Alaska på tværs

Et skridt frem og to tilbage

Endelig blev det tid til at lukke den sidste taske og tag afsted. Min drøm er altid at jeg tager afsted 100% klar, velforberedt og professionel.

Jeg må erkende at der aldrig sker. Jeg kørte min faste rutiner med at arbejde igen de sidste to dage også den sidste nat.

Alle depoter og udstyr var klar, nu stod den på at se lister igennem, opdatere iPod, IPad, osv. Ville gerne efterlade alting så godt som muligt og forlagde mine ting så godt ryddet op som muligt.

Selvfølgelig gik det ikke sådan, min iPod drillede! så for at være helt sikker! gendannende jeg den, det var dumt! fordi med 8500 sang, podcast og film, kunne den ikke nå at gendannes tog 6 timer, så da vi kørte måtte jeg efterlade iPoden og aftale den skulle eftersendes. Lorte start jeg var tosset på mig selv.

I lufthavnen var det, det samme cirkus som altid bare gange to. Viste sig at British Airways er meget svære at rejse med våben, alle papir skulle udfyldes i hånden, ikke kun de to tasker med våben og ammunition, alle 8 tasker. Selv betaling for overvægt skulle udfyldes i hånden. I sikkerhedskontrollen hang der en speciel seddel kun for British Airways.

Efter en del frem og tilbage for at få tjekket in, kunne jeg sige et forhastet farvel til Tine, ikke den bedst farvel.

Det var næsten direkte i flyveren. Efter en time havde jeg 7 timers vente til i London. Her kunne jeg få sovet ud og prøve at lande mentalt.

Fra London fløj jeg til Seattle, vi fløj lidt over klokken 15, 9 timer ventede forude. Heldigvis var der god service og en masse gode film.

I Seattle var det igennem Visum kontrol, her fra faldt alt sammen.

Der stod en super flinke mand og tog imod mig med min riffel, vi samlede mine ting og kørte til told kontrol.

De super flinke toldbetjente kunne fortælle mig jeg manglede en lille formular,,nej har godt nok spurgt mange folk. Så skulle en anden se på mit mad, jeg var så bange for mine nøddeblandinger og hjemmelavet morgenmaden. Dem var de lige glad med, men mine frysetørretmad så de på, det viste sig i halvdelen var kødstykkerne for store. For store? De var behandlet som de skulle de var bare for store. Så den næste 30 min blev alle min 90 poser mad åbnet og de to ca. 50% af mine færdigretter, andet var fint.

De var super søde og prøve at hjælpe, især betjenten. Vi fik også vores soldater snak, så tak for mærkerne. Jeg måtte se min fine riffel blive lagt på lager, fordi de kunne ikke sende den tilbage uden mig. Vi aftalte at jeg skulle ring næste dag, for at høre hvad der sker. Betjente begyndt også at prøve at hjælpe med opbevaring i lufthav de næste 3,5 månede.

Derfor var mit humør ikke så højt på vej til Fairbanks. Dog var jeg forberedt på det, fordi mange havde advaret mig mod regler der ændre sig hele tiden. Samt jeg havde fået så modstridende oplysninger hele vejen.

Jeg måtte se fremad, det var derfor jeg har en lille uge her i Fairbanks.

På vej til Fairbanks fik jeg tid til at tænke og falde til ro, sove og snakke med en Dansk pige som var på vej på ferie ved noget familie, verden er ikke så stor, hun havde set mit tøjog kunne se der stod “Friluftslageret” og “Fjallraven”.

Vel frem efter 28 timers rejse, var det vare om at komme i en taxi og til det lille hotel hvor jeg skal bo de næste 8 dage.

Fik pakket ud og på hovedet i seng. Passede lige da jeg er 10 timer bag ud her.

De næste dage skal jeg have pakket mad igen, lavet depoter færdig til den 10 juni. hvor de skal afsted. Jeg flyver den 12 juni. Det er planen hvis den ikke ændre sig. Så der er lidt at se til de næste dag.

Sikke en dag, et skridt frem og to tilbage. Nu er jeg oppe igen og skal i gang.

Erik

Samarbejdspartner Alaska på tværs

 

You may also like

Skriv en kommentar