Brun, Grizzlybjørn

Det er altid spændende at tage hul på et eventyr, jeg har tænkt på længe. Hvad venter der af overraskelser og unikke oplevelser.
Jeg siger altid kun en ny ting per tur, fordi så går det som regel bedre, da jeg ikke skal koncentrere mig om mange nye ting. Efterhånden føler jeg mig som en ”indfødt” alle steder på den nordlige halvkugle og kan klare mig selv, så hvilke udfordringer skulle der på denne gang? Det skulle være en stor en! Derfor tog jeg min kæreste med på denne tur, tre måneder sammen 24/7, vi får nok testet vores forhold. Så denne gang vil bloggen også have et kvindeligt aftryk, da Tine også ville skrive og kommentere. Vil du vide mere om Tine, kan du læse det her.
Nu hedder eventyret os på tur.
Vi har forberedt os og tænkt store tanker det sidste år, men de sidste måneder har det været massivt. Så da vi endelig kunne drage afsted, var det dejligt, men også med en følelse af, at vi nemt kunne bruge mere tid på forberedelse og historie læsning.

Tine:
Vi nærmer os, og vi glæder os…til at komme på vandet og rigtigt få startet det helt store eventyr på Yukon River.

Dagene siden afrejse fra København i søndags har været fyldt helt op med planlægning, indkøb, praktik, pakning, koordinering, indtryk og enkelte oplevelser har også sneget sig ind.

Med den helt store oppakning og flere tusinde kroner i overvægt, kom vi godt af sted fra København. Og ankom vel i Whitehorse (Canada) til midnat søndag, noget baldret efter lange flyvninger og jetlag. Vi havde forinden forhørt os på camping pladsen, og porten ville være ulåst, så vi bare kunne gå ind og lægge os. Vi havde reserveret en bil, hvilket viste sig at være en god idé, da alle biler i byen var udlejet flere uger frem.

Turen til campingpladsen blev dog aldrig en realitet, da vores telt ikke var nået med til Whitehorse – i øvrigt heller ikke andet af vores ca. 120 kg indtjekkede bagage. Så vi gik på jagt efter et sted at overnatte, og blev heldigvis mødt af venlige natportierer, der velvilligt hjalp med at ringe rundt.
En lille pudsig episode var at stå med bilnøglen ude på lufthavns parkeringen. Jeg havde bestilt en bil i Ford Focus stil, men ingen af bilerne reagerede. Vi måtte længere frem, hvor en stor lækker (i vores verden) Ford Escape blinkede frækt til os. Noget undrende kørte vi afsted.
Da vi mandag sidst på dagen kunne hente vores bagage i lufthavnen, fik vi hos Budget biludlejning fortalt, at vi havde fået free-upgrate, hvilket senere skulle vise sig at være virkelig skønt for os.

Vores første milepæl i Whitehorse var at besøge Up North Adventure, en lokal kano-/kajaktur udbyder og butik. Vi har løbende haft kontakt med Up North Adventures siden sidste sommer. En kontakt vi har fået gennem en af Eriks venner, der har arbejdet her, guidet ture og været på ekspeditioner i området.
Vores ny indkøbte kajak fra Seaward Kayak er produceret i Canada, og vi fik lov til at få den sendt til Up North Adventures. Nu skulle vi endelig se den. Vi fik hurtigt åbnet den kæmpe kasse og blev forenet med vores kære fartøj for de næste måneder. Den er super flot. Og stor.

Den første uge var tiltænkt forberedelse og pakning både i Canada og Alaska.

Vi fik i mandags orienteret os i forhold til de forestående indkøb af primært mad og lidt forskelligt grej. Så snart vores bagage var ankommet, satte vi os i bilen og cruisede retning Nordvest ad den historiske og ikoniske Alaska Highway. Destinationen var Fairbanks (Alaska), en tur på ca. 1000 km.

Fairbanks var et gensyn for Erik, der var der i forbindelse med hans forberedelse til ekspeditionen ”Alaska på tværs” i 2014. Vi fandt et hotel, fik læsset af, og så gik vi ellers i gang med de helt store indkøb og pakning af mad depoter til Alaska. Erik havde styr på de enorme varehuse, så der var høj effektivitet fra start.

Det har været en imponerende erfaring og oplevelse at forberede vores tur i samspil med Erik. Jeg er jo bekendt med Eriks høje detalje og struktur niveau, men det er alligevel noget andet, at være en del af det. Lange indkøbs lister med både individuelt og fælles mad – og vi er helt nede på antal kiks og gram snacks per dag. Det kunne blive en lang og udfordrende indkøbs dag, men det havde Erik forudset, da vi har ret forskellige smag og ønsker til mad. Erik forslog at vi tog hver vores indkøbsvogn, holdt os inde for hans udstukne retningslinjer for antal/vægt, men valgte vores egen morgenmad, snacks, kiks, the, knækbrød, frysetørret mad til frokost og aften. Godt tænkt.

Fairbanks blev også et hjerteligt gensyn med Jeff og Gene (og hans kone Judy), som hjalp Erik i forbindelse med Alaska på tværs ekspeditionen. Vi inviterede dem ud at spise, og havde en super hyggelig aften. Det var dejligt at møde dem, da jeg havde hørt meget om dem. Det var også sjovt at høre deres oplevelse og indtryk af deres møde med Erik og hans vanvittige projekt i 2014. Et projekt de havde svært ved at tro på, at han kunne gennemføre, da de kender Alaskas vildmark og de ekstremt våde forhold sommeren 2014 bød på. De modtag med glæde Eriks netop udkomne bog om turen, og glædede sig til at kigge alle billederne fra deres “baghave”.

Igen var Jeff, Gene og Judy en stor hjælp, og også her lå der udstyr mm., vi havde fået lov at sende til dem. Vi fik styr på en stor del af koordineringen og praktikken på Alaska delen af Yukon floden. Vi var omkring det store og virkelig gode kort kontor i Fairbanks. Vi har GPS med, men har valgt at købe kort over hele strækningen, både som backup, men også fordi vi begge godt kan li’ at kigge med på kort. Der skal en del kort til en strækning på 3.200 km i størrelsen 1:250.000.

Det har været nogle dage, hvor jeg skulle vænne mig til en ny døgnrytme. Dels er jeg ramt af jetlag, og samtidig er der sol mere end 20 timer i døgnet på denne årstid.

Tilbage til Whitehorse ad Alaska Highway, hvor det helt store indkøbs og pakke show igen har fundet sted. Det har været noget af en udfordring for mig (også mentalt) at planlægge ca. 90% af al mit madindtag de næste 3 måneder. De sidste ca. 10% forventer vi bliver fisk og små indkøb i de små flækker, vi møder undervejs.
Det betyder, at der nu ligger bl.a. 35 kg snack, slik, chokolade og kiks og venter på at jeg skal blive lækker sulten.

Alaska Highway

Alaska Highway og Anden Verdenskrig

For at komme til Fairbanks, Alaska her fra Whitehorse, Canada skulle vi køre ad den legendariske ”Alaska Highway” det er den en af to veje over grænsen mellem Canada og Alaska.

Under 2. Verdenskrig, stod det klar for USA, at Alaska var super vigtig for at forsvare USA’s baghave, især da Japanske styrker angreb nogle af de vestlige øer i Alaska. Det gjorde at Alaska blev meget opprioriteret. Derfor begyndte Amerikanske Ingeniørstyrker at bygge veje og landingsbaner i Alaska og Canada, for at få kunne få tropper og forsyninger frem.
Det var et kæmpe arbejde, men et kæmpe skridt for Alaska og Canada, fordi pludselig blev det meget nemmere at komme rundt. Før var det med båd, tog eller til fods eller hest, ad dårlige stier.
Den Canadiske regering gav lov til at bygge vejen og der måtte være Amerikanske styrker i Canada. Men da området ”Yukon” havde meget få indbygger, ville den Canadisk regering ikke støtte økonomisk. Før Japans angreb på Pearl Harbour, havde den Canadiske regering ikke godkendt vejen, da de ønskede at forbliver neutrale. Men det ændrede sig med et slag.

Efter 2. Verdenskrig forsat udbygning, grundet den koldkrig og Alaska vigtige betydning.

Selv arbejdet blev godkendt i hæren den 6. feb. 1942, efter USA var trådt ind i 2. Verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor. 5 dage efter godkendte kongressen byggeriet og dette storslået projekt kunne starte.

Der havde dog været forslag og planer for en vej, siden 1920’erne, både for militæret og for at få flere turister til Canada og Alaska. Den store depression satte en stopper for det hele, og det var en krig der skulle for at få skub i tingene.

Selve arbejdet startede den 8. marts til og løb fem til 28. oktober 1942, men det var en simpel vej med mange forhindring. På de små 8 måneder lavede de ca. 2.700 km vej, fra Dawson Creek (British Columbia) til Delta Junction (Alaska), nær Fairbanks. I dag går vejen selvfølgelig helt til Fairbaks. Det gjorde de ved at arbejde ud fra mange punkter på en gang. En vildt imponerende bedrift, selv om vejen bare var en jordvej.

Alaska Highway, kort fra konstruktionen

En sjov historie var, at det primært var ingeniørstyrker, bestående af farvede personer, som kom fra syden, til det noget anderledes og kolde nord, hvor mange så sne og is for først gang.
Ud af de 10.000 mand var 1/3 del fra “Negro regiments”.

Selve vejen blev først offentlig i 1948. Indtil da var vejen kun for militæret.

Den krævede mange forbedringer af vejen årene frem, for efter som parmafrosten forsvandt og vejen blev mere og mere mudderet, bro skulle skulle skiftes fra træ og pontoner til rigtige broer. I dag er vejen også blevet kortere ca. 2.300 km, da man har sprængt klipper væk og kan lavet bedre broer. Bare på vores lille tur, kunne vi se hvordan vejen bliver bølget når vejen synker.
Vi passerede mange huller og afmærkninger af skader.
Der var også lange stræk, hvor vejarbejder var igang med lange strækninger.
Ca. 4/5 del af vejen er asfalteret, resten er jordvej, primært omkring grænsen i de mere øde områder. Det er imponerende at se den vej skære sig igennem området, hævet mange meter op igennem årene, som der er blevet kørt sten og grus på, hentet i de mange stenbrud der er lavet langs vejen.
Langs vejen er der en del små byer og tankstationer, hvor langt de fleste står tommer, efterhånden som vejen er blevet bedre og bilerne kan køre længere. Men der er også mange små herlige steder, der emmer af historie og en anden verden, end den vi kommer fra.

Der kører også en masse autocamper og campingvogne, mest af en størrelse vi ikke kender, derimod minder det  mere om en sættevogn eller hus på hjul.

Vi nød turen, landskabet og dyrene. Det var en dejlig måde, at komme igang på, få styr på depoter og hilse på venner. En god investering at gøre.

Vi var super heldige med dyr, hvad vi kan forstå på folk her omkring.

Vi så masser af ravne, kaniner og jordegern der nød varmen fra vejen. På vejen ud så vi Porcupine (træpindsvin) som jeg aldrig har set før og to elge. På vejen retur så vi 5 bjørne, en enlig brunbjørn, en brunbjørn med to unger, der gik lige så stille 5 meter fra bilen skøn oplevelse og så så vi en sortbjørn der løb væk. Vi så også flere elk, en stor kronhjort lignede hjort, som jeg heller ikke havde set før.
Dejligt at møde de første bjørne, så Tine kan se deres reaktioner, mens vi sidder trygt i en bil.

Et dejligt lille side eventyr.

Erik
Kilder link
• https://en.wikipedia.org/wiki/Alaska_Highway
• https://en.wikipedia.org/wiki/Marsh_Lake

 

Seaward Passat G3, Yukon River, Up North Adventures

image

imageimage

 

image

Elg, Alaska Highway

imageimageimageRaw brite, Yukon River, Erik B. Jørgensenimageimageimageimage

Alaska HighwayAlaska Highway stålbroAlaska Highway vejarbejde. Svensk arbejderAlaska HighwayimageBrun, GrizzlybjørnBrun, Grizzlybjørn Unger

Elk, Alaska Highway

Samarbejdspartnere under "Yukon River, Eventyrlige Yukon"

Indlægget er opdateret: 10. december 2020

Bog Yukon River, bog af Erik B. Jørgensen og Tine Henriksen