Kan du sige din mening?

Alt for mange steder kan folk ikke sige deres mening til en leder, kollegaer osv., fordi folk ikke kan tage det og fordi kulturen i virksomheden ikke er til det.

Desværre er der rigtig mange mennesker, der tager andres mening som kritik, hvis den ikke er i overensstemmelse med deres egen. Mange steder tør folk heller ikke at gå til deres chef og sige deres ærlige mening, fordi de frygter, at det går ud over dem selv.

Det er ødelæggende for alt samarbejde. Fordi viden, ideer osv. går tabt sammen med arbejdsglæden.

Derfor er det vigtigt, at man dyrker en kultur, hvor det er muligt at sige sin mening, også når den går imod strømmen. Fordi det kan hindre spildtid, fejlkøb, fejlleveringer osv.

Hvorfor sker det så ikke?

Der kan være mange årsager, men generelt skyldes det dårligt arbejdsklima og dårlig ledelse.

Jeg har set steder, hvor alle, der kom med en god ide, fik ros. Men samtidig fik de at vide: “Det gør du lige”. Til sidst kan vedkommende ikke mere og holder op med at komme med gode ideer, fordi de ikke orker mere.

Det er helt skørt, så tænk over, hvordan I/du behandler gode forslag.

Andre steder er det kulturen, at folk, der viser initiativ, bliver kaldt stræber, og der er en os mod dem-kultur. Medarbejdere mod ledelsen. Det er absolut ikke sundt.

Men de fleste gange er det fordi, ledelsen ikke vil høre sandheden, og døren er lukket ind til chefen. Med det mener jeg, at når folk kommer og foreslår eller påpeger noget, så får de at vide, at det ved de ikke noget om eller de får at vide, at det ser vi på og der sker aldrig noget. Begge dele får folk til at blive væk.

Det samme sker, hvis chefen altid bliver sur, tvær og negativ. Så gider folk heller ikke. Det ser jeg ofte ved stræbsomme mellemledere, der stræber opad, så de for guds skyld ikke vil fortælle, at noget er forkert opad i systemet.

Det burde være sådan, at når man påpeger fejl, kommer med ændringsforslag osv., så var alle glade. Men sådan er det desværre ikke altid.

Derfor prøver jeg altid, når jeg har kunder med på indlandsisen, at skabe et miljø, hvor vi siger vores mening hver dag. Jeg siger fra starten, at de altid kan komme til mig og sige fra, sige deres mening m.v. Hvis de ikke vil sige det til de andre, så fremlægger jeg det som min mening. Så vi undgår konflikter, men får snakket om alt.
Når folk bliver pressede, trætte og kommer ud af deres normale rammer, kan lunten være kort, og tingene bliver hurtigt sat på spidsen. Derfor gør jeg alt for, at tonen er åben, positiv og ærlig.

Så vil du gerne sige din mening, eller sidder du som leder og gerne vil høre folks mening, så tænk meget over, hvordan kulturen er omkring det. Ros og beløn folk for at sige deres mening. Fordi så bliver alle bedre. Ingen er stærkere end det svageste led.

Erik

, , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar