Igen var det helt stille da vi stod op. Luften var dog fyldt med fugt, og der var masser af skyer på himlen og flere regnvejrssystemer på vej indover. Det var dog forsat meget flot med floden, skovene, de bjerge vi nærmer os i horisonten og med skyer i flere lag bag hinanden.

Vi måtte pakke lidt under pres, da det begyndte at dryppe, stille og roligt gik det i regn, så vi prøvede at få pakket så meget ned i pakrummene på kajakken og få dem lukket, uden alt blev vådt i mens.

Det var dejligt at kunne hoppe op i kajakken og lukke til med sprayskirtet, så var vi godt beskyttet mod den stille regn og kunne lettere nyde det hele.

Vi bugtede os ud igennem det sidste af Yukon Flats. Godt 400 km er tilbagelagt gennem flod og ø labyrinten Yukon Flats, der er kendetegnet ved at området stort set et helt fladt og floden breder sig ud over flere kilometer.
Der var tydligere og tydligere bjerge syd for os. Yukon River samlede sig mere i nogle hovedløb, og der var ikke så mange øer, sandbanker og revler tilbage.

Efter 4 timer ankom vi til den lille by/samling huse “Stevens Village”, det var den sidste by her i Yukon Flats. Vi havde fået af vide, at der ikke var så meget i byen, igår da vi fik laks. Vi gik igen rundt på skift, men det var hurtigt klaret. Der var lidt hytter både gamle og nyere. Det virkede som om mange af dem kun var sommerhuse. Der var dog som altid nogle hunde, de var helt stille og kikkede bare på os, lige som byen. Jeg hilste kun på en enkelt dame og så en ATV ellers så vi ikke nogen.
Jeg var nede og hente vand, her lå også et lille posthus, fælleshus og vaskehus.
Desværre fandt jeg ikke nogen informationstavle eller noget om byen, så vi blev ikke meget klogere.

Før vi drog afsted igen, fik vi lidt varm mad, men da det begyndte at regne igen, skyndte vi os at komme videre.
Vi padlede kort tid efter ud af Yukon Flats, lidt sjovt at se, fordi på begge sider af Yukon floden var der nu bjerge/bakker og floden var samlet i et løb, det er længe siden. Vi padlede videre, men dagen var ved at være gået. Vi brugt lidt tid på at finde en lejrplads, da kanterne er lidt mere skrå nu, og det næste stykke er der ikke nogen små øer. Men det lykkedes og nu ligger vi lige ved breden og slapper af.
Lige som vi kom i lejr kom solen frem, herligt så kunne vi tørre tøj og få solcellerne igang. Dog vågnede myggene også op, så vi blev ikke ude. Efter en time trommede regnen på teltet igen.

Tak til Mikael for kommentar, håber billederne er ok igen. Jeg har ingen ide om hvorfor de skulle være små den anden dag. Skriv meget gerne hvis det forsætter, så kan jeg få nogen til at se på det.
Hvis det er billederne i alle blogindlæg der er små, så er det fordi vi sender dem over satellit telefon og det koster pænt meget og er ikke teknisk muligt at sende dem større med mit system.
Erik

Stevens Village

Stevens Village, Yukon

Stevens Village, er den sidste by i ”The Yukon Flats”, som ender 10 km syd for byen.
Som alle de andre steder har her været liv i mange år. De lokale eskimoer (Koyukon eskimoer), kaldte stedet ”Denyeet” før.
De senere år er indbyggertallet faldet en del. De mener der er en 40-60 indbyggere. Om vinteren rejser en del væk. Byen er i dag mindre end Beaver Village, vi var i tidligere på ugen.
Steven Village har et posthus som den eneste “butik” i byen. Her er heller ikke en købmand eller muligheder for at købe noget. Alt skal hentes selv eller bestilles som postpakke, som en del af de store supermarkeder gør i Fairbanks.

Der var også fælleshus, vaskehus og en byskole, den så dog noget tilgroet ud, så ved ikke om den forsat er åben.
Erik

Kilde link
• en.wikipedia.org/wiki/Stevens_Village,_Alaska
• www.facebook.com/Stevens-Village-Alaska-276577115720700/

Dag/lejr: 46/39
Km/km ialt: 60,9/1839,6 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 93 meter
Vejr: 15-23 grader. Hele morgen og dagen, mange skyer og flere regnvejres systemer kom ind over. Svag til let vind og byge vejr, kun meget lidt sol. Sidst på eftermiddagen, stille vejr, en del sol (varede så kun en time), forsat med regnvejrs skyer, rundt om os.
Pos: Se under ”GPS-kort” for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River

Indlægget er opdateret: 10. december 2020

Bog Yukon River, bog af Erik B. Jørgensen og Tine Henriksen