facebook_pixel

Cykeltur i Norge fra Bergen til Oslo, via indlandet

Jeg går altid efter at komme ud på ture/eventyr med ønsket om at dyrke min passion for at være i naturen. Hvilket transportmiddel jeg bruger, er ikke det vigtige. Denne gang blev det en cykeltur. Hvorfor det blev cykel, fortæller jeg mere om herunder.

Indholdsfortegnelse

  • Hvorfor cykeltur/cykel touring?
  • Hvor skulle vi hen på cykeltur?
  • Touring cykler/turcykler, valg af cykler til tur
  • Apps og elektronik til cykling touring
    • Garmin GPS
    • Kort
  • Cykel touring i Norge
  • Pakkeliste til cykling touring
  • Vores tur fra Bergen til Oslo, Dagbogs beretninger

 

Hvorfor cykeltur/cykel touring?

Cykel touring Island 2003

Cykel touring var både nyt for os og ikke. Jeg har for mange år siden i 1994 kørt i Norge med min halvbror. Det gav mig lyst til at købe en ordentlig turcykel, jeg manglede gear og en solid cykel, jeg kunne have bagage med på. Den nye turcykel kørte jeg lange ture på, til/fra arbejde og senere en cykeltur på Island med en kollega i Jægerkorpset, i 2003.

Siden har det ligget lidt stille, fordi jeg elsker vildmarken, det øde, mødet med dyrene. Jeg er ikke kajakmand, kanomand eller polarfarer, jeg er EVENTYRER! Jeg ser på, hvad der kan få mig der ud, hvor jeg drømmer om, og på den bedst måde.

Min kæreste Tine har været på mountainbike bike-packing i 2003, hvor de kørte i Schweiz og Italien med overnatning på B&B. Tine kører i dagligdagen en del transport cykling, og hun kører meget MTB (Jeg synes hun er vild på MTB). Men det er heller ingen hemmelighed at Tine er slank/spinkel af bygning, fryser let og har været meget på udebane på de store ekspeditioner, vi har været sammen på, eksempelvis krydsning af Indlandsisen på Grønland og vores kajaktur ned ad hele Yukon. Selvom vi på disse ture kunne bidrage med forskellige gode ting, har vi ikke været ligeværdige.

Derfor var det faktisk mig der forslog, at vi skulle tage på eventyr med cyklen. Den primære grund var, at vi kunne være tæt på ligeværdige, og jeg skal træde til for at være med. En anden god grund er, at det kan være ”vores” ting, vores små og store eventyr.

Jeg har i mit liv og min dagligdag masser af foredrag, store ekspeditioner hvor jeg er længe væk og bliver fyldt med indtryk. Derfor er det vigtigt for os begge, at Tine og jeg også har ferie og eventyr sammen. Og så er det bare fedt at se og gør mig stolt at være sammen med min kæreste om noget, hun er rigtig god til.

Når vores grej fremadrettet er på plads til cykel touring, så er det let at tage afsted, selv efter jeg kommer hjem fra store ekspeditioner. Vi kan planlægge vores rute i god tid, både korte og lange ture.

At cykle er en transportform der er mere skånsom for kroppen, som vi kan have som vores projekter, forhåbentlig de næste mange år. Og jeg kan komme på flere eventyr, juhu! Det passer perfekt til min livstil og det univers, jeg beretter om her på min blog!

 

Hvor skulle vi hen på cykeltur?

Der er så mange gode steder at cykle. Cykel touring kan være for alle, det kan være den lille tur, og det kan være lange ture helt uden for spor.

Vi ville gerne køre cykel touring, hvor der primært var veje og stier. Så kunne vi bevæge os en masse rundt, forsat få lidt vildmark men også have mulighed for at tage en overnatning i civilisationen, handle og hvad der ellers er af gode muligheder, når man kommer igennem befolkede områder. På den måde var der også noget for os begge.

Vi blev også hurtigt enige, om at vi lige så godt kunne holde os i ”nærområdet”. Vi vendte hurtigt blikket mod Norge. Det gav let mulighed for at flyve til Bergen og cykle hjemad så langt vi nåede og havde lyst. Tanken var at tage færgen hjem fra Oslo eller køre til Göteborg og tag toget det sidste stykke.

Fordelen ved at flyve ud var, at så fik vi noget af det flotte på turen først, og vi var ikke afhængige af at skulle nå et bestemt fly.

Tine begyndte at planlægge vores tur. Vi lagde os fast på Nordsøruten, den del der er i Norge og evt. en del af ruten i Sverige. Da vi  nærmede os afgang, så vejrudsigterne for kysten meget dårlige ud, der var lovet massiv regn så langt, prognoserne kunne se frem. Vi gentænkte vores planer og lyttede til anbefalinger om at køre ind i landet, ind over fjeldene.

