facebook_pixel

Manaslu Circuit, små mentale udfordringer

Typisk Nepalesisk køkken i bjergene
Vi hygger os herude i det nepalesiske bagland – og hygger os med drille hinanden med hver vores små mentale udfordringer, der følger med en tur som denne.
Jeg (Tine) skal ofte arbejde lidt med at finde mig til rette i de noget mere primitive og langt mindre hygiejniske omgivelser end vanligt. Jeg har efterhånden en nogenlunde fornemmelse af, hvad der venter mig, når jeg tager med på de her primitive rejser.
Vi har tidligere skrevet om det nepalesiske køkken. Vi har flere gange været med i køkkenet, da vi har været på små te-huse, hvor vi har været de eneste gæster.
Det er meget primitive køkkener eller rum, hvor maden tilberedes over bål og gas. Vi har endnu ikke set køkken med køleskab – her har ikke været strøm til andet end lidt lys om aftenen, hvilket kommer fra bitte små sol celle paneler fra taget. Altså opbevares al mad ved gældende dag temperaturer. Generelt har vi indtryk af, at maden håndteres rigtig fornuftigt. Ris, nudler og friske grøntsager har det jo fint ved disse temperaturer. Enkelte steder har der været kød (kylling, yak okse) på menu kortet, det har vi dog valgt at holde os fra. Vi har været meget positive over maden, det har langt de fleste steder smagt rigtig godt.
Der er ikke, der vi vil kalde rent i køkkenet, og der er kun ind i mellem direkte adgang til rindende vand, ellers er det vand fra beholdere. Stort set alle steder har der til gengæld været meget ryddeligt og ordentligt. Der er styr på tingene.
Opvask foregår nogle gange i eget køkken ellers ude på de små lokale torve eller ved nærmeste vandpost, hvor det iskolde vand fra floden fosser ud. Nogle steder fungerer opvaskemaskinen ved, at man stiller en stor balje med opvasken under vandposten, og så kan den stå og selvrense et stykke tid, inden en flittig hånd køres over. Sæbe bruges ind imellem og aftørring har vi ikke set noget af – det tørrer fint selv. Til gengæld har de flere steder et håndklæde hængende, de rigtig gerne vil bruge til aftørring af tallerkener og specielt kopper og glas, inden the’en eller maden serveres – håndklædet bliver brugt til alt muligt og ser ud der efter, og er endnu ikke set i nyvasket variant (eller noget der kommer tæt på)
Børnene har mange steder været nysgerrige og flere er kommet hen til os, og tager os i hænderne. I en af byerne sad jeg eksempelvis ude på torvet, mens vi ventede på maden. En dreng på 10 år kom stolt hen og satte sig og talte lidt engelsk med mig. Flere børn kom nysgerrigt hen. En lille fyr på ca. 3 år ville op og sidde hos mig, og straks kom en lille pige også, der ville op og sidde på det andet ben, det skulle der selvfølgelig være plads til. De var begge møg beskidte og stank fælt af gammel urin. Den lille fyr forsøgte flere gange at tage sin hånd op i mit ansigt, hvilket jeg høfligt forsøgte at afværge, indtil den engelsk talende dreng fortalte, at den lille fyr ville fjerne det af mit hår, der var faldet ned over mit ansigt. En sød ting jeg alligevel ikke kunne stå for.
Toilet forholdene er meget varierende. Heldigvis har det langt de fleste steder været pæne og rene. Som brugere har vi altid selvfølgelig selv stor indflydelse, men te-husene er med til at lægge stilen. Stort set alle toiletter er stå/pedal toilet med et hul under – nogle steder bliver det vist samlet til markerne. Der er en kurv/spand til toilet papir og en spand med, vand hvor der er en lille beholder til selvskyl. Nogle steder er der også hane med adgang til vand, hvor fingrene lige kan kold-skylles.
Vi har flere steder følt os godt tilpas på de helt små og ret primitive steder – steder, hvor der tydeligt blev gjort noget ud af at holde værelser og toilet faciliteter ordentlige. Så betyder det mindre, at værelset eksempelvis i Dobhan mindede mest om en utæt lade, hvor lagnerne flagrede i vinden.
De to sidste overnatningssteder før passet har været mindre tiltalende. Møgbeskidte overtræk/lagner på senge, der så ud som om, de ikke havde været vasket i flere sæsoner, toiletpapir spande der var overfyldte, en spise sal hvor interiør lugtede af gammel gnu, et toilet der var så overbelortet, at man ikke kunne bruge det uden at stå i andres afføring – dér måtte vi begge fortrække. De lokale er ikke nødvendigvis bedre end os. I sneen forleden var der ikke stor villighed til at trække mange skridt væk fra den let trådte sti. Vi måtte lægge øjne og næser til afføring forenden af deres lokale “mani vægge” – buddistisk gammel bedevæg.
