Erik B. Jørgensen, på vej igennem storisen, Nordøstgrønland

Fra vores ekspeditions start den 8. april og til nu, har vi bevæget os langs nordkysten af Grønland. Vi går fra ø til ø, fra kap til kap, over brede fjorde til små vige.
Landskabet her er enormt, der langt til alt. Fra havet presser isen ind i store isskruninger, det kalder vi også baks. Der gør at visse område, især omkring kap, er svære eller umulige at passere, da isen kan være presset langt op i land i kæmpe ifremkommelige bunker.

Grunden til vi har bevæget os langs kysten, er selvfølgelig at det storslået natur. Men især historiens fodspor, som jeg skrev om sidst, synes vi er virkelig spændende.

Sidst jeg skrev havde vi lige været på Thule Fjeldet, Hanne Ø, hvor 2. Thule ekspedition vendte i juni 1917.

Vores rejse videre langs kysten har været meget i deres fodspor og Lockwood, som jeg også nævnte sidst.

2. Thule ekspedition var delt i to hold. begge hold prøvede at køre yderkysten. Det hold med botanikeren Wulff nåede ikke så langt som de andre på Hanne Ø, da de ikke fik mad nok via jagt til deres hunde.
På deres rejse lægger Wulff en række breve i nogle varder han bygger af sten. De varder, samt varder fra Lockwood som Knud Rasmusen og Lauge Koch også benyttede, har vi søgt efter på turen og fundet de fleste.
Mange af varderne var faldet helt sammen, så vi har fået dem ordnet og genopbygget ud fra de gamle billeder vi har fundet under vores forbedrelse, og så også har taget kopier med af.

Vi har bl.a. fundet:

  • Daugaard-Jensen varden (hed noget andet før, da Lockwood lavede den)
  • Low Point, det var her Wulff og hans hold vendte. Her lå et postkort fra Wulff fra 1917, en besked fra 1950, 1979 og 2008.
  • Varden ved Kap Benét, fandt vi også
  • Vi faldt nærmest over en lille Varde på kyststrækningen ved Black Cape, med besked fra 1969, 1985 og 1991
  • Vi havde håbet at finde en Varde ved Kap Salor, men vi kunne ikke finde noget.
  • Vi gik også en lang fodpatrulje ud til sydkysten af John Murray Ø, til de små øer der er der, for at se efter Centrum Ø, hvor et Slædehold fra Slædepatruljen Sirius fandt en masse ting og kasser fra 2. Thule ekspedition. Vi fandt dog ikke stedet. Der var en del sne. Samt en masse brændstof tromler. Så geologer eller andre har brugt stedet. Så tungere ting nok også er hentet hjem eller gået til.
"3. Thule til Thule ekspedition" ved Daugaard-Jensen varden, i Nordøstgrønland

Daugaard-Jensen varden, i Nordøstgrønland

Low Point, Varden, lavet af Wulff i 1917, under 2. Thuleekspedition. Erik B. Jørgensen ved den i 2021

Low Point, Varden, lavet af Wulff i 1917, under 2. Thuleekspedition. Erik B. Jørgensen ved den i 2021

Low Point, Varden, lavet af Wulff i 1917, under 2. Thuleekspedition. Jesper og Erik B. Jørgensen ved den i 2021, genopbygget

Low Point, Varden, lavet af Wulff i 1917, under 2. Thuleekspedition. Jesper og Erik B. Jørgensen ved den i 2021, genopbygget

Jesper og Erik B. Jørgensen ved Kap Benét varde, Nordøstgrønland, under "3. Thule til Thule ekspedition" 2021
Kap Benét varde, Nordøstgrønland

I alle varderne læste vi beskederne og lavede varden og lagde det hele ind i varden igen, sammen med en beretning fra os.

Grunden til, vi går efter de historiske steder, er, at det giver en ekstra dimension til vores rejse. Vi går her i den samme natur og det samme terræn, som de store polarfarer har gået i for op til 100 år siden. Vi har læst timevis af polar historie. Vi forestiller os og taler om deres problemer, dilemmaer, beslutninger og sejre.

Ja, okay. Vi ved godt, at man nok skal have været her eller have en helt særlig interesse for den gamle polar historie, for at det er sjovt at rende rundt her i den piv kolde isørken.

Vil du vide , læse og se mere om, hvad vi har besøgt og set efter, så er den her artikel kort og velskrevet og viser billeder af steder og 2. Thule ekspeditions rejse rute.

Du kan også læse hele bogen om 2. Thule ekspedition “Grønland langs Polhavet” af Knud Rasmussen.

 

Det er en vigtig del af vores ekspedition at lede efter disse ting, og det giver lange spændende samtaler. Der er dog også mange andre ting, vi er optaget af på vores eventyr.

Den største del er at være i denne storslåede natur. Her er så stort det ikke kan forklares. I går kunne vi eksempelvis se godt 200 km mod vest og 70 km mod øst. Det hele er så storslået og vi er så små.