Vi lavede med kort varsel en ny grovplanlægning, der ændrede sig lidt undervejs, efterhånden som vi fik læst om områderne, vi fik nogle erfaringer med vejene og den fremdrift, vi havde.

Vi endte med følgende rute, dog forsat med en del regn 🙂

Grov rute: Bergen, Åsna, Indre Arna, (tog fra Arna til) Stanghelle, Eksingedal, Evanger, (tog fra Evanger til) Vossevangen, Uppsete, (tog fra Uppsete til) Myrdal, Finse ad Rallarvegen, Haugastøl, Hardanger, Eidfjord, Kinsarvik, (færge fra Kinsarvik til) Utne, Odda, Røldal, Haukeligrend, Bykle, Dalen, Telemarkskanalen, Ulefoss, Skien, Porsgrunn, Larvik Hvittingfoss, Eidsfoss til Drammen.

Derfra tog vi tog til Oslo og færgen hjem, her fra kunne vi cykle helt hjem.

 

Touring cykler/turcykler, valg af cykler til tur

Hvilken cykel og udstyr man skal have er altid en helt religion. Jeg havde forhørt mig hos en del folk, der har cyklet mange km både på cykel touring og bike packing rundt i Verden.

Casper Ortvald fra 29er Bike Shop i Ordrup, havde rigtig mange overvejelser og input, vi kunne bruge, da Casper selv har rejst en del med cyklen. I samråd med Casper og de øvrige ansatte i shoppen i Ordrup, fik vi bygget vores cykler op.

De overordnede ting vi gik efter var:

  • Stålstel, solidt, kan laves ud i verden og skulle være mere ”blødt” at køre på. Vi endte med et stel fra ”Surly”, modellen ”Straggler”.
  • Stærke bagagebærer. Jeg ville have bagagebærer både for og bag, så jeg har plads til det udstyr, jeg vil have med. Og samtidig have en god fordeling af kiloene over cyklen.

Ønsker jeg havde ekstra

  • Styr, med mulighed for mange greb, så det ikke er så hårdt for hænder og håndled.
  • Dynamo i forhjulet. Jeg har altid brug for strøm, så jeg ville gerne kunne lave strøm, selv i dårligt vejr. Dynamoen skulle suppleres med en solcelle, der kunne ligge oven på mine tasker bag på, når der var sol.

Da vi skal på tur sammen, gik vi efter nogenlunde samme opbygning med ens gear, bremser, bagagebærer, stel og så meget som muligt, så vi kan bruge de samme reservedele.

Vores cykler har fungeret helt perfekt. Vi har begge nogle små ekstra ting vi vil have lavet til fremtidige ture. Men de har virkelig fungeret så godt.

Cyklerne vil jeg skrive mere om, når vi har været på flere ture. Jeg vil senere også lave anmeldelser af de ting, jeg bruger.

 

Apps og elektronik til cykling touring

I vores forberedelse og undervejs på turen, er der blevet brugt en del tid på at se på ruter, og overvejelser om hvad vi gerne ville se.

Hjemme brugte vi kort, Google Earth, Garmin Homeport. Vi brugte også hjemmesiden Bikemap.net meget, da de også har et ”heatmap”, så vi kunne se hvor andre også havde planlagt ture.

Vi brugt også OpenCycleMap lidt, den er også fin. Det er lidt en smagssag, hvad man personligt finder lettest.

Hjemmefra lavede vi GPX filer (spor) til vores Garmin GPS’er, så vi let kunne følge vores rute, når vi var der ude.

Da vi undervejs lavede en del om på vores planlægning, brugte vi rigtig meget vores telefoner. Her brugt vi apps:

Bikemap, da vi havde brugt deres hjemmeside i planlægningen, forsatte vi med den, men den var ikke god som app.

Google Map, den er så praktisk til at se efter supermarker, campingpladser, og se på del-strækninger.

Komoot, undervejs blev vi anbefalet app’en ”Komoot”, den er virkelig god. Den er det let og intuitivt at planlægge ruter på. Vi lavede ofte næste dags rute, så kunne vi se km, stigningsprofil og kort. Rigtig fint. Desværre lykkedes det mig aldrig at finde ud af at få deres GPX fil ind på min Gramin GPS, her har Gramin lidt bruger venlighed til gode. Komoot har også en rigtig god hjemmeside, har jeg set efterfølgende.

Der er mange værktøjer der ude, vi fik også anbefalet Maps.me, vi brugte den lidt indledningsvis, men fandt ikke app’en så let/intuitiv at bruge, da vi var af sted. Har du andre gode værktøjer, så skriv endelig en kommentar med det.

