Vel over passet

Vel over passet, Tine ved passet Manaslu

Det er super dejligt at side her på et fint gæstehus, vel over passet. Nu høvler det ned, store Disney snefnug daler foran vinduet (ja, vi har 2 vinduer i værelset i dag) – vi kom over passet, inden det usædvanlige nepalesiske forårsvejr igen begyndte at spøge.

Det blev en dag med flere indtryk på kontoen i forhold til samspillet med vores gode nepalesiske guide Phurpa. Siden vi nævnte vores undren over vores guides tilgang til overnatnings steder på starten af turen, er vores formodning at ”stolthed” udgør en stor del af hans adfærd og beslutninger. For godt en uge siden fandt vores guide hurtig ud af, at vi vist ikke helt troede på hans udmeldinger om, at der ikke var gode overnatningssteder. Vi var ikke i tvivl om, at der måtte ligge en god grund bag hans udmeldinger, men kunne ikke gennemskue hvorfor. Vores indtryk er …hellere fortælle en lille ikke-sandhed, end måske at sige, at han ikke har den indsigt og kendskab, vi efterspørger. Phurpa var dog hurtig til at skifte strategi, vi kunne fornemme, at han spurgte sig til råds hos de lokale, og så var der alligevel flere gode muligheder, og vi fik nogle gode vandredage og overnatningssteder. Fedt, at han greb det an på den måde. Og vigtig var også for os, at Phurpa bevarede rollen som den erfarende guide. Vi er stadig rigtig glade for Phurpa og Sabina, de gør det begge rigtig godt, og giver os nogle spændende, sjove og interessante vinkler på vores tur.

Nå, dagen i dag startede allerede igår, da vi gjorde vores ting klar, pandelamper, handsker, ekstra vand, snacks osv. skulle gøres klar og kontrolleres. Vi havde udsigt til 10-12 timer i vandrestøvlerne.

Det lykkes at komme i seng klokken 2030. Selv om jeg havde beregnet mit the indtag var der en fejlberegning, da jeg skulle ud og tisse ved midnat. Det er bare et projekt, når det er frost, der er 50-60 m til toilettet, når det også skal forgår bare lidt stille.

Klokken 02.50 var det alvor, op og i tøjet og få pakket sammen. Det var koldt, opholdsvejr og høje skyer. Vi skulle spise klokken 03.30, men da jeg kom ned der, var køkkenet mørkt. Jeg mødte en anden guide, og jeg fortalte at køkkenet ikke var igang. Han fløj ned i køkkenet og råbte op, og ud fra små bunker tæpper, kom ansigter til syne og køkkenet kom igang. 8 min efter serverede de morgenmad. Alt var heldigvis gjort klar, vandet var kogt i aftes og på termokander og maden var næsten klar.

Lidt over 4 var vi 14 personer (turister, nepalesere) fordelt på 4 hold der drog afsted, op ad de store snedækkede skråninger i pandelampernes skær. Vi kom sidst afsted, alle skulle lige finde tempoet og den rigtige mængde tøj.

Sporet var frosset og hårdt, og der lå lidt nysne oven på – det var bedre end forventet.

Der skete ikke meget de første par timer, det gik godt opad, holdene skiftede pladser og sneglede sig som en harmonika der opad.

Da det blev lyst, kom der lidt vind, der gjorde det noget køligt, vores vand og filter var frossen. Solen kunne ikke brænde skyerne af, så det forblev køligt, men stadig med udsigt til de imponerende bjergmasiver, der gav en smuk kulisse for dagens vandring.

Vi havde flere stop, for at regulere tøj, drikke og vente på hinanden. Et hold faldt hurtigt bag ud, vi tre andre hold mødtes flere gange. Jeg var flyvende og mærkede ikke rigtig noget til højden. Tine var lidt mere presset. Hun beskriver det selv som en oplevelse af mindre overblik og hjernekapacitet, minimalt overskud og manglende kræfter til fornuftig fremdrift – dog med bevidstheden om/erfaring med, at det ville ændre sig, så snart vi nåede toppen.

Vi kom dog fint op, forbi en telt lejr, hvor der var en 20 personer, der er på tur og lave lidt forskning, det blev ikke til mere end et nik.

Vi nåede passet efter 4 timer, og de obligatoriske billeder skulle tages, de tre hold var oppe nogenlunde samtidig. Det er fascinerende, at stå i et pas i over 5.000 m., som er meget højt i europæisk sammenhæng, og så er vi stadig omgivet af imponerende bjergmasiver, der stikker endnu nogle kilometer op mod himlen. Nu kom også Anna Purna II til syne i horisonten.

Vel over passet, alle vel øverst i passet Manaslu

Vi frøs og ville gerne hurtigt lidt ned i læ. Foran os ventede 3-4 timers vandring ned ad mere eller mindre stejle snedækkede skråninger. Her kom der så en mindre uoverensstemmelse med vores guide. Han mente, at vi skulle vente, da vi ikke var de bedste til at gå først. Han ville have tjekkerne til at lave spor til os. Vi har det begge som fisk i vandet i sne på skråninger, der er relativ fast. Vi holdt fast i vores ønske om bevægelse og sagde, at vi ville gå meget langsomt frem, så kunne de andre overhale.

