Lang dag på Yukon floden

Tine: Den tålmodige eventyrer fortsatte jagten på fisk i den smukke aftenstund. Til stor underholdning for os begge. Der var selvfølgelig ingen fisk, der gik lige så tæt på land, som den første vi så. De var ude på ca. 25 cm vand, så de lige præcis var gemt væk i det uigennemsigtige vand.
Vi blev hurtigere til at spotte, når de nærmede sig, men knækkede aldrig helt koden på, hvor de var i forhold til de micro bølger, der dannede sig på overfladen. Det var imponerende så mange der var, der kom ind op inde ved vores bred med 2-3 minutters mellemrum. Flere gange kunne Erik mærke dem mod underbenene. Men ingen fisk på spydet til Erik

Vi har tidligere skrevet om problematikker omkring en lavere bestand af laks i Yukon floden, det ekstremt regulerede/begrænsede laksefiskeri, og den betydning det har for de små samfund. (Læs mere i vores tidligere indlæg “Ikke alle dage er lige sjove!” Søg på den, det er vist nok d. 18/7). Vi læste i avisen, at der den 1. august var gået i alt 64.000 laks ind over grænsen til Canada. Altså har laksene på det tidspunkt arbejdet sig ca. 2.000 km opstrøms fra Beringshavet. Antallet er ikke højt, men det er bedre end de tidligere år, så alle håber, at der er bedre lakse tider i sigte de næste år.

Vi stod op til en flot kølig morgen, det er tydeligt at mærke, at efteråret banker på. Termometeret sagde bare 7 grader. Vi kom på vandet og valgte fra morgenstunden at padle en omvej af en mindre sideflod, for at ligge nemt i forhold til det næste lille bysamfund. Ikke dagens bedste beslutning. Der var næsten ingen strøm, og vi fik modvind. Alt var selvfølgelig oversvømmet, så ingen breder til eventuelt vildt, men der var lidt forskelligt fint fugleliv. Den lille omvej gav lige 1,5 arbejdsomme timer ekstra i kajakken, og vi nåede byen Koyukuk midt på dagen.

Vi gik på skift en tur i den lille by med bare 90 indbyggere. Der hvor vi lagde til, var der et lille træstativ med børneredningsveste til fri afbenyttelse. På vestene stod der med store bogstaver “Kids don’t float” (børn flyder ikke), henvisende til at børnene skal bære redningsvest ved og på floden. Dejligt at se et så godt et initiativ.

Der stod også en masse enkeltstående europapaller med metal skrot pakket ind i plast. Det så næsten organiseret ud, og viste sig også at være byens skrot der var samlet og stod klar til afskibning…på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Der bliver hentet skrot en gang om året i de små bysamfund på denne strækning. Så bliver det sejlet til Anchorage og håndteret der. Endnu et super initiativ, der gjorde at 20 års metal skrot ikke behøvedes at hobe sig op i haverne. Læs mere om Koyukuk nedenfor.

Vi har fået nogle waypoints (gps punkter) med til vores gps, men ikke alle er der forklaring på. I dag havde vi set i gps punkt ude i ingenting, der hed “Last Chance” (sidste chance) og illustreret med et ølkrus. Vi kiggede på vores kort, kunne se at punktet var forenden af en lille elv, og var sikre på at det angav “sidste chance” for at få vand i et stykke tid, da vi efterfølgende ikke kunne se vandløb de næste mange km.

Vi gjorde klar til at padle ind i udmundingen af elven for at fylde vand. Vi drejede ind, men ingen klart vand, men i stedet en lysning i landskabet 30 m inde, hvor der også lå et par både. Der var et stort skilt, og vi skille til at vende om, da vi forventede der stod “ingen adgang”, men jeg tjekkede lige i kikkerten, da skiltet så lidt anderledes ud. Overraskelsen var stor, da der i stedet stod “Velcome to Last Chance Liquore Store” (velkommen til Sidste Chance Alkohol Butik). Vi kiggede måbende på hinanden, vi skulle jo egentlig ikke have noget, men var nysgerrige på, hvad pokker det her var for et sted – absolut ude i ingenting.

Det VAR et sted med alkohol salg, i en tilstødende bygning på grunden. Historien var at onklen til kvinden vi talte med var flyttet herud ud slutningen af 60’erne. Han havde to gange søgt om tilladelse/licens til salg af alkohol, men fået afslag. Han søgte en tredie gang, som er sidste chance (last chance) for at søge, og han fik så licensen. Derfor navnet. Og derfor markeringen med et ølkrus på vores gps punkt. Vi købte et par colaer, fik hentet vand i den lille elv, og grinte af den lille oplevelse.

Vi padlede videre, klokken var næste tre og halvdelen af os var ved at være klar til at slå lejr. Vi blev dog enige om at forsøge at nå næste lille by Nulato ca 20 km fremme, eller et sted lige inden. Vi padlede langs en bjergside, egentlig ganske flot, selv om det var meget ensartet. Det blev nogle lange timer, og kilometerne før byen var var der slet ingen lejrpladser.

