Dagen startede i dag kl. 8, vi pakkede og drog af sted kl. 09.38. Skyerne hang tungt og lavt i en 300m højde. Heldigvis gik de stille og roligt i opløsning, så de flotte bjergtinder kom til syne. Toppene stod flot og mæjestatisk, det blev en meget flot dag, selvom det bare var ned langs kysten. Vi padlede ned ad med vores små pauser,også ved en noget ramponeret hytte.

Efter godt 6 timer var vi ved dagens mål, Skida hytten. En gammel feriehytte for lufthavnspersonalet i Mestersvig i gamle dage. Den består af et gammelt toiletskur og et vindfang. Her havde bjørnen også været. Én havde sat noget for vinduet og lavet døren, men inden i lå køjesengen i stumper. Vi slog telt, og Per gik i gang med en hammer og fik lavet nederste køje, så den kunne bruges. Nu kunne vi alle sidde og få mad. Henrik gav overraskelse; Emmentaler ost, brød og kiks, vi nød det. Oven i det havde vi Bjørns overraskelse fra i går; 200gr. ren marcipanbrød, vi sulter ikke.

Efter maden gik vi en kort tur, vi kunne se Nyhavn på den anden side – den gamle blymines udskibningshavn. Henrik lavede aftensmad i form af varmet leverpostej og boller – ingen af os var til varm aftensmad. Nu skal der hygges og læses, vi er næsten i mål. Vi mangler kun en 7 km, før vi er fremme. Vi håber at klare det i morgen, hvis vejret vil det.     

Dato: 18. august
Dag/lejr: 26/24
Position: 7216250-2355892
Distance: 30,0 km

Vejret:  0-12 gr., vindstille til 3 m/s fra øst, lave tunge skyer til tyndt højt skydække, så bitte solhuller, regn til aften.

Sigt: 50 km, aften 12 km

Erik

Indlægget er opdateret: 10. december 2020