Hundeslædekørsel ved Slædepatruljen Sirius

Oplæring i slædekørsel, er en stor oplevelse, men kan til tider være hårdt, men en ting er sikkert. Det giver utroligt mange gode historier, som bliver fortalt mange gange i ens liv fremover. Ved Sirius står man på ski ved siden af slæderne, af flere årsager, et man hjælper hundene da man køre med tunge slæder, grundet de lange rejser, samt man holder varmen noget bedre når man bevæger sig lidt. For slev om man holder fast i slæde og har et reb at hold i, så bevæger man siger hele tiden.

Men at stå på ski ved siden af en slæde, det tager lidt tid at lære, samt en del styrt. Det er nemt nok når sneen / isen er flad, så køre det hele, men når isen er ujævn skal der ikke meget til at en ski kommer ind under slæden, også står den stille! Så må man ned og smage på sneen, eller skien kommer til at krydse. Så efter slæden hænger der et langt tov, det er til at tage fat i når man nu er væltet for 10 gang på en dag, så kan man bare trække sig op til slæden igen uden at stoppe IGEN. Tovet hænger der af sikkerhedsmæssige grunde, fordi hvis man begge vælter, er det ikke sikkert hunden stopper, hvis de lugter dyr, hytte, osv. Så gælder det bare om at holde fast så slæde ikke forsvinder, fordi man er noget på den hvis man står uden sovepose, varme, mad, osv.

Men engang da mig og min makker kom kørende mod hytte, så råber man “hytte, hytte” til hundene, når man kan se hytte op til ca. 1 km, fordi så ved de dagen er over, og der er dejlig mad. Så løber de som nogle vilde. Vi råbte “hytte, hytte”, hundene farede af sted, og vi fløj mod hytten, ca. 300 meter før hytten skal vi ind på land, og 20 meter før land opdager vi at isen står som en lodret mur på ca. 70 cm, det går så stærkt at, ingen af os kan få drejet hunden, så hunde hopper over kanten, slæde hammer ind i isen, med et drøn og hopper over iskanten. Men mig og min makker, ramt begge ind i kanten med skiene, så her lå vi begge på ryggen og ømmede os, kikkede på hinanden og kikkede så på slæden der køre op til hytten uden os. Heldigvis kunne vi grine af det hele og gå de sidste 300 meter op til hytten og hundene, som stod der og kikkede på os, som kommer I først nu.

Køre hundeslæde i “vifte”

Når man køre hunde slæde og køre derud af, så kan det ikke undgås at hunden krydser lidt rundt mellem hinanden, når man køre i vifte. Vifte er når alle hunde har lige lange skagler (snor) så alle løber oppe foran. Når skaglerne bliver filtret sammen, fordi hundene skifter plads, må man stoppe og filtre det hele ud. Men når man bliver træt af det, heller hvis en hund har en skagler op mellem benende, løber man frem, for at ordne det, mens man køre, da det er rat at kunne holde et jævnt tempo. Engang da jeg løb frem og ordnede en skagle, fik jeg det ordnet, men en af hundene blev lidt usikker og løb bag om mig ud til siden, slæde kørte så hurtigt at jeg ikke kunne løb frem og væk ud til siden, så skaglen fik fat i mine knæhaser og væltet mig bag over. Her lå jeg og sprællede på ryggen, med slæden kørende lige mod mig, da vi ikke kunne stoppe så hurtigt, var det eneste jeg kunne gøre at tag fat i slæden og her hang jeg uden foran på slæde som en anden kølerfigur, mens min makker prøvede at stoppe. Jeg pløjede ned i sneen som en anden sneplov og jeg kunne ikke holde fast ret længe, men lige som jeg måtte give op og ville lade slæde køre over mig med 350 kg, kom der en gammel revne, som jeg faldt ned i og slæde kørte over uden at ramme mig, PUHA, man er heldig en gang i mellem.

Erik