Aften sluttede ikke perfekt, fordi Jeff kom retur med depot og fuel, da vejret var for dårligt til at lande, samt det område vi havde planlagt var oversvømmet. Det god var at han nu viste hvor der skulle hen, dog noget sydligere end min planlagte rute, men ikke en stor ændring.

Plan var forsat at få depot og mig ud lørdag, så der var med lidt kriller i maven, jeg kravlede i posen. Vi var først oppe klokken 8, ingen problemer med at sove herude. Jeff gik varme på flyet og efter morgenmad, fik vi fuel på og Jeff kun tag af lidt i 9.
Plan var lavet lidt om, han ville lægge depot 3 ud, men sætte fuel af ved Arctic Village, en stor landingsbanen og by ikke langt der fra. En by jeg overhovedet ikke har hørt om i min planlægning. Efter 3 timer var Jeff tilbage, efter lidt mad og tanking, kunne vi læsse alt mit udstyr og mig. Det var et hjertlig farvel til Gleen der har givet mig mange sjove historier og viden de sidste dage, da han snakker som et vandfald. Han jokker selv med at folk siger, at hvis man spørg om klokken, får man afvide hvordan man bygger et ur først.

Lidt over et hoppede flyet hen over grusbanen og vi var i luften. Det blev lynhurtigt meget varmt i flyet, så jeg måtte af med jakke. Det var ikke nok og jeg begyndt at få det dårligt. Det havde jeg absolut ikke tid til, men det hørte kroppen ikke fordi jeg fik svedture og blev mere og mere luftsyg. Det hjalp ikke på sagen, at vi ramt en del regnbygger og store skysystemer, så vi hoppede lystigt af sted. Jeg måtte erkende at det ikke gik, så jeg fik tømt en vandtættepose med mad, lige tids nok til jeg kunne fylde den igen med bræk, øv.
Nu var drømmen om mellem ladingen ved Arctic Village meget stor. Kostede dog et par omgang med hovedet i posen før vi landede.

Endelig kunne jeg få en pause, vi tankede på fra de fueldunke, Jeff havde lagt ud, jeg fik luft og fundet en stak plastposer frem, så,det ikke skulle gå ud over flere af mine vandtætteposer. Da vi gik i luften igen, viste jeg der var 1,5-2 timer mere forude. Det blev ikke den store oplevelse jeg havde drømt om. Udsigten var fantastik, landet er kæmpe, desværre er der meget vand endnu. Vi så enkelte hytter, ubemandede jagtlejr, rener og flotte bjerge.

Desværre brugt jeg det meste af tid på at prøve at slappe af, lukke øjnene, presse en hånd mod panden og knug en brækpose. Jeg havde det så dårligt jeg ikke har prøvet i mange år.
Det herlig var vi skulle over lidt flere bjerge, med ustabil vind, jeg holdt hele frem til Jeff endelig sagde vi fløj ind til Joe Greek, jeg kunne ikke savre fordi jeg måtte igennem flere omgang med hovedet i poser. Inde ved Joe Greek var der virkelig smukt og mange rener, der var dog også en del vind, så Jeff cirklende noget rundt. Jeg prøvede bare at overbevise mig selv om alting nok skulle blive godt igen. Nu forstår jeg dem der siger de er klar til at hoppe i vandet, hvis de er meget søsyge. Jeff sagde han ikke kunne lande og fløj ud af, jeg så noget jeg synes der så ud som en landingsbane, men jeg havde intet overskuede. Senere fandt jeg ud af Jeff ikke havde set det. Fordi vi fløj vest på, mens min kroppe rystede som en rystepudser og jeg havde kun et ønske, det var at stå på jorden igen.

Efter laaaaaaaaaaaaaaaang tid landene vi ved Kongakut River. En fin landing på en meget lille bane, ved floden. Det var tæt på jeg kyssede jord, men holdt den sidste selvrespekt og krave stille og roligt ud af flyveren. Vi læssede af og så lidt på banen. Så var det farvel til Jeff og mange tak for hjælpen og super sikker flyvning, selv om der vil gå lang tid før jeg ønsker at flyve igen. Uden Jeff hjælp var jeg aldrig kommet her til.

Nu stod jeg her, ved begyndelse på det hele. Det var koldt, regnbygger var på vej og klokken var 17.30. Jeg fandt et godt sted og slog telt, hentede vand og vaskede en mindre lækker vandtætpose. Lige tids nok til regnede begyndt at falde let.

Jeg gav mig god tid til at pakke ud. Desværre er jeg 47,6 km i luftline fra grænsen og min plan var maks 20 km. Det bliver en hårdere start end forvente, fordi istedet for 110-120 km til depot 1 er der omkring 160 km. Jeg bliver nød til at prøve at gå til grænsen og retur, uden at presse mig for hårdt i starten. Jeg bør have mad og tid til det.

Ud over det er jeg på den forkerte side af en stor flod, for at gå til grænsen til Canada.
Så i morgen skal jeg over den og få de mange km, ekstra de næste dage. Ikke helt en drømme start. Det gode er det hele er op til mig nu.

Jeg er mega glad for endelig at stå her ved startede på det fantastisk eventyr i den vildeste natur, en fed følelse. Jeg må også være ærlig at sige at den kommende hård start fylder en del. Der ud over føler jeg også en kæmpe ensomhed, en slagt tomhed. Nu har jeg handlet, kæmpet for at få et gevær igen, kørt mange timer, og hele tiden snakket og været afhængi af andre. Nu sidder jeg er helt alene. Den følelse har jeg haft mange gange før, ved den er der de første par dage, til jeg kommer igang og ser hvad jeg kan gå, hvordan det er.

Håber virkelig jeg kan komme til grænsende retur, uden at smadre mig selv og være presset på tid til depot 1.

Nu venter en aften i teltet, men regnen trommede mod telt. Nu er der tid til at læse lidt, med riffel ved min siden. Da der er spor af næsten alle dyr, i mundret her ved floden.

Erik

Samarbejdspartner Alaska på tværs

Indlægget er opdateret: 10. december 2020