Guiderne og Sabina havde svært ved at stå fast, især Sabina i gummisko, dog med mine gaitors på. De var ikke vant til at gå lige ned/løbe ned af bakker i sne, hvilke overraskede os noget. De virkede meget lidt vant til sne – og er måske også primært guider på vandreture med et minimum af sne. Til at starte med ville flere af guiderne have, at vi skulle gå på det trampede spor fra i går, der slangede sig ned, der efterfølgende havde fået varm sol, så hård frost krydret med et par cm sne. Det var spejlblankt og farligt at gå på, og alle kæmpede for at holde sig på benene. Vi gik hurtigt lidt væk fra sporet Tine havde vægt og skridt længde der passede til Phurpa og Sabina – vi fik lov at vise vej – og var langt hurtigere og mere snevant end de andre grupper.

På de stejlere skråninger, hvor det giver god mening, at tage den direkte ned, kom stoltheden igen spil. De prøvede vores to hold kammerater, men det blev mere gliden på numsen eller gå forsigtigt ned. De gamle spor var stadig rent is og ikke til at gå på.

Der skal lidt teknik til, men de gled lidt rundt. Phurpa og Sabina prøvede med snore om støvlerne og til slut fik Sabina, sokker uden på skoene, for at stå lidt bedre fast. Til slut lykkedes det at få dem til at tage den direkte vej ned. Tine og jeg lavede de fineste trin/spor ved siden af hinanden, så Phurpa kunne gå med Sabina i hånden ned, men langsomt gik det for dem. Men der kunne overhovedet ikke være tale om, at jeg skulle tage Sabinas (og også gerne Phurpas) taske og løbe ned med dem, selv om det havde været meget lettere, mere sikkert og hurtigere. Vi var i dag rigtig glade for, at Sabina ikke havde fuldt læs, men kun ca. 12-14 kg med Tine’s og hendes eget udstyr. Under vanlige ture som bærer, har hun 20 kg plus eget udstyr (hvilket også er lidt ift. andre turarrangører)

Vel over passet, guiden og bærer hjælpes ned at de stejle skrænter, i glatte sko

Det var også en prøvelse for os. Vi havde begge mere erfaring med og bevægelse i sneen nedad end dem, og vi mente ikke deres rutevalg på gamle stier var forsvarligt. Samtidig skulle vi fastholde balancen i at Phurpa kunne bevare hans gode positionering og rolle som ansvarlig.

Vel ned af de stejleste bakker holdt vi en lille frokostpause, med sammenskudsgilde mellem os og vores kære guide og bærer. En anden guide var med, da det tjekkiske hold havde en fyr, der var gået helt kold og sneglede sig ned af bjerget. Vi nød samtidig de flotte gletcher og bjerg massiver omkring os.

Det sidste timer ned gik vi og snakkede. Tine drømte og et rent toilet (de seneste dage har det desværre ikke været en del af turist pakken). Sabina var synligt træt og for første gang på turen, holdt hun selv pauser. Godt hun ikke havde fuldt læs en dag som i dag.

Allerede kl. 1145 var vi frem ved byen Bimthang, her mødte os et mærkeligt syn af små hytter og huse der lignede mere noget vestligt end lokalt. Det var vores gæstehus, virker lidt malplaceret men her er dejligt rent og lyst. Vi fik en hytte, bestilt the og mad, samt en sodavand til alle på vores lille hold, for en oplevelsesrig dag. Vi spiste sammen med et af de andre hold, der var kommet ned kort før os.

Efter maden, kom tjekkerne og kort efter faldt sludsneen tungt. Og lidt senere kom det sidste hold.

Senere på eftermiddagen, kom endnu en tysk gruppe over, de skulle værre start en time senere efter os, de så noget våde ud, da de kom lidt i 16.

Så fedt vi alle kom godt over.

Dag 10
Søndag 12. April
Vandretid: 0405-1145, små hvil og en længere pause i bunden af de stejle stier ned.
Start: Dharamsala (Larke Phedi) 4460 meter, hen over Larkya La passet i 5.160 m.
Slut: Bimthang 3.590 m.
Rute: Dharamsala (Larke Phedi), Larkey Glacier, Larkay Pass, Dangboche Kharka, Bimthang
Vejr: Minus 8 – plus 8. Næsten alt. Nat køligt og lette skyer, vindstille. Morgen køligt, skyet, let til frisk vind. Formiddag kortvarigt sol og vindstille. Før middag, køligt, mange mørkeskyer og let vind. Eftermiddag, ca 0 grader, våd sne og dårlig sigt.

Vel over passet, Erik på vej over passet ved Manaslu

Vel over passet, Igennem passet ManasluVel over passet, frokost vel over passet

 

No comments yet.

Skriv et svar