Dog gælder det for alle apps, at deres rute valg, overordnet er godt, men de kunne alle godt sende os ud på nogle spændende små delstræninger og stier eller ud på de helt store motortrafikveje i Norge, når det var eneste mulighed for at komme fra A til B. Det er i Norge ikke forbudt at cykle på deres gennemgående hovedveje, eks. E16 mellem Bergen og Oslo, men ikke noget, vi havde lyst til. Så det glæder om at være vågen. Vi tog toget på to små strækninger som alternativ til E16, og tog nogle af de hårdere små delstrækninger, da det gav mening. Men flere gang kørte vi også en anden vej. Selv nogle af cykelruterne vi fulgte, var skiltet en anden vej end vi blev vist.

 

Garmin GPS

Vi begge brugte GPS’er på vores tur. Tine kører med en ”Edge 800”, hun primært bruger til MTB, jeg kører med en ”Oregon 750t”. De virkede begge rigtig godt.

Især når vi hvade lagt vores spor/GPX filer over, så vi havde ruten at følge. Det gjorde vi hjemmefra.

De gange vi brugte GPS’ens navigation til at køre mod et ny sted, virkede det ikke særlig godt. GPS’ens rutevalg viste os mange mærkelige steder hen. Det kan bruges til en overordnet vejledning, men ikke til at køre blindt efter.

Jeg savnede virkelig at kunne overføre en GPX fil fra min telefon til min GPS undervejs, eksempelvis når vi lavede om på ruten, eller jeg kunne lægge dagens rute over. Jeg har ikke fundet ud af det endnu, men arbejder videre med det.

Det er dejligt praktisk at køre med GPS, som kort. Kortet følger hele tiden med og vi begge er gode til at se frem, så vi kører ikke blindt efter de ruter, vi har lavet hjemme fra eller hvad GPS’en vil.

I pauserne supplerede vi ved at kikke på vores rute i appen ”Komoot”, Google samt vi fulgt også ofte de Nationale Cykelruter.

 

Kort

Vi havde ikke nogen gode gammeldags kort med. Vores telefoner og GPS’er dækkede det fint. Men vi sørgede for at gå ind på de forskellige turistinformationer vi kom forbi og tog et områdekort, når der var det.

Langs vejen i de forskellige kommuner står også en del informationstavler med fine kort over kommunerne. Det giver et godt overblik.

 

Cykel touring i Norge

I Norge findes en masse Nationale Cykelruter. De går rundt i skønne områder på sti og på vej. Norge er et flot land, men i flere områder har de kun deres hovedveje der skal deles mellem bilister med 80 km/t og hurtigere og cyklister. Så man kommer flere gange på befærdet veje.

Ruterne er mærket (i varieret omfang) med rute nr. på store rød-brunlige skilte. I nogle kommuner er der mange skilte, med km angivelser til de næste byer/steder og ruten er let at følge. Andre delstrækninger er der næsten ingen skilte. Det varierer meget, så kort og GPS er nødvendigt at have med.

Du kan læse meget mere her ved ”Visit Norway”, samt ”Cycling Norway” her er et godt overblik.

 

Pakkeliste til cykling touring

At pakke til cykeltur, er ikke så meget anderledes som andre ture. Det er hele tiden et spørgsmål om kilo og komfort.

Jeg er ikke ultra-letvægt, men jeg gider heller ikke slæbe på alt for meget. Jeg er et sted midt i mellem, jeg synes jeg har det, jeg skal have med, andre vil sige jeg har alt for meget med.

Mine pakkelister er meget udførlige og som oftest lavet i Excel, og der står ting på, jeg ikke nødvendigvis skal have med, men så kan jeg tage stilling til fra tur til tur. Ved at gøre skriften grå, kan jeg vise jeg har taget stilling til tingen, men den skal ikke med. På den måde glemmer jeg ikke noget.

Jeg er altid meget struktureret og detaljeret med mine pakkelister. Jeg har mange kolonner, for så kan jeg søge på, hvad der er i de enkelte tasker, poser eller få alle genstande i alfabetisk orden.

Da vi kom hjem fra Norge, gennemgik vi alt igen og opdaterede pakkelisten. Her efter turen går jeg til og fra pakkeliste, og får skrevet ting ned, jeg kommer i tanke om.

Jeg bruger den også til at få et overblik over, hvad jeg skal have nyt af.

I pakkelisten har jeg også noteret, hvad vi skal før næste tur, eksempelvis lave GPX spor til GPS’en, have nye dæk på cyklerne, tjekke og evt. skifte bremsklodser osv. På den måde laver jeg også en lille tjekliste.

