Selv om vi faktisk ikke skulle noget i dag, så var der muligheder for at få nye oplevelser. Vi stod op klokken 6, mens der blev lavet friskbagte boller, dækkede vi bord, fordi deltagerne skulle på hundeslædetur.
Klokken 7 skulle de stå klar nede ved Salos hunde. Her var der to slæder klar, med henholdsvis 12 og 14 hunde foran, de kørte over isen og op over det bjerg, som vi var kommet over da vi kom ned. De havde et par gode timer, med høj fart ned af bjerget igen. I de par timer, fik jeg pakket alt det fælles grej vi har brugt, da det er tørt nu.
Da alle var tilbage, gik der stilhed i det hele igen. Der blev læst, snakket, forsat hyggepakket og taget en lur. Mange af os er ved at afslutte de bøger vi havde gang i. Et af højde punkterne var middagsmaden.
Den næste store oplevelse, var klokken 14, her gik vi alle med Salo ned til hans båd, vi sejlede 3 timer rundt ud i isen. For at komme ud, skubbede Salo sig vej igennem den tætte is. Derefter blev det lidt mere åbent vand, så vi sejlede stille og roligt rundt og så på isbjerge og kunne nyde synet tilbage på Indlandsisen hvor vi kom ned. En super fin tur, i sol og let vind. Det var en virkelig fin afslutning på vores ophold her i Isortoq. Hvis vejr og vind vil det, flyver vi videre til Tasiilaq i morgen eftermiddag.
Jeg har været til the ved Salo, for at betale og lige få en sludder, med enstavelses ord, da Salo ikke kan dansk og Jeg desværre ikke kan meget Østgrønlandsk.
Der er god tid til at tænke over vores tur og oplevelser. Og hvad har de største indtryk fra turen så været i følge deltagerne? Det har været:
- Det at gå op igennem bræfaldet i starten.
- Kampen med sig selv, skulle blive ved, og gå dag ud og dag ind.
- Den rå natur, mærke naturen bestemmer, når det blæser og er koldt.
- Det at prøve at gå i skyerne og tænke man går på en kæmpe iskappe.
- Det at komme ned og se Isortoq og havet foran en, og vide man havde klaret det.
Vi har både kedet os og fået stor oplevelser her. Men alle er super glade for at vi slutter her i Isortoq, et rigtigt fangersamfund, hvor tiden står stille og der hænger isbjørne skind til tørre på tagene. Det er sådan en perfekt måde at slutte turen på.
Erik
Indlægget er opdateret: 10. december 2020
Nu hvor strabadserne er overstået, skulle man tro det blev mindre interessant at læse om jeres tur, men det er ikke tilfældet. Hvor må det være dejligt og underligt at blive fragtet af hunde, at flyve over sneen, der hvor i for nogle få dage siden sled jer afsted på de sidste kræfter.
En underlig tid, hvor der er tid til noget af det man drømte om, sove og spise, slappe af, dase uden pligter og så finde ud af at man keder sig når rutinen er væk. I må føle jer i live på en særlig måde, det kan jeg godt misunde jer ( på den gode måde) jeg skal ikke forfalde til at give gode råd. Forslag vil jeg kalde det istedet. I tilfælde af der skulle gå kedsomhed i den, så lad være med at kæmpe imod, glo ud over vandet på isbjergene og farverne. Nyd storheden og sejren, for Danmark kan godt føles lidt trang, når i vender hjem
Fortsat god tur.
At rejse er at leve.HC Andersen. Jeres rejse fantastisk ???? hilsen lis
“One in a lifetime experience” for de fleste af jer – hvor bare rigtigt godt med sådan en eventyrlig afslutning i Isortoq. Erik skriver tiden står stille deroppe – det kunne man godt længes efter nogle gange herhjemme.
Kom godt videre…????
Om at leve i nuet – af Piet Hein
At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælge det næste.
Og det forrige nu og det kommende nu
bliver aldrig i livet præsente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.
For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
éngang for altid er dette.