Ikke alle dage er lige sjove!

Tine: Jeg er crashet i teltet, og er lige til “småt og brændbart”. Hovedet sejler stadig, lænden gør ondt, og jeg er bare træt i krop og sind.

Det forsatte med at blæse i nat, men havde aftaget lidt, og vi syntes, at de mørke skyer var på vej væk, da vækkeuret ringede kl 05. Vi besluttede at gøre klar og komme videre efter 3 dage uden fremdrift, det kunne da for pokker ikke fortsætte med at blæse. Det kunne det! Og…gør det stadig.

Da vi kom på vandet, kunne vi godt mærke, at vinden havde taget lidt til i styrke igen, dog ikke så slemt som i går. Vi ville give det en chance. Modvinden mødte os, så snart vi svingede kajakken ud til de første paddeltag, mens byens ravne jagtede ørnene. Vi nåede da lige at miste Fort Yukon af syne, da en regnbyge ville gøre os selskab.

Erik: Vi er forsat godt med i forhold til vores tidsplan. Men efter to ekstra dage ved Fort Yukon, var tålmodigheden ikke stor. Derfor var jeg super glad, da vinden lagde sig noget fra klokken 2 i nat og til klokken 5 da vi stod op. Derfor var der ingen tvivl om vi skulle af sted. Opklaringen holdt bare ikke, under 30 minutter efter vi var taget af sted, hev og sled vinden i os igen.
Hvorfor lægger vi os så ikke bare igen? Når vi nu var pakket og havde tøjet på, kunne vi lige så godt padle videre, de timer vi kan holde til det, uden at smadre os selv. Derfor giver det mening at forsætte i dag. Det er meget unormalt det blæser mange dage i træk siger de lokale, normalt 1-2 dage, så plejer der at være det vejr et stykke tid igen.
Derfor var det super dejligt at kunne komme små 40 km i dag, selv om vi stoppede lidt før end normalt. Nu håber vi bare vejret bliver mere normalt, men vi skal være forberedt på mere vind og store bølger, des længere vi kommer ud.

Grunden til at fik fik halv store bølger mange steder i dag var, at vinden var mod strømmen. Så overfladevandet bliver presset en vej og strømmen under går den anden vej, og når de to mødes, rejser bølgerne sig. Derfor var vi ekstra glade over at side godt beskyttet i vores kajak i dag og ikke i en kano.

Tine: Vi har tidligere skrevet, at det krævede opmærksomhed at navigere her i labyrinten Yukon Flats med de mange forskellige løb og lavvande. Vi har kunnet se og bruge strømmen, og forsøge at læse overflade vandet for at undgå de mange revler/sandbanker lige under overfladen. Det var slet ikke muligt i dag, alt var mere eller mindre oprørte vande og en masse krapsø. Bedste indikatorer var hastigheden, der kunne aflæses på GPS’en, og lyden af pagaj der ramte mod bunden, selvom vi var 100 meter fra land.

For mig var det en udfordring at holde bevægelses- og balancenerven under kontrol. Forestil dig, at vi padler fremad i modvind og har lidt medstrøm. Jeg ved, at vi bevæger os fremad i længde retningen, men kigger til venstre mod ø eller strandede træer, og hvor bølgerne også kommer fra og rammer mod os, og kan så se vi driver faktisk driver mod venstre med solid hastighed. Jeg ved ikke om det giver mening, men der var ingen sammenhæng mellem vind, bølger, strøm og retning vi bevægede os, og det drillede syn og balancen.

Det kostede en del kræfter at padle i vinden, og har helt sikkert også kostet på koncentrationskontoen hos Erik at vælge vejen igennem labyrinten. Men vi havde en fornuftig fremdrift på 5-8 km/t, og helt op til 11 km/t, når vi fandt hovedstrømmen. Så vi valgte at holde på, så længe vi orkede. Det virkede til, at bølgerne var størst, når vi ramte hovedstrømmen, hvor den kraftige modvind gav nogle stående krap lignede bølger. Det synes jeg ikke så godt om.

Vi så et par “fiskehjul”, der var i gang, men uden mennesker omkring. Vi har set dem nogle gange de seneste uger, de har bare ikke været kørende.
Lidt længere fremme kunne vi se endnu et kørende fiskehjul ved en ø, hvor der også var telt og røg.