Jeg har også en økonomisk oversigt, hvor jeg groft gør op, hvad vores tur koster, fordi jeg glemmer altid hvor mange penge jeg egentlig bruger, og hvad det koster.

På den måde bruger jeg mine udvidede pakkelister, som et dokument, så jeg har erfaringerne fra ture over flere år i et dokument.

Det samme gør jeg med skiferie, storbyferier mm. Dog har mine store ekspeditioner sine egne ark, da der er budget, madplaner, osv., da det er af en anden kaliber.

 

Vores tur fra Bergen til Oslo, Dagbogs beretninger

Vi havde en fantastisk tur i den knap så sommerlige norske højsommer. Undervejs skrev vi små opdateringer på Instagram og Facebook, de kommer her igen, og kan give et kort indblik i turen og vores oplevelser.

 

Onsdag 26 juli 2017

Så er der nyt turgrej???? De næste to uger cykler min kæreste og jeg fra Bergen ned igennem Norge. Tak til 29er Bike Shop for en fed cykel og god sparring????#erikbjørgensen #komud #29erbikeshop #tineogerikpåcykeltur

Onsdag 26 juli 2017

I dag pakkede vi cyklerne i papkasser, op bag på Svigermor Lones bil, og vi tog flyet til Bergen. Vi fik samlet og pakket cyklerne og først på aftenen kørte vi de 40 km op gennem Bergen op til Bergen Camping. Dejligt at være på tur, slut med at forberede. #erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur 

Torsdag 27 juli 2017

Det blev en dag i regnvejrets tegn. Vi trak afgang til middag for at slippe for det væreste. Men vi endte alligevel med en masse regn i løbet af eftermiddagen.
Det har dog været en virkelig smuk dag. Vi fik i morges morges 500 meter teknisk våd sti, der krævede noget af et arbejde. Vi har været kort med tog, for at udgå en strækning med tunneller, der slet ikke er egnede til cykler.
Ellers har vi kørt opad og opad i et virkeligt flot område fra Stanghelle mod Eksingedalen. God dag, selv med mange stop og forhindringer kom vi 55 km på 6 timer.
Nu sidder vi våde og hygger i teltet.
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Fredag 28 juli 2017

Det blev en herlig dag, uden regn… næsten, lidt dryp skulle vi dog ha’.
Dagen bød på en masse højdemeter godt 500 op i starten og 716 ned på sølle 6,5 km, før vi kom til Evangen. De godt 45 km blev fejret med middagsmad og en lille kage fra en bager.
Det var for tidligt at glædes over de gode veje og natur. Fordi det viste sige at de næste km fraråde de på cykel, da det er hovedvej E16. Vi kiggede det lige an, men i en travl fredag eftermiddags trafik og ingen “cykel-skulder”, skulle vi ikke lege med biler med 100 km/t. Op på toget og en kort tur til Voss.
Her fra gik det godt opad igen. Det var flot selv om mine lår hellere ville stoppe, men vi holdt på og på og kom knap 1000 højdemeter mere op. Klokken 21 kunne vi endelig slå slå lejr ikke lagt fra Upsete ved en sø, efter 85 km og over 1500 højdemeter op. Jeg var godt brugt! Og ja, Tine er vant til at cykle, og er slet ikke så ramt.
Vi fik spist godt og vasket os i det kolde vand. Så skal vi kort med tog i morgen igen, igennem en tunnel. Så skulle der være frit at cykle det næste lange stykke tid.
P.S: mødte både mus, ræv og køer på vejen i dag????
P.S.S: Havde ikke net igår. Først nu!
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Lørdag 29 juli

Fedt at stå op til sol og en dejlig udsigt. Vi pakkede sammen og kørte op igennem Upsetedalen. Ved Upsete Station ventede vi lidt på toget, som tog os 5 minutter igennem bjerget/tunnel til Myrdal station. Her var masser af mennesker, da der er en meget flot togtur på denne side af bjerget, og den mest populære cykelvej i Norge, Rallarvegen. Det fik vi også at se, vi har mødt alle typer cyklister i dag, udlejning, MTB og turcyklister. Jeg tror der var en del på udlejlegningscykler der har fået sig en oplevelse på de dårlige grus og sten stier. Vi kørte i modsat retning af alle, så vi fik hilst på en masse (stort set alle andre kører ruten den anden vej, og tager tog tilbage – ja, der er en del strabadserende højdemeter.)
Vi har kørt op på højfjeldet med masser af vandfald, sne og flot landskab, samt kolde temperatur og kølig vind. Vi kørte næsten til Finse. Her slog vi telt ved femtiden, da vi havde kørt godt og en iskold regn faldt over os. I dag er blev til 35 km og 830 højdemeter op på meget blandet sti, men en fantastik udsigt og natur. Så arbejder jeg bare lidt med mig selv, når der er så mange mennesker, det kaldes selvudvikling????
Tine den lille MTB pige cykler bare der opad. Det er kun når cyklen skal trækkes eller bæres op, at der kæmpes.
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Søndag 30 juli

Bare folk ville tage deres eget affald med hjem. Nåh, men jeg kan også cykle det ud! #erikbjørgensen #komud #samleaffald #rallarvegen

Søndag 30 juli

I dag gik det fra højfjeldet til fjord, og igennem mange slags landskaber og mange højde meter ned.
Vi stod op til kølig morgen på det rå, golde og flotte højfjeld. Der var enkelte huller i skyerne, solen kunne skinne igennem.
Vi havde godt med tøj på da vi cyklede ned forbi Finse i 7 graders sommer varme og videre ad Rallavegen mod Haugastøl. Det var fine og ikke-tekniske grusstier (i modsætning til i går). Det var forsat vildt smukt.
I Haugastøl blev vi stoppet af et par friske stenovns pizzaer, før vi kørte mod Hardangervidda, en super flot vej over fjeldet i ca 1.100 moh., men en del trafik. Efter mange timer på grusti af forskellig art, føltes det hurtigt at komme på asfalt, med en hare (Tine) foran. Efter 35 km over det golde fjeld gik det rimelig meget ned ad de næste 20 km. Vi måtte holde lidt igen på farten, da de tungt læssede cykler rystede lidt når vi nærmede os de 40 km/t, det føltes som høj fart og gav varme bremser. Vi fik også en vanvittig flot tur ned ad den gamle stejle vej ved den sptakulære Vøringsfossen.
Vi lod cyklerne trille de sidste km ned Øvre Eidfjord på en lille camping. Så i dag gik vi fra over 1200 meter til 67 meter. I alt 1924 fornøjelige højdemeter er trillet ned og 687 trampet opad, over de 94,5 km det blev til i dag. Dejlig alsidig dag????
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Mandag 31 juli

Mange regnfulde kilometer langs Eid- og Sørfjorden. Vi havde drøftet om noget af den næste etape skulle være i bus, da nogen sagde trafiken var slem og vejen smal.
Vi endte med at cykle, det blev en smuk tur, men der var også smalle veje og noget trafik. Heldigvis tog billisterne fint hensyn i dag og farten var hos bilerne var flere steder lavere, da vejen var ikke var til den store fart.
Vi cyklede fra Øvre Eidfjord til Kinsarvik. Her spiste vi frokost, og tog færgen til Utne.
Fra Utne cyklede vi til Odda, hvor vi igen tog en campingplads.
Dagen startede med let regn og sluttede ned tung regn. Så fra Utne har det været i fuld regntøj.
Området har igen været utroligt smukt med de store fjorder og stejle klippesider, med masser af skov. Langs fjorderne er de små veje og det er her hernede langs vandet, ar huse og byer er. I hele området er der masse af frugttræer, de har æbler og moreller. Vi har også set bær, som hindbær og rips.
Så selv om vi slog telt i kraftig regn og var godt klamme, så har
det været en smuk dag, med 85 km, uden at være rigtig træt????
Ville dog være dejligt at kunne få tørret vores tøj snart.
I morgen venter der mange højdemeter!
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Tirsdag 1 aug. 2017

Tørvejr og en del sol havde YR sat os i sigte, og vi havde glædet os – endelig en dag med godt vejr ☀️ Men sådan gik det ikke!
Det stod ned i stænger i aftes…og vi skulle igen i dag have masser af regn. Hele dagen har været i regntøj, selv om der har været små perioder med opholdsvejr og et par enkelte solstråler.
Humøret skulle lige varmes op, og den smukke tur ind mod Jøsendal hjalp gevaldigt på stemningen.
Vi så et helt fantastisk vandfald på vej op ad Jøsendal, “Låtefoss”, som kastede masser af vand ud over vejen.
Formiddagen lokkede med 1000 højdemeter op i dag, så vi vidste hvad vej det gik – opad! Først på den store hovedvej, hvilket ikke var super fedt, men pludselig kørte alle bilerne igennem den 5 km lange tunnel til Røldal, og vi kunne køre ind på den gamle vej op over passet. Det blev en fantastisk oplevelse, med et spetakulært landskab og en dejlig vej, selv om vi bugtede os opad. Dog var vi gennemblødte af regnen fra tidligere og vinden var kold, så vi holdt ikke mange pauser.
Da vi rundede toppen, drønede vi 700 højdemeter ned, først forbi Røldal Skicenter, som er det skicenter, der har den længste skisæson i Norge.
Vi kørte videre ned i Røldal by. Gennemblødte, kolde og mættede for en stund af regn og vådt telt liv, stoppede vi tidligt i dag, lejede en hytte og har nydt at få tørret vores tøj.
Det blev til 44 km i dag og 1020 højdemeter op og 734 meter ned.
Foran os venter igen en god bakke…selvfølgelig med lovning om masser af regn også i morgen. Men vi kan da glædes over at stikke fødderne og måsen i tørt tøj fra morgenstunden ????????
I dag har virkelig været en positiv overraskelse, det var så smukt!
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Onsdag 2 aug. 2017