Vi nåede Nulato og gik kort op, hvor der var en smule aktivitet og enkelte mennesker ved floden. Det lignede og var mest af alt en spøgelsesby. Der stod en række tomme huse ved vandet. Vi fik oplyst at enkelte var beboede, men langt det meste af byen var flyttet 3 km ind i landet for en del år siden. Man anlagde rindende vand lidt inde i landet, og ønskede man et hus med vand, måtte man rykke ind. Mon ikke det også har været med tanke på potentielle oversvømmelser.
Et par mænd var i gang med at flytte en masse store trækasser fra skolebygningen hen til breden, hvor bådene lægger til. Det var asbest affald fra skolen, der skulle afhentes.
Vi viste også at fra i morgen og weekend ud, er der byfest, med softball turnering, musik og fest. De først deltagere var kommet. Vi talte med nogle fra Tanana, der var kommet. Den ene kvinde havde set os ved Tanana. Lidt sjovt.
Der var ikke lige der, vi havde lyst til at slå lejr i nærheden af, selvom det selvfølgelig var pakket sammen. Vi stak hurtigt videre i vores søgen efter lejrplads, noget trætte og ret sultne. Læs mere om Nulato her under.

Vi tjekkede et par mulige steder, men nej. Videre langs breden, der var oversvømmet. Vi trak ud mod en ø, hvor vi endelig fandt et ganske fint sted. En del af beplantningen står under vand, men inde bag ved var der en lille lysning/sandplet, hvor der var plads til os. 10 timer undervejs i dag, og vi er så klar til at få noget tiltrængt søvn.

God nat fra Yukon.
Tine

Koyukuk

Koyukuk ligger på den strækning, hvor rigtig mange fiskelejre lå, men grunden til der kom en by var mere praktisk. Da USA købte og overtog Alaska fra Rusland i 1867, begyndte man at udforske landet og bygge handelsstationer. For at gøre det hele mere effektivt, begyndte man at udbygge telegraflinien. En af ruterne var fra havet og ind langs Yukon River. Det krævede en række telegrafstationer, der kunne videresende beskeder og til se ledningen. Det passede med, at der skulle være en station da man kom til Koyukuk. Da der nu var en bemandet telegrafstation opstod der med årene en handelsstation i 1880. Det fik flere til at slå sig ned i nærheden.
Befolkningen øgedes også i 1884-85, da der var en mindre guldfeber i området.

Under udbygningen af Alaska og især under de mange “Gold Rush”, øgedes trafikken af dampskibene op ad Yukon River, her blev Koyukuk også et naturligt stop for dampskibene.
Antallet af dampskibe blev øget hvert år, til det højste antal i 1900, her var der 46 dampskibede, der sejlede op og ned forbi Koyukuk.

Alle de mennesker der væltede ind i til Alaska og til området var ikke altid godt. Koyukuk blev hårdt ramt i 1900 da de mistede 1/3 af indbyggerne grundet sygdomsepidemier og madmangel.
Først i 1939 kom der en skole i Koyukuk, der gjorde at byen fik familier til at bosætte sig. Dog har byen mistet sin betydning og det er Galena, 85 km oppe ad floden, der er hovedby i området nu.
I dag bor der cirka 90 personer i byen.
Erik

Kilde link
en.wikipedia.org/wiki/Koyukuk,_Alaska
attlamakingofachampion.com/koyukuk-river-championship
www.oldtimeherald.org/archive/back_issues/volume-12/12-1/alaska.html

Nulato

Nulato by blev anlagt af den Russiske opdagelsesrejsende Malakov i 1838, som en handelsstation for at købe pelse hjem til Rusland.
Grunden til at han lagde byen her var, at det var et mødested mellem indianere og eskimoer hvor de mødes for at handle hvert år. De kendte området som Noolaaghe Doh som betyder Chum lakse, fiskelejre. Derfor var det et godt sted at købe pelse ind for russerne.

I 1851 var byen udsat for en massakre, da stammer fra Kokukuk River angreb byen under en opstand om handel og rettigheder, uden man blev helt klog på hvorfor. Handlen var vigtig, så kort efter var der andre russer. Sådan angreb var meget sjældne.

Da USA overtog Alaska i 1867, kom telegrafen også her til, som beskrevet i Koyukuk og handlen forsatte i Nulato. I 1884 kom der mange guldgravere til området, det førte også til en masse sygdom, så mange af de lokale døde i den periode.
I kølvandet på guldgraverne kom missionærene og de åbnede en missionskole i Nulato i 1887, som tiltrak flere til byen og området, for deres børn kunne gå i skole.
Byen blev også ramt af sygdom og hungersnød i 1900 som de fleste byer her i området. Det kostede også her 1/3 del af indbyggerne livet.
Nulato blev også et vigtigt stop for dampskibe. I storhedsperioden omkring år 1900, stoppede to dampskibe dagligt for at få brænde ombord.
Byen blev kraftigt reduceret i 1906, da flere guldgravere søgte mod Fairbanks og Nome for at prøve lykken der, og igen i 1919 da rygterne om guldfund i Galena lidt længere oppe ad floden.
Nulato overlevede igennem årene, men i 1981 valgt man at flytte byen 3 km ind i landet.

En anden sjov historie er, at den første indfødte vinder af Miss Alaska kom fra Nulato. Hun hed, Minnie og hun vandt i 1940. Præmien var 600$ og en tur til New York. Hun forelskede sig i byen og bosatte sig der efterfølgende. Hun blev gift med en pilot fra Irland. Hun beskriver at hun den gang klippede sit hår kort og gik så moderne klædt som muligt for at undgå for meget racisme, da hun var mørk og mange havde en fordom mod indianere.
Erik

Kilde link

Dag/lejr: 59/50
Km/km ialt: 60,9/2423,2 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 39 meter
Vejr: 7-18 grader. Det var en rigtig råkold morgen, da det var klart og få skyer, med masser dug. I løbet af formiddagen da solen kom op, begyndt det at blæse en let til frisk vind. Over middag, kom der en del skyer. Til aften vindstille og overskyet.
Pos: Se under GPS-kort, for at følge vores rute.