Vi lagde til og hilste på fiskeren Tony og hans hund. Tony var i fuld gang med at rense og ryge de fisk, han var heldig at have fået i hjulet. Det så vildt lækkert ud. Og han tilbød os også at få lidt fisk med, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage i mod det, da jeg ved hvor få fisk de fanger/de må fange, og hvor meget de har brug for dem. Jeg har dog fortrudt lige siden – et stykke frisk laks havde været fantastisk.

Laksen og laksefiskeriet her på Yukon floden er verdens berømt, men har også en rigtig trist historie med sig i disse år. Læs hvad Erik og også Naturama har sat sammen af interessant læsning længere nede.

Efter 5 timer og knap 40 km orkede ingen af os mere blæst og bølger, vi landede på en silt/sand ø med lidt lav bevoksning – noget vi måske fortryder, for det fine silt støv ligger allerede som et fint lag over alt i tøjet, i håret, mellem tænderne og på vores ting, ind og ude.
Det er blevet varmere igen, og solen har masser af plads mellem skyerne, der blæser af sted. Nu kan det da snart ikke blæse mere.

Laks, i Yukon

Erik: Yukon River er en af de længst lakseløb i verden. Det er sådan at laksen vender tilbage til der hvor den er født, mere om det længere nede.
Der er laks (Chinook, coho, og chum Salmon), der svømmer mere end 3.000 km op ad Yukon floden for at gyde. Det er helt oppe, hvor vi startede på vores tur. Et skøn er at 35-50% af de laks, der svømmer ind i Yukon floden, har gydeplads helt oppe i den Canadiske del.
Ved Whitehorse, hvor man har dæmmet op til kraftværket, har man verdens længste laksetrappe i træ, den er på hele 366 meter. Det er her i sommermånederne et yndet udflugtsmål/turistattraktion, og der er også webcam på nettet.
Når laksen går op ad floden, tager de ikke føde til sig, og lever kun af deres fedt reserver. Det gør Yukon laksens kød kendt for dens store olie indhold.

Som Yukon River er vigtig for laksen, så er laksen meget vigtig for indbyggerne i de små samfund langs Yukon. For indianerne har det været en af benene i deres livsgrundlag i år tusinder. De har fanget laks som en del af deres vinterforåd både til mennesker og hunde.
De har fanget dem i roser, med spyd, i fiskehjul, med net og hvad der har været muligt. Det har altid været en festtid, når man skulle fange laks og mange gange har det også været i den tid man mødtes, da man ellers var nomader det meste af året.

Desværre har man de sidste mange år set en tilbagegang i antallet af laks der kommer op ad Yukon. Det har ført til fiskekvoter og ny lovgivning. Især de sidste fem år har været meget dårlige. I 2014 forbød man alt fiskeri. Flere steder langs Yukon Floden er der opsat sonar målere, der måler hvor mange laks der kommer op og hvor langt de er nået op. På den måde kan myndighederne/man følge med i antallet af laks. I 2014 målte man mellem 65-120.000 fisk, der var gået op, mod et gennemsnit på 300.000.

Det har haft og har rigtig store konsekvenser for de små samfund langs Yukon, da laksen udgør regner en stor del af deres mad, da pengene er meget små og livet meget afhængig netop af jagt og fiskeri.

Der er stor debat omkring, hvad grunden til de færre fisk er. Nogle mener klimaændring og forurening er årsagen, men de fleste hælder til det store industri- og overfiskeri ude i Beringshavet, hvor laksen ryger med som bifangst og hældes døde og skadede ud i vandet. De lokale indianere, er meget uforstående over for kan få lov til at ske.

I år er der igen laks og fiskeriet er åbent dog i begrænset omfang. Det vagte stor glæde hos dem, vi har talt med, at der igen er lidt fisk at fange, til trods for det er ekstremt reguleret.

Den måde myndighederne styrer det på er først at sikre, at der er kommet et stort antal laks op ad floden. Når de skønner det er ok at fiske, så åbner de forskellige områder i 24 timer ad gangen. Eksempelvis i dag var fiskeri ved Fort Yukon åben frem til klokken 7 i aften.

Sådan åbner de områder/tillader fiskeri op langs floden. Fisketiderne kan man se på deres hjemmeside en til to uger frem. De lokale myndigheder kan så lave skøn over, hvad der er fanget i de forskellige områder.

Måden som aftalen fungerer i dag er, at man har fælles regler mellem Alaska (USA) og Canada, og man har inddraget de forskellige indianer stammeråd. De er gået med, men har forsat store protester over for at industrifiskeriet ødelægger for meget ved havet.
Forskellig myndigheder og forskere er forsat igang med at regulere. Fiskeindustrien har fået andre net, som laksen skulle kunne svømme ud af i modsætning til de fiskearter de skal/burde fange, som er svagere. Men fiskeindustri er stor politik og mange penge, så der er meget lobbyarbejde og påvirkning. Forskerne kan ikke give nogle toget svar endnu, da de forsat samler data.

Indianerne vi har mødt undervejs er dog ikke i tvivl, og de lider mærkbart under manglen på laks.
Erik

Kilde link
www.yukoninfo.com/yukon-river/
en.wikipedia.org/wiki/Yukon_River

Laks, i Alaska

Naturama: Det ældst kendte laksefossil stammer tilbage for 40 mio. år siden. Laks er betegnelsen for en række af strålefinnede fisk (laksefamilien) som også rummer fx ørreder og foreller. Laksen findes i Atlanterhavet (slægten Salmo) og i Stillehavet (slægten Oncorhynchus). Opsplitningen af de to slægter menes at have fundet sted for mellem 10 og 20 mio. år siden. Laksen har vist sig nem at opdrætte både i hav og ferskvand. For mange arter af laks gælder, at de fødes i ferskvand, migrerer herefter til havet, hvor de lever i flere år til de bliver kønsmodne, for derefter oftest at vende tilbage til deres fødested og for alle stillehavsarternes vedkommende efter gydeperioden at dø. Hvordan de finder tilbage til deres fødested har vist sig at bero på lugthukommelsen.

Levested: Laks i Stillehavet findes langs kysterne på begge sider af oceanet og når på den amerikanske side ned til det central Californien.

Levevis og økologisk betydning: Laksen er en nøgleart i det nordvestlige Stillehav, hvor dens årlige tilbagevenden til gydepladserne spiller en helt central rolle for oddere og grizzly bjørnene, som på denne årstid skal bygge deres fedtdepoter op. Også havørne og måger nyder godt af denne overflod af føde. På samme måde som laksen er vigtig for bjørne er bæveren vigtig for laksen. Bæverens mange opdæmninger og dermed sænkning af vandhastigheden er med til at opfange og tilbageholde de mange næringsstoffer, som frigives når de voksne laks efter gydningen dør og bliver til næringsstoffer i vandet. Disse næringsstoffer er med til at sikre et rigt liv af fødeemner for den lakseyngel der i de efterfølgende tre år vokser op i ferskvanden, inden de fortsætter rejsen mod havet og en marin tilværelse i 1-5 år, inden de selv vender tilbage lægger op til 5.000 æg. Rejsen op ad elvene kan strække sig over flere hundrede kilometer og nå op i højder på 2000 meter. Laksens livscyklus er også altafgørende for skovens næringsstofbalance. Det er beregnet at bjørne efterlader ca. halvdelen af de fangne laks i skoven og mængder der kan nå op på 4.000 kg per hektar. Ved at forlade havet og ende sine dage i det landmiljøet bidrager laksen dermed med ca. 25% af kvælstofbudgettet til skovene. Helt op til en afstand af 500 meter fra en lakseelv har man i bladene fra nåletræer kunne dokumentere kvælstof, der stammer fra laks.
Thomas

Dag/lejr: 42/35
Km/km ialt: 38,8/1593,3 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 124 meter
Vejr: 16-22 grader. Meget blandet. Start lave skyer der lukkede til og gav regn. Her efter mange forskellige skyer systemer ind, sidst på den masse af sol. Frisk vind kort i start ellers hård vind, skiftede retninger.
Pos: Se under GPS-kort, for at følge vores rute.