Her har alle dage været adgang til is koldt rindende vand, der føres fra floden til de små byer og flere gange helt til husene. Det giver nem adgang til klatvask og jævnlig vask af hænder og hoved. Første rigtige bad var i går efter 12 dage på stierne. Det giver også nem adgang til tøjvask, dog har vi kun i meget begrænset omfang, da det er svært at få sol og tørretid nok.
Undervejs på stierne er trasker vi konstant rundt i mere eller mindre frisklavet dyrelort. De mange muldyr, yak okser og geder lægger deres aftryk på stierne. Efter knap 14 dage i samme bukser er samlet mange ting på de bukseben.
Erik er stadig i live! Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.
Kommentarer som ”man kan jo dø af det…!”, ”det er livsfarligt det her…!” hører vi fra Erik flere gange dagligt. Jeg kan gå i gladelig uvidenhed og nyde omgivelserne på de let eksponeret stier på de stejle klippesider, hvor stierne er hakket ind i skråningen, eller bygget op og enkelt understøttet. Erik er fokuseret på disse strækninger og når gerne at vurdere sandsynligheden for, at de kan skride/erodere, mens vi går der.
Passage af de lange hængebroer på op til 92m og broer højt over slugter og brusende floder, giver og begge sug i maven. De gynger, når vi er flere på dem ad gangen, og en god sidevind gør det lidt mere spændende, specielt hvis hønsenettet i siderne har store huller eller er gået fra i bunden. Erik har udviklet sin egen passage-stil, så han er beredt, og har et tempo, der er højere end de flestes. De fleste broer er dog heldigvis i god stand.
Det er ikke en tur og et terræn, der tilgodeser personer med større eller mindre højdeskræk. Der er en del eksponerede strækninger med tæt på lodrette klipper og den brusende flod langt under os. Enkelte steder har der vist været lidt afskærmning i form af et simpelt gelænder, dog lader det ofte til, at nogen har ment, at gelænder materialerne gør langt bedre nytte andre steder.
Dagen i dag gik af det sidste af Manaslu Circuit Trek, før det møder Annapurna Trekket. Det stykke går fra Tilije til Dharapani, en bred sti, der snart bliver vej ser det ud til. Det var som altid flot, men snak kom alligevel hen på arbejde og lidt om der hjemme.
 Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, Manaslu og Annapurna løber sammen
Da vi kom til Dharapani, var det en mærkelig følelse, fordi pludselig stod vi en lidt større by, butikkerne havde noget større udvalg og ikke mindst der var jordvej og biler, dog meget få.
Den næste time gik det på vej, det var en noget modstridende følelse, det var flot nok, med det at det var vej, gjorder det til en tam følelse for mig
Vi snakkede med vores guide Purpa om vejen, den er bygget de sidste 4 år. Vi kunne heller ikke forstå vi ikke bare gik på stien, ved siden af vejen som på vores kort? Efter lidt snak og frem og tilbage, forstod vi hvad Phurpa sagde, det var en fremtidig sti. Det har vi også været udsat for med hoteller, som er på kort, de var stadig under opførelse. Det er første gang jeg har været ude for et kort, som er lavet ud i fremtiden. Det ser også bedre ud.
Vejen er helt sikkert godt for meget udvikling og landbruget. For turismen tror jeg absolut ikke det er godt. Håber de finder nogle gode løsninger.
Vi blev reddet lidt før Tal, fordi her gik den gamle sti. Vi krydsede over floden, væk fra vejen, ud i den flotteste natur og små landbrug, det hjalp på humøret. Ved frokost var vi i Tal, det passede lige med det blev regnvejr.
Efter en god gang mad, støv regnede det forsat, men ikke meget. Jeg forsatte uden regntøj, da jeg nok blev lige våd, det var kun et spørgsmål om regn eller sved.
Fra byen Chyamche frem til Jagat var det tilbage på vejen, heldigvis er der ikke meget trafik og flot natur.
Hele dagen igennem mødt vi mange turister på vej den anden vej ud på Annapurna Trekket, omkring de 60-80 så vi. Mødte også lidt Dansker, men blev kun til et kort Hej. Dog var der en del der spurgt, hvorfor vi var på vej ned, de kendte ikke til Manaslu Trekket.
I Jagat stoppede vi ved et lille hyggeligt gæstehus, hvor der igen blev tid til en lille by vandring.
Erik og Tine
Dag 13
Onsdag 15. april
Vandretid: 0745-1545, små hvil og to timers frokost, laaang tid
Start: Tilije
Slut: Jagat
Rute: Tilije, Dharapani, Karte, Tal (frokost), Chyamche, Jagat
Vejr: 10-15 grader. Overskyet, let regn kort, svag vind. Tropisk klima, varmt og fugtigt.
Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, alle på vej over hængebro, køer
Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, de små marker
 –
Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, de små byer i dalene
 –
Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, ny vej og biler
 –
Manaslu Circuit, små mentale udfordringer, trænings udstyr på hotel

 

No comments yet.

Skriv et svar