Whitehorse, hviledag og refleksioner

I dag stod den på så kaldt ”hviledag”, selv om vi begge godt vidste at det næppe ville ske. Efter en sen aften, skulle vi op igen til morgen, fordi vi havde en aftale med Ryota klokken 9 (Japaneren på kajaktur). Vi havde noget ekstra mad til overs, som vi gav til ham. Vi satte os på en cafe og snakkede lidt. Det var super hyggeligt at høre lidt mere om hinanden.
Resten af dagen er som altid gået alt for stærkt. Vi har handlet nogle små ting, men det tager lang tid at gå rundt til de forskellige steder. Ind i mellem skulle der også være tid til at gå og se lidt og få noget at spise.
Vi var også forbi Up North Adventures en del gange, hvor vi bl.a. lige fik sagt mange tak til ejeren Mark igen, og han ville også gerne høre om vores første del af turen.
Vi har også brugt en del tid på at pakke vores tøj og personlig grej igen. Vi har sendt en pakke hjem, med noget af vores vandreudstyr, da vi ikke skal bruge det mere.
Når der er så mange små ting, så forsvinder dagen bare alt for hurtigt.

Det har været dejligt at have et stop. Det er også dejligt at få grejet gået igennem, det er et fint tidspunkt her efter små to uger.
Nu glæder vi os til at komme af sted igen og se hvad næste etape til Dawson byder på.

<h2>Refleksion over turen</h2>
Det er nu tre uger siden, vi landede i Whitehorse. Vi har i snit nok været sammen, altså inden for 10 meters afstand, i 23 timer og 45 minutter hver dag. Det er altså samme scenerier, vi er omgivet af, dyr vi ser og mennesker vi møder. Alligevel er der tydeligt forskel på, hvad v hæfter os ved, hvad der gør indtryk, og hvordan vi er i det.

Vi har i dag sat nogle enkelte temaer op, som vi hver i sær har sat et par ord på.

Turens første etape:
Efter meget lang tids planlægning, tanker og historisk læsning, så har det været så skønt at komme her op og i gang. Starten har været som det er, vi skal lige ind i rytmen, søerne har været som søer er med mange vejrskift.
Det har været virkeligt smukt og storslået, men jeg føler virkelig ikke vi har været langt ude i vildmarken, da der er en del små byer, der er hytter rundt omkring, og vi har set mennesker og både på næsten hele turen (Tine: Altså “både på hele turen…” betyder, at vi nogle dage så én båd dagligt i horisonten, og en “del små byer…” betyder, at der var nogle hytter ind i mellem, men der var ingen mennesker). Ikke noget der gør noget, men følelsen af at være langt væk, har jeg ikke. Selv om jeg ved vi er alene her ude, og der var flere dage vi rigtig ikke så nogen. Det er helt sikkert et produkt af alle de ture, jeg har været på.

Det har været mindst lige så dejligt som forvente at følge i guldgravernes fodspor og følge historien på den måde.
Der har været godt med dyr, men som altid håber jeg på mange flere tætte møder.
Jeg nyder det, selv om jeg godt kan drømme mig mere ud i Vildmarken. Selv om jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og det nok i virkeligheden er meget øde.

Tine: Jeg har endnu ikke helt de rigtige ord for min oplevelse af den første del af vores tur. Der har været så mange oplevelser og indtryk, og det har været naturmæssigt, historisk, uplanlagte ting, det er være så intenst sammen, mødet med mennesker, mødet med dyrene og ikke mindst opleve mig selv være i det.
En ting har jeg hæftet mig særligt ved – jeg begynder at tro på, at det er realistisk at gennemføre. Dette kæmpe projekt med så mange elementer og facetter har virket noget uoverskueligt for mig. Det første tre uger, har vi fået taget hul på det, og vitterligt lykkedes med nogle af de ting og elementer, vi drømte om før afrejse, og det har været helt fantastisk.

Det er noget anderledes for mig at være så langt væk fra al civilisation, og at der går flere dage mellem, at vi snakker med andre mennesker. De fleste af de steder, vi har slået lejr har været i så gude smukke omgivelser, langt væk fra alt menneskeskabt, meget imponerende.
—

Myg:
Vi fik et spørgsmål om der var mange myg, lige som da jeg rejste Alaska på tværs.
Jeg synes stort set ikke der har været myg, meget behageligt. Vi har haft nogle enkelte gange i tæt bevoksning, især under Chilkoot Trail, hvor der var en del.
I vores lejrpladser langs søen, er der indtil videre ikke mange. Jeg har endnu ikke brugt myggeolie eller net.
Det er virkelig dejligt, og jeg nyder det. Det skal lige siges jeg er meget myggestærk og jeg hæver sjældent op, når jeg bliver stukket.