Norge imponerer igen ???? Igen en dejlig dag i dette naturskønne land med med fine oplevelser. 2 fjelde skulle klatres, og vi fik to gode og et dårligt pitstop undervejs. En dejlig overraskelse blev, at vi startede dagen og første fjeld fra Røldal mod Haukeli i både helt tørt tøj OG tørvejr. Det var ikke mere end 6-11 grader, men pyt – bare det var tørvejr ???? Det er bare så fantastiske flot, og lidt sjovere i tørvejr.
Dagens første gode pitstop kan vi takke Jacqueline for. Hun havde fulgt med i vores små opdateringer, og foreslået at vi skulle komme forbi hende, hvis vi var på vej mod Haukeli – godt spottet Jacqueline, tak for det. Jacqueline arbejder hen over sommeren på en sommergård med geder på græs, produktion og ikke mindst udsalg af frisk ost og pølse. Virkelig lækkert, og et besøg værd. Den ligger på østsiden af Haukeli tunellen, den sorte lade med skrevet “GEITOST” kan ses fra hovedvejen på den anden side af den lille sø, og er kåret som Norges bedste brune gedeost (ikke første hus, men 1,5 km hen af grusvejen).
Dagens store vandfalds-regnbyge kom forbi ude på gården, men vi fik regntøj på og følte os heldige, da vi kun fik en halv times intensiv regn i dag.
Dagens anden dejlige pitstop var også oppe på Haukeli fjeldet. Der er simpelthen et super lækkert bageri, så der blev shoppet lækre frokost sandwich, brød og kager ????
Tredie og trælse pitstop måtte jo nok komme, dag 8 på cyklerne – Jeg punkterede ???? det er bare lidt ekstra besværligt, når alt oppakning skal af for at fixe det, og vi bare har håndpumpe.
Vi nåede endelig til Haukeli, men var klar på mere flot natur, så vi kravlede stejlt op i retning af Hovden. Vi havde forventet at overnatte i teltet oppe på fjeldet, men alt er så vådt pga af alt den regn, så vi ligger nu tæt på Hovden. Og vi har fyldt os med de indkøbte lækkerier og lidt suppe ????
I dag godt 87 km, 1450 meter op og 1000 meter ned.
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

Torsdag 3 aug. 2017

Kraftig vedvarende regn, vind og bare 8 grader…vi havde jo nok set det komme…men vejrudsigten kunne måske tage fejl, selvom det var mørkt og råkoldt i morges ????
Ingen af os sagde noget om regnen. Vi pakkede bare, jeg nåede lige at tænke skal vi have en hviledag, men vejret var fint (=det regnede ikke…endnu) og stedet, vi havde overnattet, var også lidt kedeligt.
Vi trillede af sted og havde en dejlig og flot start i området omkring Hovden, selv om det var med handsker og godt med tøj, i de sommerlige 8 graders varme.
Vi fik godt en time, inden regnen begyndte af falde, og det blev pænt kraftigt.
Vi kørte med tykke handsker og godt pakket ind. Som altid var det heldigvis pænt og et dejligt varrieret terræn.
Vi skulle dreje op mod et nyt fjeld efter 53 km, mod Dalen og ind på den nationale cykelrute 2. Men lige før var der både hytteudlejning og campingplads. Men det var kun middag så ingen af os vil sige stop, og det kunne være fedt at æde nogle af de næste højdemeter i dag. Vi forsatte mod Dalen, nu stor svedende under det i forvejen drivvåde regntøj, da det gik 7-10% opad over de næste 6,5 km, med stort læs på cyklerne gik det ikke pokkers stærkt.
Oppe på fjeldet tog regnen og vinden til. Vi begge var total gennemblødte, og vandstanden var høj inde i de normalt relativt vandtætte handsker (så vandet løb heller ikke ud ????). Så da vi kom til en større sø og det nu blæste så kraftigt at regnen fløj vandret, så var det nok. Ved 14 tiden fandt vi en plads ved søen i læ og kom i teltet. Nu hygger vi med the og vores lækre pålæg fra igår, mens regnen vælter ned. Vi har masser af vådt tøj, så vi håber vejrudsigten holder med lovning om overvejende tørvejr i morgen. Vi hygger på vores “sommer” tur ????
#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

