Historisk og oplevelsesrig dag i Fort Selkirk

Tine: Kniven sad i skeden i bæltet, og der havde den med få undtagelser siddet i 76 år. Hun havde fået kniven af sin far som 7 årig, og den havde fulgt hende siden. I bæltet sad nu også en bjørnespray, og mellem hænderne var der de senere år også kommet en rollator. Det skulle dog ikke stoppe Ione Christensen i at besøge hendes barndomsby, Fort Selkirk, og komme en tur omkring i den gamle efterladte by og op bag ved på kirkegården.
Vi sad med omkring bålet i aftes, da den 83 årige Ione fortalte historier om hendes barndom her i Fort Selkirk. Hun er en af de få nulevende, der har oplevet byen, inden den stort set lukkede og blev forladt tilbage i 1949.
Erik og jeg slubrede det i os, det var et helt unikt og fantastisk supplement til al vores egen indsigt i områdets historie. Hun er datter af politibetjenten, der kom her til i 1939. Og hun er barnebarn af de guldgravere, der søgte lykken i Klondike. Vi fik levende historier om hendes barndom og folk i området.
Ione fortalte om, hvordan det var at leve her fra 1935-1949 som det eneste hvide barn. Hun fortalte, at der var ikke kriminelle, hendes fars rolle som politibetjent var mere socialt, som at afpatruljerer området og besøge folk om vinteren, bringe post ud, være reservelæge da de havde medicin med og han kunne trække en tand ud, hvis folk havde brug for det.

En frisk, skarp og meget vidende kvinde. Og efternavnet er ganske rigtigt nordisk, en af hendes mands bedsteforældre er fra Norge, og hun et selv af Skotsk/Irsk afstamning. Det var et tilfældigt og heldigt sammenfald, at vi ankom hertil i går og det samme gjorde hun i selskab med sin veninde, svigerdatter Kate og barnebarn Harry på 5 år.
I dag var Erik og jeg selv rundt og kigge på alle de resterende bygninger og de to kirkegårde, mens solen bagte ned over Fort Selkirk. Vi fik også lejlighed til at tale lidt mere med et par af de indianere, der kommer her og arbejder med at vedligeholde stedet og husene. Freda er her 10 ud af 14 dage over sommeren. Hendes mor, Audrey og pap far, Don er her også. Don er snart 70 og pensioneret for flere år siden, men arbejder også på 10 dages skifteholdet hele sommeren, hvor han er rådgiver på vedligeholdelses- og restaureringsprojekterne.
Vi hilste allerede på Don i går og fik en snak med ham om indianernes levevis nu og i tidligere dage. Erik og jeg talte allerede om i går, at Don udstråler autoritet og hviler i sig selv. En oplevelse der blev bekræftet yderligere i dag, da vi af flere omgange havde en snak med ham. Han gav os nogle vise ord med til vores fortsatte rejse og livet, der venter os. Han lagde også hånd på vores kajak og velsignede den. Et spændende, power- og indtryksfuldt møde.
Over middag, inden Ione og hendes skulle hjem igen, var der plads til nogle spændende snakke om livet før og nu.
Det var i øvrigt fedt at se de to gamle kvinder begå sig så hjemmevant i camping disciplinen, og rollatoren kunne nemt transporterer telt og andet grej hen til den stejle trappe ned mod flodbredden, hvor de blev hentet af en fladbundet motoriseret flodbåd.
Eftermiddagen er derudover gået med afslapning og forberedelse til næste etape.

—
Svar på spørgsmål om telt:
Det er et Svalbard 6 Camp, fra Helsport. Et 6 personers og fire-sæson telt.
Det er den telt-type jeg har brugt over Indlandsisen i mange år, det er solidt og der er god plads. Vi ønskede god plads, når turen er så lang og det er dejligt med lidt plads, uden det er kæmpe.
På vores vandretur havde vi Nordisk, Oppland, 3 LW, da det er let og ok stort. Det er sendt hjem nu.