Tine: Myg har været en af mine bekymringer ved at skulle på denne tur. Og det har også krævet investering i lidt ekstra udstyr. Min krop og jeg er ikke så begejstret for at blive stukket…af noget som helst. Min krop reagerer på insekternes gift og det er bare ikke sjovt. Men selvfølgelig synes specielt myg, at jeg er fantastisk at stikke i, så jeg har ret lav tolerance over for myg eksempelvis i telt.
Ind til videre har der de fleste steder/lejre været meget få myg, men de er der. Jeg er fan af lejrpladser på åbne steder, hvor vinden kan holde myggene væk (og jeg kan orientere mig).
På Chilkoot trailet var der flere steder rigtig mange myg. Jeg har bla. købt myggespray i Tyskland, jeg har fået anbefalet, og vi har købt lokale mærker også. Det virker dog ikk særligt godt på mig i mere end 5 minutter. Jeg forsøger at klæde mig, så de ikke kan stikke gennem tøjet, det kan være lidt svært i sommervarmen. Og så har myggenet til hovedet været fremme flere gange, og myggejakken enkelte gange. Jeg er dog klar over, at det bliver meget værre :-(
—

Planlægning:
Efter alt vores planlægning hjemmefra, med skemaer med km, depoter, steder, osv, så var der lagt et godt fundament til turen. Hvis vi kun ser på vores tid her ovre med forberedelserne og den daglige planlægning, så har det for mig været utroligt let, vi har kunne pakke ud fra min erfaringer, daglige dagen, pakning og lejrliv, er helt hverdags ting for mig.
Jeg skal igen huske, jeg har Tine med og lade hende komme til, ellers pakker jeg alt selv, bliver lettere irriteret over at tasken og tingene ikke bliver pakket, hvor jeg plejer at gøre det. Kan mærke jeg skal arbejde med at andre løsninger også dur, og give Tine tid til at være med, da jeg ellers bare ender med at gøre det selv igen.

Helt overordnet så går det super godt, det er let og det er dejligt at have en at dele de her ting med. Her supplerer vi hinanden godt, fordi jeg ville aldrig havde talt med alle de mennesker vi har mødt, hvis jeg rejste alene, da jeg havde valgt at klare mig selv, og jeg har svært ved at opsøge mennesker og snakke med dem, hvis det ikke er nødvendigt. Jeg nyder også bare at være mig selv. Lige nøjagtig her, på sådan en tur er det nok ikke så smart, derfor kan Tine virkelig komme på banen men hensyn til få andre oplevelser i mødet med de forskellige personer, da Tine er god til mennesker. Det er også meget mere afvæbnende og giver folk lyst til at snakke, når lille Tine kommer op og ikke mig.
Derfor er jeg sikker på vi får mange fordele af at være et par på tur. Nu skal Tine bare lære at gøre alt på min måde, så min ticks kan mildnes.

Tine: Det er tydeligt at Erik har sine tilgange, rutiner og vaner på ekspeditioner. Det er mange af de ting, jeg er nysgerrig på, og gerne vil se og evt. lære af, hvis det giver mening for mig. Erik er på mange måder meget systematisk og har strukturer, der fungerer for ham. Langt det meste giver heldigvis mening, andet skal jeg lige have den gode forklaring på, og enkelte ting, kan jeg ikke se meningen med. Nogle af de daglige arbejdsgange har vi forskelligt tempo og tilgang, og det tror jeg, at vi begge gør vores bedste for at være i og komme over ens med.
—

At være på tur med kæresten:
Denne turs nye ting er at rejse sammen med kæresten i lang tid. Udfordringen skulle være stor denne gang, så det blev en kærestetur. Det er gået super godt som forventet. De første uger på tur og med forberedelsen, er det snart en måned, vi har været sammen næsten uafbrudt.
Vi har rejst sammen før i Nepal, og da Tine var med over Indlandsisen. Det var sammen med andre, nu er vi alene.
Jeg kan meget godt lide at gøre ting på min måde, og jeg har mange rutiner fra mine mange ture. Så min frygt var, hvor meget der skulle laves om, heldigvis har det ikke været så meget.

Jeg har en svaghed med at gøre alting selv, hvis det ikke bliver lavet på min måde eller går hurtigt nok, så jeg arbejder med at lade Tine få plads til at gøre ting.
Det har været dejligt at få de her oplevelser sammen og kan snakke om det hele. Det giver noget nærvær. Jeg skal dog vænne mig til at tage hensyn til Tine, da jeg i kajakken ofte vil vælge mere direkte linjer, lave større/længere kryds i søerne, eller padle længere fra land, og tænke mere på fremdrift. Nu skal jeg virkelig prøve at huske på at Tine ikke er vant til de samme ting. Lad os bare sige jeg øver mig, men jeg håber vi mødes et sted på midten. Det ser det også ud til. Herligt det forsat går så let, selv om vi er sammen hele tiden.

Tine: Det et fantastisk og jeg stor nyder det. At være sammen så intenst, så mange timer om dagen over så lang tid gør også, at vi ser hinanden i alle sindsstemninger, beslutningssituationer, dispositioner…og vi ser også os selv. Den sidste del – det med at se sig selv – har jeg også været spændt på. For mig er det noget andet, når al adfærd og handling bliver oplevet af et andet menneske, så bliver det ind i mellem tydligere for mig selv – og det er ikke lige kønt, rationelt og fornuftigt alt sammen.
Det er også en unik mulighed for at se min kæreste på hans hjemmebane og i noget, han har en stor passion for. Det er dejligt at opleve, han er helt fantastisk til det, og jeg er super stolt af ham. Det er stort at se glæden hos ham, over de ting der sker og det, vi oplever.
Vi har begge brug for ego-tid i løbet af dagen. Der kan sagtens være stilhed i kajakken, i teltet eller når vi som nu sidder med hver vores iPad og skriver/læser. Det fungerer fint.
—
Tine og Erik

Dag/lejr: 14/13
Km/km ialt: 0/295,3 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 650 meter
Vejr: 10-15 grader. Overskyet, enkelte dryp. Frisk til hård vind. Kølig dag.
Pos: Se under ”GPS-kort”, for at følge vores rute.

Indlægget er opdateret: 10. december 2020