort Gibbon, byen blev mindre og Indianerne og eskimoerne overtog byen. Men missionærerne og handelsstationer forblev.

Tanana Village fik også en betydning under Anden Verdenskrig, da det Amerikanske militær lavede en landingsbane til nye fly på vej til Rusland som hjælp mod Tyskerne.
Det ændre sig undet koldkrigen, og der kom en radarstation og kommunikationsenhed i forbindelse med Amerikanernes missilvarslingssystem mod Rusland. Vi kender det fra Grønland, med DYEstationer og Thule stationen, som var et led i samme kæde. Anlægget er lukket i dag, da Thule Radaren kan dække det hele i dag.
I dag er byen en lille by med ca. 300 indbyggere. Men en by med mere liv, end vi har set længe.

Tanana Villag, skyderi

Desværre er Tanana Village også kendt for de kedelige drab på to State Troppers 2 maj 2014, der var kommet her til fra Fairbanks for at følge op på noget skyderi hos en lokal aftenen forinden. Da de kommer til hans hus, skød han dem. Det førte til at man fløj et SWAT team ind, som fik anholdt manden efter flere timers forhandling med manden, der havde forskanset sig i sit hus.
Det var noget jeg også mærkede til, da jeg samtidigt var på vej på min tur Alaska på tværs. Fordi da jeg kom til Anaktuvuk Pass, undrede jeg mig over, at den lokale State Tropper var iført skudsikkervest, skydebriller, kamphandsker og godt bevæbnet, hver gang han kan kørte rundt. Det var ordre oppe fra, da man var bange for flere skyderier i de små samfund. En trist historie.

Erik

Kilde link:
en.wikipedia.org/wiki/Tanana,_Alaska
o itunes.apple.com/us/tv-season/yukon-men-season-3/id668071256
www.travelerstoday.com/articles/9712/20140502/two-alaska-state-troopers-shot-killed-three-men-arrested.htm
www.adn.com/crime-justice/article/after-trooper-deaths-standoff-ends-peacefully-tanana/2014/05/02/
o Yukon men 3 min om skyderriget https://www.youtube.com/watch?v=A2louakaY7Y

Dag/lejr: 50/43
Km/km ialt: 68,8/2060,1 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 70 meter
Vejr: 9-25 grader. En klar kølig morgen, med svag vind. I løbet af formiddagen tiltagende varme og skyer på himlen, vi fik enkelt dryp. I løbet af eftermiddagen, varmt og masser af sol, med forskellige mørke skysystemer der drev forbi.
Pos: Se under GPS-kort, for at følge vores rute.