 

Fredag 4 aug. 2017

Der er skvulpen under os og det knager når gummi-fenderen på speedbåden gnider mod træværket i vores bådehus for natten.
På rækværk både inde og ude hænger vores tøj og grej til tørre, vi nyder sågar en enkelt aften solstråle med byger her fra “altanen” ude over vandet, og vi nyder at spise aftensmad siddende med fødderne lavere end måsen ????
Telemarken (en region her i Norge) tog godt i mod os i morges. Den kraftige regn og blæst stilnede af i nat og vi kunne trille af sted i det smukke landskab på våde veje men i tørvejr og blandet farve skydække.
Vi havde de første timer oppe på fjeldet, inden det gik brat ned mod Dalen. Herfra cyklede vi langs det øverste stykke af Telemarkskanalen. Kanalen er en strækning på 105 km med søer og kanaler og en højde forskel på 72 meter. Det betyder naturligvis en lang række sluser undervejs, som vi kommer til at se mere til i morgen. Regnbygerne har ligget omkring os i dag, og har flere gange ligget på kanten af dem – vi orkede ikke så meget regn igen i dag, så vi har holdt øjemed dem, stoppet lidt op, og næsten undgået dem ????
Efter godt 80 km og knap 1000hm op/1500 ned, valgte vi at køre ind på campingplads ved søkanten i Vrådal. Vi spurgte til lille hytte, og de havde den her lidt alternative overnatning – en “mini-lejlighed” bare med elektricitet (uden vand mm) bygget inde i bådehuset. …nu er endnu en byge over os og vi lytter til regnens hyggelige trommen på bliktaget ☔️#erikbjørgensen #komud #tineogerikpåcykeltur

 

Lørdag 5 aug. 2017

I dag blev sluse dag langs Telemarkskanalen, med både tørvejr, sol, næsten sommerlige temperaturer og kun enkelte regnbyger ☀️
Vi havde ca 70 km tilbage af den nationale cykelrute nr. 2 ned til Ulefoss. Rute 2 har været den af ruterne, vi har kørt på, der har været mindst trafikeret, og også den rute, hvor vi oplever, at der har været lidt mere kreativitet omkring rutevalg.
Vi har kørt på del-strækninger af rute 4, 3 og nu 2.
72 meters fald er der på selve Telemarkkanalen over de 115 km, så der er som nævnt i går 18 sluser til at udligne niveau forskelle. Ved den største niveauforskel ved Vrangfoss, var der 5 kamre, til at udligne 23 meters forskel, så det tager en stund at få det gamle skib ned på næste del af kanalen ⛴
Ved Eidfoss slusen gik cykelruten igen ind omkring slusen, og det passede igen med, at det gamle turistskib lå i slusen. Cykelruten skulle fortsætte på den anden side af kanalen, og der gik et øjeblik før det gik op for os, at cykelruten gik hen over de smalle sluseporte. En sjov lille rute gimmick.
Ellers var de sidste 70 km af ruten i meget varieret terræn, vi kørte langs rå stejle bjergsider, i skov og igennem rigtige landområder med dyrkede marker. Vi har passeret mange hjemlige bynavne i dag, bla. Holte og Langeland.
Vel i Ulefoss midt på eftermiddagen, fik vi handlet og var klar til at finde lejr for natten – der var bare slet ikke mulige camp – steder ????
Vi besluttede at cykle uden for byen og finde et godt sted for natten, vi var trætte og sultne og brugte en del tid på at kigge, men der var bare ingen fornuftige steder. Til sidst besluttede vi at putte lidt ekstra chokolade i maverne, finde lidt ekstra energi frem og cykle til næste officielle campingplads knap 30 km fra Ulefoss. Endelig efter 98 km, 1.449 hm op/1.749 hm ned, kunne de trætte ben få ro ???? #erikbjørgensen #komud#tineogerikpåcykeltur

