Klar til Manaslu Circuit trek

Vi holdt ind til siden i vores store 4 hjulstrækker for at samle en ekstra passager op. Der stod en ung smuk pige!? Først efter vi var kørt et stykke spurgte Tine let overrasket, er det er vores bærer? Det var det!

Efter en lang rejse og en lang køretur, er vi nu fremme ved starten til Manaslu Circiut trek, i byen Arughat Bzsar.

For at komme her har der været en lang rejse bag os. Vi tog fra Københavns lufthavn sent tirsdag aften. Først med fly til Doha, en seks timers tur. Jeg kunne ikke sove, fordi der var alt for mange gode film der skulle ses. Efter to timer i Doha kunne vi flyve videre til Kathmandu, små fem timer mere. Her gik jeg kold.

Vel i Kathmandu med en tidsforskel på 3 timer og 45 min., ventede der os en god time i kø til vores visum. En ren ekspedition sag, udfylde lidt papirer og betale 40$ per person.

Varmen, larmen og menneskemængde ventede os uden foran lufthavnen. Vi kunne indefra se den bølgende menneske mængde og et hav af flagrende hjemmegjorte små skilte, og endnu flere var i færd med at finde deres næste transport job. Tine var smart at blive inde i lufthavnsbygningen og kikke efter Kipling skiltet med vores navn på, før vi gik ud. På vejen til hotellet var vi forbi et ministerie, der står for tilladelser. Vores guide havde fået dem til at vente på os, så vi kunne få papirerne på plads og komme afsted næste dag som planlagt.

Aften gik med et kort intro møde, hvor guiden og en koordinator fra Kiplings samarbejdspartner kom. Vi fik rutebeskrivelser, praktisk info og to store tasker, hvor vi tilsammen kunne lægge 20 kg, som bæreren kan tage.

Vi gik en tur omkring hotellet i område ved Thamal. Der skulle veksles penge, spise aftensmad og handles lidt mad og vand til køreturen, før det blev sengetid.

Det blev hurtigt morgen og vi skulle afsted. Foran os ventede ca. 6 timer i bil. Vi trillede afsted kl 8, i en stor Toyota Landcruiser. Trafikken var allerede tæt. Kort tid efter holdt vi ind for at hente bæreren. Jeg havde en forestilling om at bæreren var en mand, der havde slæbt en masse i hans liv og nu kunne hygge sig lidt med turisteres ting. Men ind i bilen hoppede denne her unge pige på 25 år i kjole og sandaler, med langt mørkt hår og en lille rygsæk.

Pludselig var vi pænt glade for vi har pakket relativt let og spartansk…i vores perspektiv. Jeg har ca. 20 kg med inkl. alt grej, vand, overtøj… og alt mit teknik. Alt sammen noget jeg regner med at bære selv. Tine er også nogenlunde let, men har en lidt tykkere sovepose, dunjakke og lidt mere skiftetøj, da hun er en frossenpind, og foretrækker at have muligheden for et tørt sæt tøj. Vi havde allerede på hotellet pakket en enkelt taske til bæreren med Tine’s ting, vil skyde på ca. 8 kg.

Lidt sjovt så meget ens opdragelse og kultur på virker os, når det pludselig er en pige, der skal bære nogle af vores ting.

For at komme ind i området omkring Manaslu skal vi have guide med, det er et lovkrav. Bærer er en betingelse fra Kipling, for at støtte de lokal lidt, hvilket er helt i orden. Det er bare mig der skal arbejde lidt med at være afhængig af andre. Måske nærmere arbejde meget. Godt Tine er med og er bedre til det.

Køreturen blev lang og hård til slut. Først lå vi i kø ud af Kathmandu, med masser af busser og lastbiler på kryds og tværs. Der var mange overhalinger, der så og føltes meget spændende.

De sidste 3 timer blafrede speedometer nålen mellem 0 og 20 km/timen, knap 40 km blev tilbagelagt af smal bumpet vej. Vi havde vist begge fortrængt, hvad det er der skal til, for at komme lidt væk fra de vanlige steder. Landcruiser’en og den uge chauffør gjorde det godt, mens vi andre krampagtigt hold fast i hvad der var at holde fast i for ikke at få for mange knubs, mens bilen dansede af sted med uforudsigelige hældninger. Og vejret blev holdt flere gange, når modkørende busser skulle passeres på den eet sporede vej.

Støvet havde lagt sig som et fint lag på os og bagagen i bilen – vi og bagagen måtte lige støves af, inden vi ville gå ind på vores lille værelse her i Arughat. Kroppen nød efterfølgende lidt yoga oven på to lange rejsedage og vi gik lidt omkring i byen, hvor mange indtryk allerede stod i kø for at blive lagret på nethinden.

Uden for værelsets myggenet lyder nu en sand fuldmåne koncert, frøer (de lyder meget store), chikader og andet godt har skruet helt op for volumen. Nu glæder vi os til at få vandrestøvlerne på og gå nordover i morgen.

Tine & Erik