Det er faktisk utroligt udramatisk i det daglige. Vi er kun os to, vi har haft ubeskriveligt godt vejr (alt er relativt, men for hold til grønlandske forhold). Sol alle dage, næsten ingen vind. Godt føre i forhold til de steder vi er, og det til tider ekstremt udfordrende føre vi kunne forvente.
Vi skal ikke det store. Dagsprogrammet er relativt simpelt. Vi skal gå effektivt 6 timer om dagen eksklusiv pauser, og med cirka en uges mellemrum, skal vi nå frem til næste depot med forsyninger. Groft sagt skal vi bare hygge os.

Når det er sagt, så ligger det potentielle dramatiske hele tiden og lurer under overfladen. Det storslåede presser en. De store vidder presser en. Vejret kan presse en helt ekstremt. Vi skal navigere mentalt i det uforudsigelige konstant. Det er en kunst i sig selv. Det er fuldstændig udramatisk, ind til det går galt.
Det ved vi og er meget opmærksom på.

Når vi går, skal der kun små ændring til i sneens beskaffenhed eller i isen for at det bliver benhårdt at trække pulken. Ved kappene vil isen lade os gå let forbi eller isen dikterer, at vi skal tømme pulkene og bære forbi over flere læs. Eller vi skal to mand til at trække en pulk, som vi har gjort flere gang på korte strækninger.

Bare det at gå de ca. 7×45 minutter om dagen, som vi går efter, er en mental rejse. De fleste dage går det fint. Men ofte er der et eller to pas en af os lider. Så kan dagene pludselig virke fuldstændig uoverskuelige. Og det er altid der, at din makker se alt for frisk ud, hvilket gør selv-elendigheden endnu værre..
Vi begge har haft lidt små skavanker. Jesper har haft lidt ondt i knæene, og jeg fik ondt i ryggen. Men det er stort væk ved os begge.
Men selv i noget så simpelt som at gå så forholdsvis kort hver dag ligger dramaet.

Ud over det at trække pulken, så er der kulden. Der er mellem de minus 22-30 grader de fleste dage, og vi har haft ned til minus 35 grader. Det er vinden der afgør om der skønt eller en kamp.
Mine fingre er sårbare i forhold til kulden (og har altid været det). Efter en pause, skal jeg have gang i fingrene igen. Pludselig kommer varmen. Så begynder jeg at svede. Så skal udluftning på bukserne op, og forhåbentlig kan hætten tages af. Men hætten kan ikke altid tages af, for at er der en vind, der prøver at stjæle din næse.
Fra pausen til at gå og stor svede, er det en evig kamp med at holde ens solbriller bare lidt isfri. Huden damper, når man sveder og det sætter sig hele tiden på indersiden af brillerne, fordi kulden og de mange frostgrader venter lige på den anden side af de blå øjne.
Det er bare ekstra lag til vores oplevelser.

Så er der naturen. Afstandsbedømmelse er en tilbagevendende joker. Alt ser ud til at være så tæt på, men er så langt væk. Nogle kap kan vi se flere dage i forvejen, andre bare 5-10 km før, men det er også flere timer væk, men en tung pulk på slæb.
Det er så ubeskrivelig smukt. Men det er mega psykisk hårdt hele tiden have en oplevelse af, at vi ikke kommer fremad, ikke kommer tættere på. Selv om vi er lige på planen.

Oven i alt det ved vi at alt kan ændres på et split sekund, der kan komme et ordentlig læs sne. Der kan være åbent vand ud på havisen, som vi også har haft, og umuligt kunne komme over. Eller der kan komme en lille skade. Vi ved ikke, hvad der venter os, og hvornår, men vi ved at det kan komme, men vi ikke kan gøre noget ved. Det er den uvidenhed, vi mentalt skal navigere i. Det er de risici, vi skal være bevidste om. Det er de situationer, vi skal kunne håndtere – også når vi er pressede.

Vi er så taknemmelige over, hvad vi har oplevet, det vejr og de forhold vi har haft. Min makker har en rigtig god makker __ så vi er så taknemmelige over det er så udramatisk som det er… på nær når det gælder om “at køre på/drille” hinanden.

Lidt fakta

  • Vi har gået ca. 270 km
  • Vi har lys hele døgnet og har haft det siden vi kom op.
  • Vi har kun set ryper, men virkelig mange af dem. Ellers er der mest spor fra ræv og lemming. Vi har set lidt spor fra moskusokse og et sæt ulvespor.
  • Vi har også mødt et Slædehold fra Slædepatruljen Sirius, til en super hyggelig men kold snak midt i en fjord.
  • I dag er vi i en hytte, vi har søgt om tilladelse til at benytte. Vi medbringer alt selv. Her holder vi hviledag.
  • Vi er på dag 16 ud af 36.

Nu skal jeg nyde min hviledag, min krop glæder sig.

Her fra går den i flere dage ind i den store J. P. Koch Fjord.
Erik

 

"3. Thule til Thule ekspedition" ved Strømstedet depot, Nordøstgrønland

Strømstedet depot, Nordøstgrønland

 


 

 

Indlægget er opdateret: 9. december 2022