Jeg var heldig at blive inviteret på Brandbjerg Højskole og fortælle om mit seneste eventyr. Det er ren terapi for mig at fortælle om vores noget anderledes tur, samt mærke det rammer folk, så tak for en god aften. Stor ros, til dig der sad i 2 timer og oversatte til engelsk, flot.

Jeg vil ønske jer forsat godt ophold på højskolen, nyd det, det vil forme jer resten af jeres liv.

Noget af det største jeg oplevede, var da vi kom ind til Thulevarden, vi have kæmpet os rundt om Vildtland, i to dage, hvor vi arbejde 24 timer i træk, så da vi endelig kom til Thulevarden, efter 1900 km og 50 dage på indlandsisen, var vi glade.

Med en 3 km igen, stod Thulevarden majestætisk på sin top, som den har gjort siden 1912, snart skulle jeg også stå der, terrænet var nu næsten ren is, vi gik kraftigt ned af mod land, vi skulle ca. 300 meter ned for at ramme, land, heldigvis var faldet her mere stille og roligt, end de andre steder vi havde set, så vi kunne gå stille og roligt ned.

Endelige kunne vi spænde pulkene af og træde ind på land. I det jeg lage min træksele, udbrød Jesper der er snehare, 100 meter fra os hoppede 4 stor flotte snehare rundt, vi nød synet i fulde drag, Jesper begyndte at snakke om det måtte være de gamle polarfare som var kommet igen som Snehare, ja, ja sagde jeg, nu rabler den, tænkte jeg. Vi fandt lidt at drikke, satellit telefoner, min riffel til selvforsvar, m.v. frem, vi lavede hver en rygsæk af en taske, så var vi klar til de ca. 2 km, frem til Thulevarden, vi kunne lige tage de 300 meter op igen, vi lige havde gået ned. Vi gik stille og roligt op, og nød landskabet, mærkeligt at gå på sten og fast underlag igen, samt at der var græs og farver igen, man havde svært ved at få øjnende væk fra Thulevarden, pludselig ser jeg 4 moskusokser stå lige under bakken med varden, vi stopper op på ca. 300 meter afstand, vi står og ser hinanden lidt an, Jesper siger “se hvad jeg sagde, det de gamle polarfare der går igen”, jeg må sige det kan godt være, men så viser de os nok op til varden siger jeg kæk. Vi går fremad, Moskusokserne, kikker lidt, hvor efter de vender rundt og går op af bakken direkte mod varden, vi griner begge, vi bevæger os alle mod varden.

Moskusokserne klatrede op af de sidste 50 højde meter, mellem store sten, de går op lige ved siden af varden, to af dem vender front mod os ved siden af varden og kikker ned på os der kravler efter dem.

Jeg ikke så kæk mere, det her er bare for mærkeligt, 4 snehare og så 4 moskusokser og lige ved varden.

Vi kommer op til Thulevarden og kunne endelig lægge hånd på varden, moskusokserne, var gået ned på den anden siden og forsvandt ud over sletten.

Vi lage alt vores grej og gik i gang med at lede efter en varde beskrivelse, vi ledte og ledte der var ikke skyggen af noget. Jeg må indrømme jeg blev lidt skuffet, at dem der har fløjet hertil omkring 1988, ikke har lagt kopier, af det de har fjernet, øv, ikke færd over for et historisk monument. Men stadig stort at være her, klokken var blevet 20.20 den 1. maj (kl. 00.20 i Danmark) mens vi sad der oppe og sendt sms’er og ringede rundt, desværre mange af vores samarbejdspartner gået i seng, så de ikke kunne få et kald, herfra. Vi sad her oppe en god time og nød, historiens vinge sus.

Der kommer en bog om turen til foråret, i samarbejde med Gyldendal.

Erik