Fort Selkirk, Yukon

Selve stedet Fort Selkirk området har været det vigtigste sted for Indianerne i Yukon, fordi det var her de helt store samlinger var, for alle stammerne. Deres navn for steder, er desværre gået tabt.
Indianerne fra Chilkoot/Skagway området, kaldet Chilkats og Tlingit kom ind fra havet med varer fra havet og senere europæiske varer de havde handlet sig til, Indianerne fra indlandet som Pelly stammen, Han, Northern Tutchone, osv. kom med deres pelse, kobber og hvad deres områder havde at byde på.
Ved Fort Selkirk, mødtes de alle og fangede laks, når det var sommer mens de handlede og fik giftet deres unge mennesker på kryds og tværs.
Nyere forskning tyder på at det lykkedes de første russiske pelsjægere i 1800 tallet at komme helt her op, noget man ikke havde regnet med.
De første rigtige beviser for at den hvide mand kom her til er i 1848 da Robert Campbell kom og oprettede en handelsstation for Hudsons Bay Company.
Chilkats og Tlingit indianerne var ikke glade for konkurrence og mistede deres sommerhandel. Derfor angreb de Fort Selkirk og brændte det ned i 1852, dog uden at slå nogen ihjel. Det lykkes aldrig Campbell at få tilladelse og penge til at komme tilbage til Fort Selkirk og starte sin forretning op igen.

Først efter 40 år kom der hvide mennesker tilbage, da Arthur Harper åbnede en privat handelsstation i 1892.
Først fra 1938 kom Hudsons Bay Company tilbage og havde handlen her frem til byen lukkede i 1949.

I samme periode som handelsstation kom tilbage og frem til 1949, anløb dampskibene Fort Selkirk, på deres vej op og ned ad Yukon River, med varer og kunne tag pelse og andre handelsvare med videre.
Rundt i området var der flere guldgravere, som blev frem til deres død. De kunne ikke se dem selv andre steder.
Byen bestod løbende af en 10-20 hvide mennesker, der bestyrede butikken, kirke, telegrafist, en politimand og en nogle få gamle guldgravere.
I området var der 100-200 Indianere, der boede i den sydlige del af byen, hvis de ikke var rundt i deres jagt- og fiskelejre i området.

Under Gold Rush i 1898 sendte den Canadisk regering hæren til Fort Selkirk for at støtte politiet. I et år var der godt 200 soldater her. De var ikke særlig populære hos Indianerne, da de skød på klipperne med deres kanoer og havde lavet eksesitsplads på en gammel kirkegård. Da de rejse var der glæde og de kunne bruge deres store bjælkehytter.
Et lidt sjovt fakta er, at her var 1/4 af den samlede Canadisk hær, på det tidspunkt.

I 1922 begyndt de først ruteflyvere at lande her, mest med post om vinteren, når dampskibede var på land.

Da vejene blev udbygget i Yukon området, førte det til at man indstille dampskibsdriften til Fort Selkirk i 1949. Stort set alle flyttede til andre steder, grundet deres jobmæssige funktion blev flyttet.
De forlod deres huse og regnede med de kom tilbage, men byen var døende. Posthuset fik lov til at køre til 1952. Kirken blev til 1953, men så lukkede den også. Byen blev passet på, da Indianerne forsat brugte området, så stedet blev bevaret.
I dag er området fredet og et naturreservat hvor omkring 8 personer, går og passer området, et imponerende arbejde. Her kan vi virkelig fornemme hvordan det har været.
Der er mange af husene her endnu, det ældste fra 1892 og det nyeste fra 1947.
Erik

Kilde link
en.wikipedia.org/wiki/Fort_Selkirk
Vulkansk felt www.volcanodiscovery.com/da/fort_selkirk.html
https://www.youtube.com/watch?v=8YXBop16Wa4
https://vimeo.com/63917581 God historisk video
www.explorenorth.com/yukon/fort_selkirk.html
Yukon River, Marsh Lake to Dawson City, by Mike Rourke
Fort Selkirk, Yukon Turism. Cultural Services Branch

Dag/lejr: 23/21
Km/km ialt: 65,1/737,4 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 435
Vejr: 18-28 grader. Varm nat og morgen, med masser af sol, til først på eftermiddagen, hvor der kom skyer og frisk vind fra syd, forsat meget varmt.
Pos: Se under GPS-kort for at følge vores rute.