Lavinernes rasen, lavin har taget hus

Det var en råben ude foran, der vækkede os første gang. Klokken var bare lidt i fem. Der blev snakket højlydt, og rumsteret rundt i træbygningen i den anden længe af te-huset. Vi faldt hen igen, og da vi kom ud fra vores værelse på anden sal var der livlig aktivitet i den lille gård. En masse varer og ting lå derude. Der gik ikke længe før en flok mænd stod over varerne og diskuterede, det var ejeren, nogle ansatte og nogle af de sydkoreanske turister med deres guide som oversætter. Diskussionen gik på hvor meget der var blevet ødelagt, efter nogle gløder havde ligget og ulmet over natten, dér hvor koreanerne havde haft deres camping køkken. De blev enige om et beløb svarende til $ 600 (hvilket er ret mange penge her). Heldigvis der ikke skete mere.

Vi har i flere dage gået på siderne af den dybe slugt, men dagen i dag bød på endnu i ny ændring i landskabet – det åbnede op. Det betyder at vinterens ekstraordinære voldsomme snefald har haft mulighed for at ophobe enorme mængder af sne på de mindre stejle skråninger – med de ødelæggende og dødsensfarlige laviner til følge.

Vi har haft t-shirt temperaturer i dagstimerne ind til nu og alt sne er forsvundet, vi lurede derfor noget, da vi mødte den første store lavine kegle på vores vej. Lavine kegle er den enorme snemængde, lavinen har efterladt på sin vej ned mod dalen, der ofte har form som en kegle, der er bredest forneden.

Vi har krydset 10 store lavinekegler i dag. Og det er helt sikkert, at mindst 5 af dem er laviner, der er gået, hvor der ikke tidligere (i voksne træers levetid) har været laviner. To af dem havde taget stenhuse med på deres vej. Den ene lavinetunge var nu smeltet/trukket så meget tilbage, at spidsen af den ca. 70 cm tykke sammenpressede snemasser var midt i dagligstuen på huset, hvor lægter, noget der kan havde været primitive møbler og tøj stykker nu var kommet til syne.

Nogle af de andre laviner havde ryddet et bredt bælte af skov. Og det der lignede de ”vanlige” lavine steder havde ”bare” smadret deres stengærde på markerne, og stierne mellem landsbyerne.

Vi kan forstå at laviner har været dødbringende her i området i vinter, om det lige netop var ved disse huse, ved vi ikke, men det var et forfærdeligt syn. Skræmmende at tænke på, at der bare i år på den korte strækning vi har gået i dag har været så store ændringer i terrænet pga. ændret nedbørsmønster i vinter.

Vi ankom til landsbyen Lho i 3.200 moh., allerede før frokost, det er en af de større og ældre bysamfund, vi har set på vores vej. Man kan se, at her er bygget over mange år, både stenhuse og stengærde. Og vi er kommet ind i et langt mere buddistisk præget område, hvor de mange farvestrålende bedeflag og tørklæder vejrer ved eller over ethvert lille hus.

Lavinernes rasen, Buddhistisk bedevæg

Fra værelset på dagens te hus har vi den fineste udsigt til livet og de daglige gøremål for de lokale. En dame sidder og væver brede bælter til damerne under en presenning, der skærmer for eftermiddagens regnbyger. Andre damer kommer med store tunge bambus kurve fyldt med møg, der skal bruges til gødning på markerne. Den ældre dame har flere gange været forbi med sin bedekæde og hilse på væveren. De helt små børn (3-5 år) hjælper til og har deres egne små kurve i en rem over panden hovedet. En lille pige (måske 3-4 år) har netop hentet 5 l. vand ved den lille fontæne og forsøger bravt med nogle udfordringer at bringe det tilbage til huset. En meget gammel dame har puslet rundt i flere timer, nu er to heste lukket ind i del lille bitte fold, hun har lukket af og er gået. Andre heste ser ud til på egen hånd at være på vej hjem – dog er nogen vist gået forket, for de er lige sendt ud af baghaven igen. Mændene har vi ikke set så mange af her – dem så vi til gengæld en del af, da vi kom ind i byen, hvor de slæbte på de tunge sten til husbyggeri.

I baggrunden oppe ad og på toppen af et lille bjerg, kan vi se det lokale buddistiske tempel og tilhørende skole. Tidligere i dag havde vi en helt fantastisk gå tur der op til. Børnene legede overalt da vi kom, men blev kort efter kaldt til klasser. Vi gik op til templet, hvor en omvandrende køkkenudstyrs-håndværker sad i gården med nogle nonner og et par piger, der var ved at få repareret sliddele på blandt andet trykkoger og andet køkkenudstyr. Vi hilste kort på dem og fik lov at kigge inden for i deres ubeskriveligt fine spise sal og meget smukke tempel. Vi hilste også på en en meget stor munk med meget tyk mave i de traditionelle rød-/orange munkeklæder og de mest kiksede Crocks-lignende lilla sutsko med lilla pelskant – fantastisk syn.

Om lidt er det tid til aftensmad. En af de kvindelige ansatte kom tidligere slæbende med 30-40 kg frisk opgravede kartofler i kurven på ryggen, så vi har bestilt stegte kartofler med grøntsager og æg – endnu en klassiker på menu kortet.

Erik & Tine

Dag 6
Onsdag 8. April
Vadretid: 0740-1130, små hvil
Start: Namrung
Slut: Lho
Rute: Namrung, Limi, Sho, Lho
Vejr: 5-20 grader. Morgen koldt, overskyet og frisk vind. Ved 8 tiden, klarede det op, vinden døde ud, solen kom, ca. 20 grader. Fra middag, lidt skyer, frisk vind. Fra kl 14.30 overskyet og regn.

Lavinernes rasen, de flotte bjerge

Lavinernes rasen, der pløjes og lægges kartofler

Lavinernes rasen, kvinderne spreder møg

Lavinernes rasen, Flot tempel

Lavinernes rasen, tempel

Indlægget er opdateret: 23. december 2017