Søndag 6 aug. 2017

Jeg var glad for at være på tur med en passioneret mountainbiker, da vi kørte af sted her til morgen. Tine kunne fascineres af den stejle og tekniske sti med kæmpe rødder og klipper, til trods for hun overhovedet ikke selv kunne få sin oppakkede cykel fremad ⛰
Vores cykelrute-planlægningsværktøjer (i flertal) sendte os op bag om byen, så vi undgik den trafikerede hovedvej.
Meeen, vi blev lidt snydt (igen), og måtte hjælpes ad med at få trukket, skubbet og løftet cyklerne de 500 m og ca. 100 højde meter opad ???? Jo, vi kunne vende om, men gad ikke omvejen, da vi først stod i det ????
Vi fulgte rute 2 gennem et par byer, sydøstlig retning mod Larvik. Over frokost stod vi i et søndagslukket centrum af Larvik, der var helt stille og mennesketomt – på nær en italiensk restaurant, der selvfølgelig lokkede med tiltrængt pizza ????????
Fra Larvik trillede vi igen ind i landet, nord over ad cykelrute 5. Vi kom hurtigt “ud på landet” igen, omgivet af opdyrket landbrug og store vidder.
Efter en lang dag i går med søgen efter god lejr, havde vi i dag besluttet at stoppe ved en campingplads efter godt 50 km ????
Det er vores første sommeragtige dag på vores tur, helt uden regn, men med en del sol, ca. 20 grader og frisk vind ☀️ Rigtig dejligt! Det er blevet fejret med is, og cyklerne er gjort klar til i morgen. #komud#erikbjørgensen #tineogerikpåcykeltur

Mandag 7 aug. 2017

Vi har nydt det har været lidt sommerligt det seneste døgn, mest på den måde jeg sidder i teltet og synes det er lunt. Tine sidder ude, glæder sig over udsigten, varmen og der ikke er myg på campingpladsen.
Vejrudsigten fik os tidligt ud af soveposerne, der var lovet en fin formiddag og kraftig regn fra over middag, regnen orkede ingen af os rigtig at cykle i igen. Op lidt over 6 og af sted på cyklerne før klokken 8. Det var en dejlig solrig lun morgen (12 grader – Tine synes vist ikke det føltes som “lunt”).
I dag havde vi igen et mål for dagen, vi ville 68 km mod nord, til en lille campingplads. Så hænger det nemlig fint sammen med vores sidste dag i morgen.
Dagens landskab var rigtig “Morten Korch” agtigt dog lige med undtagelse af klipper og en del bakker op og ned. Der var masser af små gårde og marker med korn, kartofler og grønsager. Selv områder med flere juletræ plantager.
Det var flot, men jeg savner dog lidt det mere rå fjeld.
Vi fik handlet til frokost og aftensmad undervejs, og det lykkedes os at være fremme ved 13 tiden lige tids nok til at slå lejr.
Nu hygger vi i teltet med udsigt over søen, mens regn og vind rusker efterårsagtigt i teltet.
Det er første gang vi sammen bruger cyklen som transport til eventyr, og har været en lille test på – en for os – ny måde at tage på eventyr. Så det er også tid til tanker om turen, og hvor cyklerne i fremtiden kan/skal bringe os hen ????#komud #erikbjørgensen #tineogerikpåcykeltur

 

Tirsdag 8 aug. 2017

Den sidste etape og de sidste kilometer på vores lille cykeleventyr er kørt.
Jeg kunne godt mærke vi havde cyklet 14 dage i træk, men kroppen fungerer meget bedre, end jeg have regnet med. Her tænker jeg mest min lille numse, der ikke er vant til at sidde på en cykelsaddel så mange timer.
De 40 km ind til Drammen, viste sig at være flotte nok, men vejen var flere steder ret dårlig, da der var masser af huller og revner i vejen, samt der var mange biler.
Da vi nærmede os Drammen kom der cykelstier og vi kunne cykle nede ved vandet til slut. Ved Drammen tog vi toget til Oslo, her gik vi rundt i et par timer og fik middagsmad.
Vi tager færgen hjem, det er så lige til og vi kommer næsten helt hjem. Vi måtte pænt holde os i de lange bilkøer for check-in. Nu sidder vi på færgen og evaluerer vores tur. Vores pakkelister skal opdateres og vi skal have justeret lidt ved vores grej. Nu skal der nørdes igennem. Så venter udpakningen og cykelrengøringen.
Tak for du ville være med undervejs i det her mindre format, det sætter jeg pris på. Jeg håber, at det kan være til inspiration til at eventyret kan være alle steder, i alle former og formater, og med alle transportmidler.
Vi har selv haft endnu et fantastisk eventyr, det er dejligt at være sammen om noget, hvor min kæreste og jeg er mere ligeværdige – hun er godt nok sej på cykel, og jeg er på hjemmebane i friluftslivet.
#komud #erikbjørgensen #tineogerikpåcykeltur

—-0—–

 

Jeg håber du kan bruge det hele og selv får lyst til at komme på et eller andet eventyr.

Erik

Relateret indlæg

Podcast om Turcykling

Bøger om Turcykling (Jeg har anmeldt)

 

, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar