facebook_pixel

Eftersøgnings mission

  
Skyerne trak sammen hele natten, men vi slap for de stor regnskyl, som forudsagt af vejrudsigten. Til morgen var det kølig, gråt og blæsende. Lige en dag til at sove 30 minutter mere.

Så var det op og helt standard komme igang. Karen var ude og lege, både med sand og hule. Igen her til morgen, gik hun og lavede sine små videoer om hvad vi laver, super sødt.

Vi kunne bevæge os af sted, igen idag vidste vi, at vi ikke skulle langt. Hvis der kom en god ø, ville vi stoppe. Vi tog ø hop igen, ind og se hvad de kunne tilbyde. Vi var dog ikke i den børnevenlige del, fordi her var ikke mange sandstrande.

Men god strøm, rygvind og korte afstande, kom vi hurtigt der ned af. Vi tog den sidste del strømmende vand. Ud for byen Morjärv skulle vi slå lejr, det er her vi skal med tog ned og hente lejebil, derfor padlede vi en rundtur til øerne. Der var et ok sted, med sand og det hele, men det var ikke en ø, vil gerne have Dino fri. Jeg tog kikkerten og afsøgte de andre øer. Så ud til der var en mulighed på en noget større ø. Vi padlede der hen, ca. 1 km og her var der mulighed for sandstrand og lejrplads. Dog i vindsiden.
  
Igen igen kunne jeg pakke ud og Karen legede. Det var køligt, så vi begge måtte i dunjakkerne og have hue og vanter frem.

Karen fik smidt en ske væk under legen, så vi havde en længere eftersøgnings mission, der heldigvis endte godt. Karen ville hellere have middagsmad, men jeg måtte forklare hende, at når man har tabt noget, leder man rigtigt godt efter det. Ved at få hende til at fortælle hvad hun havde lavet og hvor, lykkedes det os at lede i et mindre område og den dukkede op til sidst, med skaftet stikkende op af sandet.

Fordi vejret mildest taget er noget trist, har vi mest været i teltet. Vi skal samtidigt spar lidt på strømmen, det er aldrig sjovt.

For at øge hyggen, har vi igen lavet pandekager og vi har haft slåskamp og til morskab for mig, har vi leget “hold Karen meget længe”. Tror ikke Karen synes, at det er lige så sjovt 😉 

 Karen forstår ikke helt, der ikke er strøm nok, så hun har taget sig en lur.

Vi har været heldige igen at se mange ænder, ællinger, måger og en enkelt rovfugl.

  
Det er en lidt underlig følelse at det stort set er slut, vi har ikke mange meters padling tilbage.

Nu skal vi nyde de sidste dage og håbe på lidt godt vejr til at krydre det med.

Forskelle fra 3,5 til 6,5 år

Det er sjovt at prøve at huske tilbage på vores første lange tur sammen. I 2012 var vi også på ”Far og datter i Vildmarken – 45 dage”. Dengang var Karen 3,5 år, nu er hun 6,5 år. Der er mange forskelle og ufattelig mange ligheder.

Her er lidt af mine iagttagelser og umiddelbare tanker. Selvfølgelig vil der komme flere tanker og nuancer, når det hele bundfælder sig mere.

Det er ingen tvivl om, at jeg synes, at det har været lige så fantastik og lige så udfordrende som sidst, måske endnu mere denne gang. Det er altid svært at huske sidste tur 100%.

Jeg føler, at Karen har været meget mere opmærksom på, hvad der sker denne gang, og hun har forholdt sig til en masse ting. Omvendt snakker hun også meget mere.  

Som 3,5 årig var hendes opmærksomhed meget på at lege. Vi snakkede om tingene, men det handlede meget om at lege i kanoen, synge, lege gættelege. Så snart vi var i lejr, skulle vi lege og se iPad.

Mange mønstre er de samme på denne her tur, dog oplever jeg, at Karen iagttager meget mere og snakker. Det betyder at Karen spørger ivrigt, fortæller endnu mere ivrigt og lige skal høre om alt – gerne flere gange. Vi leger forsat i kanoen, men vi snakker også om flere ting.
I lejren er Karen forsat god til at gå og lege og hygge sig, men ofte råber hun, jeg skal se noget, eller jeg skal høre noget, eller hun vil spørge om noget. Det gør faktisk, at jeg føler, at jeg er mere på end sidst. Groft sagt handlede det på første tur med Karen som 3,5 årig, at lave noget spændende og hygge os. Nu her 3 år senere gælder det samme, men alt skal der tales om, gentages og sludres lidt om.

Overordnet synes jeg generelt det har været let at rejse med Karen på begge ture. Vi ”skal” ikke noget bestemt, selvfølgelig skal vi fremad, men det er ikke ture, hvor fremdrift er afgørende for den gode oplevelse eller succes. Vi har sengetider og tider vi står op, men da der er så meget hyggetid, har det været så roligt. Det har altid overrasket mig, at det er så let. Min største bekymring er altid mit ansvar for Karen. Der må ikke ske hende noget, og der ved heller ikke mig. Derfor tager jeg det også langt mere roligt, end jeg ville selv eller med en kammerat. Som altid har jeg prøvet at tænke på alt, hvad jeg kan komme i tanke om der, der kan gå galt. Det kan være medicin, reparation af udstyr, osv. Jo mere jeg har styr på, des mindre skal jeg bekymre mig om. Alligevel sker der altid ting, som jeg ikke havde forudset – denne gang var det børneorm, den havde jeg ikke set komme.

Det har igen været en fornøjelse at få oplevelser med min datter. Jeg kan give hende et indblik i, hvad jeg er passioneret omkring, og oplevelser, der hvor jeg er på hjemmebane. Vi har masser af tid sammen og får et fælles sprog, historier og sammenhold.

For mig som person er det hårdeste nok ansvaret. Jeg kan mærke jeg er blevet slidt af alle de store fosser. Jeg skal tage stilling til om Karen skal med, gåes frem eller vi laver overbæring. Flere gange har jeg også måtte tag Karen igennem noget hun nok ikke helt havde lyst til, fordi vi også skal fremad. Dog mener jeg mig bedre i stand til at vurdere risikoen end den unge dame i front.

En anden stor udfordring for mig er Karens behov for den konstante snak fra vi vågner til sengetid. Hun er et meget verbalt lille væsen. Jeg er en stille person med introverte præferencer, og den her endeløse snak, er hårdt for mig, da jeg skal bruge meget energi på at være nærværende, så godt som jeg kan. Den modsætning i behov der kan være hos Karen og jeg for at fylde dagen med snak, påvirker helt sikkert også Karen, der nok skruer endnu mere op for snakkeriet, hvis hun synes, at der er for mange sekunders stilhed. Stilhed er for hende ofte at sammenligne med noget meget meget kedeligt.
Det er hyggeligt at snakke, om det vi ser, lave skole arbejde sammen, snakke om alt det der hører til vores gode eventyr. Men den evige sludren og spørgsmål, jeg skal forholde mig til – som vist mere er for at holde opmærksomheden og snakken i gang – det kræver ekstra energi.

Her slut på turen, kan jeg godt mærke at jeg også bliver slidt af ansvaret og det vi er sammen i døgndrift nu på 8. uge.

Omvendt har det givet mig en masse og forhåbentlig også Karen. Som far fungerer jeg meget bedre her ude, hvor vi laver noget jeg brænder for. Det er nemmere for mig at sætte nogle rammer for hverdagen her, hvor der også er både råderum og plads til at prøve ting af og lære en masse. Men der er også nogle rammer og regler for vores måde at være sammen på. Det er fedt at vise hende min passion. Jeg får et andet nærvær med Karen. Fra første tur til nu, har vi udviklet et fælles sprog og en masse fælles historier som Karen refererer til igen og igen.

For mig som weekend far, giver det mig meget at have ture som denne her med Karen. Det giver os et unikt sammenhold.

De her ture har også hjulpet mig til at finde ind i far rollen, og acceptere at jeg er far. Jeg har haft det svært med børn og finde mig selv i det at skulle være far. Her ude føler jeg, at det hele giver meget mere mening. Derfor håber jeg også, at vi får mange flere gode ture sammen, store som små.

Erik

Dag/Lejr: 43/39 
Dato: 21. juli
Km (grov luftlinie):6,4 km (Ialt 320,3 km)(vandret ialt 87,9 km)
Padle tid (med pauser) padlet: 10.05-11.40
Højde: 33 meter
Pos: 66 03 459 / 22 43 869
Vejr: 6-14 grader. Overskyet, let til frisk vind fra Nord.

Samarbejdspartner Far og datter i Vildmarken, Nordsverige

2 Responses to Eftersøgnings mission

  1. Tobias Berg juli 22, 2015 at 22:17 #

    Hej Erik
    Tak for 45 dages skøn læsning! Jeg har været meget rørt, har grinet og er blevet meget inspireret 🙂 Jeg er helt overbevist om at jeres måde at være sammen på rejse, er noget af det aller bedste der kan ske for et barn. Så tæt sammen 2 mennesker og så langt fra hverdagens tempo og jag som man kan komme. Det er ekstremt sundt og det vil være med hende for altid. Den slags nærhed burde være alle børn forundt. Stor respekt!
    Jeg har netop, inspireret at dine indlæg, introduceret min knap 3-årige datter til konceptet ‘at ligge i telt’ i fire nætter og indtil videre er det en stor succes 😉

    Alt godt,
    Tobias

Skriv et svar